Tanker omkring fortiden

7 år siden er det idag, præcis 07:15 var det klokkeslet Tim’s hjerte stoppede med at slå. 7 år siden er længe siden.
Men alligevel ikke. Jeg har jo et helt anderledes liv nu, hvis man ser tilbage på hvordan jeg levede “den gang”.

For 7 år siden, var vi lige flyttet i et lejet hus. Jeg arbejdede i forsvaret, havde ingen planer om børn, ægteskab eller blive husejer for den sags skyld. Naturligvis er jeg også modnet i de 7 år, i mere end en forstand.

Jeg mener selv at ordsproget “det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”; er ganske rigtigt. Jeg har været meget igennem i mit liv, men at miste sin kæreste i en arbejdsulykke, har været en af de hårdeste ting jeg skulle lære at leve med.

Men jeg hár lært at leve med sorgen og tabet. Jeg har jo fundet en fantastisk mand, jeg den dag idag er gift med (til dem der ikke ved det.) Han har siden dag 1 været rummelig, og har også accepteret min fortid, og bagage jeg bære på, som til tider er ret tung.
Ham har jeg også fået lille Tobias med, som snart fylder 3 år.

Men både at være blevet gift, blevet husejer, og mor igen, havde jeg jo ikke troet ville ske mig. Dengang Tim døde. Det hele var jo et stort kaos, både i mit hoved og i mit liv. Lejligheden jeg boede i, var for dyr som ene forsørger, der var en del ting der skulle fixes i huset, og jeg er ingen handyman, så det var også et nederlag i sorgen at skulle bede “alle” mulige om hjælp til nogle ret irrelevante ting. Men vi havde jo kun boet i lejligheden ganske få dage, da han dør. Så hyler, lamper osv var ikke hængt op alle steder, reoler og den nye seng til Nadia var heller ikke samlet.

Det betød meget for mig at tingene blev ordnet, alt var kaos i mit hoved. Så jeg havde jo brug for at hjemmet ikke var et total kaos også. Jeg havde dejlige mennesker omkring mig, der gerne kom og hjalp med de handy ting, og hjalp med at flytte en fryser, hænge hyler op og mange andre praktiske ting.

7 år er også lang tid at undvære en, men jeg har det også som om han er væk, og lidt som om han er fremmed for mig. For 7 år er 2.555 dage, det er længe ikke at snakke, se eller have kontakt til en. I dette tilfælde er det jo også umuligt, men stadig … I forstår nok hvad jeg mener.

Jeg var i formiddags på kirkegården, og havde købt en planteanordning, og et gravlys som jeg fik tændt. Sat ved englen på hjertet som jeg havde med ganske kort tid efter hans begravelse, som har stået der lige siden, så det er “min” plads, der hvor den engel er, på gravpladsen. Den har set bedre dage, så jeg tror jeg skal finde noget andet der kan stå der fast.