Savnet og smerten er noget man ikke selv kan håndtere, eller jeg kan ihvertfald ikke.
I dag på arbejdet da det værste tryk var overstået (var igen alene på kontoret  ..) sad jeg alene på kontoret og kiggede ud på regnen, og så hørte jeg en bekendt sang i radioen, en af dem der minder mig om Tim. Det fik simpelthen savnet og længslen efter ham til at overmanne mig, og jeg måtte fælde en enkelt tåre – måtte holde igen. Kunne ikke sidde og flæbe på arbejdet.
Jeg længes sådan efter ham i disse dage, og syntes pt. jeg har flere dårlige dage end de gode, jeg tror det er fordi julen er ved at nærme sig. Jeg ved at jeg ikke kommer ud at rejse i år, skulleTim og jeg have været i julen, og jeg ved jeg ikke har min datter til jul, jeg aner ikke hvor jeg skal være i julen, den har ikke sagt mig noget i mange år, og gør kun noget ud af den for min datters skyld.
Men nu hvor jeg ikke skal have hende i år, overvejer jeg kraftigt bare at blive der hjemme med mine hunde!

Syntes det er svært! Ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, ved ikke hvad jeg skal føle, eller ikke føle.  Hvor gør man af kærligheden til en død? Jeg forstår faktisk stadig ikke at han er død (eller..), og ikke kommer tilbage igen. Det slog mig i dag at jeg stadig tænker på at han kommer hjem igen. I dag på vej til arbejdet tænkte jeg ved mig selv “hvor bliver det godt at se Tim senere idag” … Min hjerne tænkte en tanke jeg ikke selv styrede?! (Skummelt) .. !
Jeg ved jo godt han ikke kommer tilbage, men et eller andet i min hjerne, eller i mit hjerte måske? .. Fjerne sandens for logik hvad det angår!

Livet er ikke let!