Eller gør den?
Denne opdatering poppede op her over midnat, en status besked jeg skrev på facebook en nat i juli for præcis 5 år siden.

Der er sket så ubeskrivelig meget på de sidste 5 år. Jeg er blevet gift, jeg er atter engang blevet mor. Men 5 år og 3 måneder siden (+ det løse) fik jeg også atter engang revet mit hjerte itu, og atter engang efterladt med store blødende sår i mit indre..

Jeg husker det stadig tydeligt, minutterne inden Tim døde, hans hjerte blev svagere og svagere, og kl. 07:15 mandag morgen erklæres han død.

Det var forfærdeligt!, Skrækkeligt, ubæreligt og ikke mindst umenneskeligt!
Nogen gange tænker jeg over hvor meget modgang jeg skal have igennem mit liv? Jeg synes fandme jeg har taget min tørn, både med en elendig opvækst, takket være min biologiske mor, mange mange svigt igennem årene, jeg mistede min ufødte datter, jeg mistede kort efter også et foster, ja og da jeg så var lykkelig en del år senere, ja så braste lykken igen, og jeg mistede atter engang, denne gang en kæreste.

Når jeg tænker tilbage på alt det forbandet lort jeg har været igennem, med mange svigt, både fra det offentlige, men også familie og venner, og mine 2 store sorger, så er jeg sgu alligevel stolt over at jeg er kommet ud på den anden side. Selvom jeg nogen gange slet ikke forstår hvordan?

Jeg ved det hjælper at sætte ord på hvad jeg føler, og det hjalp rigtig meget da jeg mistede Jasmin i 2003, hvor jeg havde en hjemmeside til hende, hvor jeg havde skrevet alt ned, fra dagene op til, hendes død, fødslen, begravelsen mv. (den findes ikke længere)

Det med Tim, var en anden form for sorg (man kan og skal ikke sammenligne de to forskellige sorger), og jeg har brugt bloggen her til mange af mine tanker, som I faste læsere nok ved. Og tak for alle kommentarene igennem årene.
Jeg har fundet en fantastisk mand, min Kenneth. Han kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt, og han var tålmodig og sød, og det bar jo frugt at give mig plads, tid og kærlighed. Jeg ville ikke være uden ham idag.
Jeg er bare ked af at han ikke rigtig længere vil lytte når jeg har noget at fortælle omkring min sorg over Tim, jeg ved at han ikke er glad for at hører om de gode minder vi havde sammen, Tim og jeg. Jeg kan se det på ham, det er så tydeligt, selvom han prøver, så er det tydeligt for mig, at det er ikke noget han vil hører.
Og jeg er jo glad for de minder jeg har med Tim at se tilbage på, og jeg tror desværre min kære mand misforstår det lidt når jeg fortæller om nogle af de ting. Jeg er jo evig taknemmelig for det liv jeg har nu, som kone og mor til mine to dejlige børn. Men derfor har jeg stadig brug for engang imellem at fortælle om ting, både dårligt men også de gode minder.

Minderne lever jo stadig, og jeg har et minde for ham tatoveret på min ryg, og han vil jo altid være en del af mit liv, som det var engang. Jeg kan heller ikke sige hvad der gør det, men nogle dage der tænker jeg tilbage på nogle mærkelige ting, og det er omkring alt i mit liv, og nogle af gange vandre tankerne og Tim er der pludselig.
Når mine tanker vandre og lander på ham, er det jo ikke fordi jeg ser ham som min kæreste længere, nej .. Men han var en stor del af mit liv dengang, vi var lige flyttet sammen, og havde sovet ude i vores lejede hus i ganske få dage, før han døde. Det var en ordenlig mavepuster, men jeg har igen også lært noget nyt omkring mig selv.

At man acceptere sorgen skal have plads, tid og ikke mindst mange liter tårer, så tror jeg at man kommer langt. Jeg kan slet ikke huske hvor mange gange jeg har grædt, skreget ind i en pude, og drukket mig en ordenlig pind i øret, og set tøsefilm og hylet endnu mere, og så gå i seng for igen at græde, over at ligge alene i en stor dobbeltseng…

Sorg tager tid, og ja det læger alle sår. Men sårene efterlader ar, og de vil altid være der.