Facebook’s “denne dag” er ret genialt Jeg elsker at se de opslag jeg lavede for 1,2,3 og 6 år siden, på den pågældende dag.
D. 23 december kom der dette billede op, det var den sidste jul sammen med Tim, og en lille Nadia. Billedet er også fra 2010.

Det er ikke længere med sorg jeg mindes disse stunder, det er med glæden over det jeg (vi) havde … Jovist er det hårdt at tænke på at han kun blev 25 år, og havde hele livet foran sig, samt efterlod sig en lille datter.
– jeg har brugt mange måneder, og faktisk nok også en del år på at komme der hvor jeg er nu, og har fået sorgen bearbejdet og “lagt på rette hylde”.

Det tager tid, at acceptere sådan et tab, og acceptere de følelser man har efterfølgende, afmagt, skyld, de egoistiske følelser, og de grimme følelser hvor man ønsker alle væk fra jordens overflade, eller selv ønsker at man var død, for at slippe for de psykiske smerter.

Det tager også hårdt på kræfterne at skulle rumme andres sorg!
Og her taler jeg ikke om min datter fx. havde brug for at snakke om det der var sket, eller græde når hun huskede på noget de havde lavet sammen.
Nej jeg tænker på de personer der skulle læsse af på mig, og græde ud ved mig, selvom jeg mildest talt ikke engang vidste hvem de var?!

Tim døde jo i april, og min krop gik i chok derefter, jeg spiste ikke i 11 dage, jeg fik min menstruation mit i det hele, hjertebanken, svedture, og jeg græd og græd og græd, til sidst græd jeg uden tårer, der var ikke flere tilbage.

Da min krop var oven på igen, fik jeg ro i sindet ved at tage i byen med venner og veninder, og bare fyre de fedeste fester af, og drikke mig godt fuld, ikke fra sans og samling slet ikke. Men tilpas fuld så tankerne på Tim ikke var tilstede i de timer, men det var så ikke altid jeg kunne få lov at være i fred, midt på dansegulvet, i baren, eller på toilettet kunne stort set fremmede mennesker komme hen, hulkende og grædende og tog om mig, som om de var ramt af den største tragedie ever, det var så fordi de skulle af med deres sorg eller hvad man skal kalde det, over Tim.

Jeg kan huske hvordan de fortalte hvor hårdt det var for dem, at han nu var død, at de havde kendt ham så og så mange år, eller kendte en der kendte ham osv.
De spurgte ikke indtil mig fx. nej de skulle bare læsse af på mig, og hvad ligner det? Når jeg er ude med vennerne for at koble af og hygge mig, så har jeg da ikke brug for at folk kommer og omfavner mig og hulker mig ind i øret, og påstår de har det ih og åh så hårdt – så hold dog kæft!

Folk der ikke har stået i samme båd som jeg (eller hans familie) ved sgu ikke hvor ondt det gør, at miste sin kæreste (søn) på den måde! Det kan slet slet ikke sammenlignes med at fx. miste sin morfar, farfar,  eller onkel.
Alt tab gør ondt, bestemt, og vi sørger alle på forskellige måder, og takler tingene forskelligt.

Jeg har lidt en del i mit ellers korte liv, med svigt fra barns ben, mistede en datter da jeg var 17 år, overgreb, misbrug, et utal af flytninger, og kasten frem og tilbage, og en kæreste døde også for mig som 25 årig, ja jeg har været lidt igennem som barn og ung. Men jeg er her endnu, og al den modgang jeg har mødt, har blot gjort mig stærkere.

Og ja idag mindes jeg Tim med glæde, og snakker gerne om de ting vi oplevede sammen og hvad jeg ikke længere har, nu hvor han er væk.

Husk og lev livet, du ved ikke hvornår du ikke længere er her.