Det er egentlig ikke nemt det her med et vægttab. Jeg har tabt mig mere end 23 kilo, som det ser ud nu.
Og selvom jeg godt ved det er meget, og også syner af meget på min krop.
Så er det som om min hjerne ikke er helt indstillet på, ikke at skulle købe tøj ind i store størrelser længere.

Jeg var lige hurtigt i H&M idag, fordi jeg skulle købe noget til min datter, og havde egentlig ikke meget tid. Men jeg faldt over disse fine bukser til sølle 80 kr!

Da jeg så dem på stativet tog jeg fat i en str. 42, og tænkte så “de ser da store ud”, og tog så en 40 frem, men da jeg holde dem op imod mig selv, synede de også store.
Så tog jeg en 38 frem, kan ikke huske hvornår jeg sidst har været i sådan et par!
Men det er en str. 38 jeg har på, på billederne, og jeg tog også de søde bukser med hjem.

Men da jeg gik ind i prøverummet, var jeg forberedt på at jeg kunne skuffe mig selv, ved at have taget en 38 med ind, og kun en 38. Ikke en størrelse større, hvis jeg nu ikke kunne få dem op over lårene/røven.

Men det kunne jeg! Og jeg blev virkelig lettet og glad, det virker så urealistisk at kunne komme i en 38, også hvis man ser på hvad jeg reelt set vejer.

Men igen, jeg har også en del muskler. Men jeg synes stadig det er vildt at jeg kan være i en str. 38.
Min hjerne har svært ved at følge med, og jeg tager mig selv i det flere gange. Selvom jeg har tabt mig langsomt over 1 år, kan min hjerne ikke følge med.

Mon den nogensinde kommer til det?