Jeg har en masse tanker en sen lørdag aften… Tror jeg vil prøve at sætte ord på dem, så hvis det er det rene volapyk, så beklager jeg.

Efter Tims død, er jeg begyndt at snakke mere med nogle, jeg ikke rigtig snakkede så meget med før, eller sås så ofte med.
Det er lidt mærkeligt at jeg efter hans død har fået nye venner, og bekendtskaber. Det er svært for mig at sætte ord på!

Der er også nogle (såkaldte) “venner” jeg  har sorteret fra, jeg gider simpelthen ikke at de kun syntes jeg og hele episoden om ulykken var spændende de første 2-4 uger, og nu … Ja der hører jeg aldrig fra dem, altså… Var det kun spændende i starten, at få alle de saftige detaljer om hvordan jeg gik og havde det, så de havde noget at fortælle andre, fordi de skulle forestille at være ihhhh og åhhh så tæt på mig og mine følelser? Og kunne snakke med om hvad der skete i mit og resten af Tims families liv. Det er svinsk!

Jeg kan huske, at alle fortalte, at jeg endelig skulle ringe, hvis jeg havde brug for deres hjælp eller selskab, men det har jeg bare ikke overskud til. Det var rarest, at de bare kom, eller sendte en buket blomster. Mange ved nok heller ikke hvad de skal sige, eller hvordan man opfører sig, og derfor holder sig væk, og nærmest ånder lettet op, når dagen er gået og man ikke har kontaktet dem.

Det jeg hører ofte fra folk, er at de siger jeg er utrolig stærk, først har jeg lagt en datter i graven, 7 ½ år forinden, og så min kæreste..
De fortæller mig altid at de simpelthen ikke forstår hvordan jeg bære mig ad med at være så stærk. Ærlig talt, så kan jeg slet ikke huske hvordan det er at leve, uden sorg.

For himmelens skyld, jeg var 17 år, da jeg fødte og begravede Jasmin, jeg var en teenager, og dum og naiv på mange punkter. Men sorgen over min døde datter, gjorde mig stærkere, og jeg fik mere mod på livet, fordi jeg fandt ud af hvor skrøbeligt livet er. Jeg havde endelig, omkring sidste år, fået lagt låg på sorgen om min datter. Det havde jeg det godt med!

Jeg var blevet lykkelig, og var glad for livet. Tim var en af grundene til jeg fik lagt låg på, fordi jeg nu havde en lysere fremtid i møde, med ham, Nadia og hans lille datter Lærke.
Tror slet ikke han vidste hvor meget han betød i mit liv, sådan rent mentalt.

Han fik mig til at indse en masse ting, og jeg husker dem stadig den dag i dag. Jeg husker på hvad han fortalte mig, og hvad han lærte mig.
Og jeg prøver at være stærk nu, selvom det ikke er let, og jeg ikke ved hvordan man er stærk?!?!? ..
Hvis jeg vidste alt det her ville ske, ville jeg ikke have undværet ham i mit liv, overhovedet ikke.

Vi var barndomskærester, og jeg kan huske engang var en veninde og jeg hjemme hos ham, efter skole. Vi spillede på hans Nintendo (så vidt jeg husker, ihvertfald en elleranden spilleconsol) Men jeg måtte ikke spille, før jeg sagde ja til at være kærester med ham.. Den dag i dag kan jeg se tilbage på det, og grine.
Til de nysgerrige, jeg sagde ja til at vi skulle være kærester..

Alle de søde kærestebreve jeg fik af ham i folkeskolen, dem priser jeg mig lykkelig for at jeg har beholdt. Samt de 2 stykker papir jeg har hængende på mit køleskab han gav mig sidste sommer. De skal pakkes ned, sammen med alle de andre ting jeg har om ham, når jeg er klar til det, og så skal de i en bankboks i banken, så jeg er sikker på de aldrig vil gå tabt. De minder jeg har tilbage nu, som jeg kan holde fysisk i mine hænder, vil jeg for alt i verden ikke miste.
Dem i mit hoved, kan jeg aldrig miste, han er en så stor del af mig, og det skræmmer mig faktisk hvor meget han betød i mit liv. Jeg har aldrig været så lykkelig før som jeg var med ham, vi var kvalmende lykkelige, som man ser i film.
Han friede mange gange til mig i løbet af det år vi var sammen, men jeg sagde altid nej, fordi han altid fjollede når han gjorde det, men inderst inde vidste både ham og jeg, at det skulle være os to, og jeg vidste han ville fri til mig, rigtigt. På et tidspunkt.

Han havde så mange planer for vores liv sammen, det gør så ondt at tænke på alle de ting han glædede sig til, nu aldrig bliver til noget. Han var glad, han var glad den dag han tog på arbejde, og jeg er sikker på han også var glad imens han passede sit arbejde, for han var glad for det. Han var stolt over at være havnearbejder.
Hvis jeg havde vidst at det ville koste ham livet at tage på arbejde den lørdag aften/nat.. Så havde jeg tvunget ham med til den fest jeg sad ved, den lørdag.. Nogle gange tænker jeg på, hvis jeg dog bare kunne skrue tiden tilbage, og forhindre denne forfærdelige ulykke i at ske, så Tim idag havde levet, og også hans kollega Freddy.

Men det ville vi alle have gjort ikke? Hvis man kunne ændre noget så smertefuldt og meningsløst, ville man så ikke gå tilbage og ændre det, hvis det var muligt?

Jeg ved ærlig talt ikke hvad en stærk person består af, for jeg føler bestemt ikke jeg er stærk. Jeg sidder stadig hver aften og mangler ham ved min side, jeg græder mig stadig i søvn, hulker noget så grusomt når jeg besøger ham på kirkegården, og tænker på ham hver eneste dag, mange mange mange gange om dagen.
Jeg har lært at leve med min datter døde, og jeg måtte begrave hende, og jeg vil også lære at leve med at jeg har begravet endnu en der stod mit hjerte meget nært, nemlig min dejlige Tim.

Jeg skrev forleden på twitter, at når jeg er ked af det, og farer forvildet rundt i lejligheden, kan jeg dufte Tims parfume og hans duft! Det er rigtig skummelt faktisk, men på et eller andet plan så tror jeg måske det er indbildning, for hvorfor skulle hans duft pludselig være der når jeg græder og traver rummene tynde fordi jeg bare skal af med “min energi” ..
Jeg har aldrig været en der tror sådan rigtig på at man kan vende tilbage som spøgelse, og besøge sine kære. Det ville nu være skønt, hvis han kunne komme og holde om mig når jeg har brug for det, og tørre mine tårer væk fra mine kinder, som løber frit nu..
– Men jeg tror på at der er mere mellem himmel og jord, og at vi alle ses med vore kære på “den anden side” når vi dør.