Midt i morgenmaden (kl. 11 ) ringede det på døren.
Det var en kvindelig repræsentant fra menighedsrådet der stod med en flot buket røde? liljer, og en muleposen med lidt gaver i, som velkommen til byen gave og fordi vi har fået Tobias også, var der en lille mulepose til ham også.

Det var uventet men også dejligt, det er jo en lille by vi er flyttet til, ingen kender os (endnu) og det er rart, der hvor vi boede før, ja der vidste alle jo hvem jeg var, og min mands ex svigerforældre og andre nysgerrige folk, kiggede og holdte øje med hvornår vi rullede gardinerne op, hvor ofte vi slog græs, hvem der besøgte os, hvornår på døgnet, osv. osv. osv.

Og bare engang nede i den lokale Spar i byen, ikke lang tid efter jeg var flyttet til byen (nogle måneder vil jeg tro) ja der var der en mand der sagde tillykke til min mand, og Kenneth kiggede dumt på ham og sagde “tillykke med hvad?” Ja at han skulle være far, svarede manden! Whaat!
Jeg var så slet ikke gravid, hvad fanden er det for noget altså!
– nå det var lige et sidespring

Men vi er glade for gaverne, det er nu pænt af dem.