Follow me:

Tiden der forsvandt, og blev til minder

Den 4 april i år, er det 8 år siden Tim døde.
Har skrevet om det mange gange før. Sorg emnerne har fået deres egen kategori. Det giver mig ro i mit sind at skrive om min sorg, de tanker jeg har, og den smerte jeg føler – det er med stor gavn for mig at sætte ord på.

Tiden jeg havde med Tim, er nu blevet til minder. Intet andet er de, og min kærlighed til ham som kæreste er også forsvundet. For når man ikke får kærlighed retur, så vil kærligheden forsvinde gradvist, og til sidst dø hen.

Det er faktisk hårdt at skrive. Men det er sandheden – han var min kæreste og jeg var overbevist om at ham og jeg skulle leve vores liv sammen, og blive gamle sammen.
Men en arbejdsulykke kom i vejen for den drøm, og han døde på Aabenraa sygehus 07.15 mandag morgen 4 april 2011.

Minderne er jeg glad for at jeg har idag, og jeg tænker ikke dagligt på ham, det gør jeg ærlig talt ikke. Men nogle minder popper op i ny og næ. Oftest mindes jeg det hele med glæde, men også et stik i hjertet.
Et så ungt menneske blev brat revet fra livet, og efterlod sig en sød datter og resten af sin familie. Jeg har ingen kontakt til hans datter længere, men hun er ved at være en stor pige. Om få år skal hun konfirmeres.

Jeg har stadig en del af de fysiske minder fra ham, hos mig. Ikke sådan i hverdagen agtigt.
Men de er i en kasse, og i en pose. Aviserne med artiklerne om ulykken, og en kasse med hans parfume, en halskæde jeg fik af ham, en ring, nogle breve og billeder, og vidst også lidt andet “skrimmel skrammel” .. Det er noget jeg gradvist mere og mere har pakket væk. Jeg tænker også det bliver pakket ydeligere væk i år, eller næste år. Der kommer det nok helt ned i kælderen. Lige nu er det bare pakket væk på en høj hylde ude i klædeskabet.

Minderne lever, og det er kun godt. Han var en vigtig del af mit liv engang. Og hans død har været med til at forme min psyke og mig jeg igennem de sidste par år.

Previous Post Next Post

Du vil måske også kunne lide

No Comments

Leave a Reply