Kender vi ikke alle det, de personer der er så kloge på andres tilværelse, og ved alt om hvad man bør gøre i den givende situation man er i og bla bla, – hold nu kæft!

Jeg har jo hvis jeg selv skal sige det, ikke haft det særlig let hverken som barn, eller teenager.
Men da jeg mistede Jasmin for snart 10 år siden (Shiit) …  Var det den gang virkelig svært for mig at tackle sorgen, for hvordan kunne man elske “noget” man ikke kendte personligheden på fx. men det er ikke kun barnet man mister, man mister også alle drømmende! Alle de tanker og drømme man havde omkring denne lille skabning der voksede i ens mave, fremtidsplaner om skoler, uddannelser osv. osv. osv. .. Alt det bliver knust i det sekund man ved at barnets hjerte ikke længere slår.

Det var som at få en kæmpe hammer lige i kraniet, og en kniv i hjertet!
Hvis man ikke har prøvet at miste sit barn, så ved man bare ikke hvordan det er, og hvor ubeskrivelig ondt det gør i ens indre!
– og så skal man hører på “opmuntrene”  og total lamme kommentarer fra uvidende folk  “I kan jo bare få en ny”, “Det var da godt hun ikke døde da hun var 1 år, det havde da været værre”, “Hvordan kan du være ked af det, du kendte hende jo ikke engang”, “Ej fødte du hende selv, var hun ikke en abort”

Åh ja ! Heldigvis lærer man med tiden at lukke af for sådanne kommentarer!

Lige som da Tim døde, der kom også de mest latterlige kommentarer om alt mulig ligegyldigt.
Sorgen over et tab tager tid at bearbejde, og ingen mennesker er ens, og ingen mennesker sørger ens.. Nogle de græder “sorgen væk”, andre forsøger at arbejde den væk, nogle prøver at “gemme og glemme” og håber de så får det bedre.

Vi har jo alle på et eller andet plan mistet en, jeg har selv mistet forskellige familie medlemmer, men det kan bare ikke sammenlignes at miste sin kæreste, eller sin datter med at miste sin farfar fx. da min farfar døde, var jeg ked af det, og græd og tænkte på alt han nu går glip af med sine børnebørn og oldebørn mv. og de har mistet ham og jeg min elskede farfar..
Men det at miste ham, har slet ikke kunne “måle sig” med det at miste min kæreste eller datter.

Men jeg kan så ikke give gode råd til nogle der har mistet deres bror, deres far, eller deres ven, og det er heller ikke noget jeg kan eller vil sætte mig ind i.
Igen sørger ingen ens, og hvis ikke man selv har mistet sin far, så skal man heller ikke komme og råde folk om hvad de skal gøre og ikke bør gøre, hvis man selv ikke har prøvet det, for hvordan i alverden skal man kunne sætte sig ind i tabet, når man ikke selv har været der?!

Jeg er så træt, ubeskrivelig træt af folk der tror de ved bedre omkring min sorg, og mit arbejde med de tragedier jeg har været igennem.
Det gør mig sgu også både ked og vred når man mener jeg bare skal spise nogle piller og komme videre! Ja for helved lad os dope os med kunstige hormoner og alle svæve på en lyserød sky! Hvordan fanden vil verden så se ud om 20 år?! Det er sundt at arbejde med sine følelser, og arbejde med sin sorg, for hver gang man arbejder med den, kommer man videre!
Og man kommer ikke bare videre ved at spise nogle piller, eller få en ny kæreste, eller et barn mere!
Det tager tid, tårer i lange baner, og op og nedture af rutchebanen, til man sidst når i mål, og har fået bearbejdet sorgen på plads.

Det man havde, kan noget nyt jo ikke erstatte!

Så lad’ nu vær’ med at prædike om noget i fucking ikke har forstand på!
Det sårer mere end det gavner!