Kender I ikke alle sammen det, at man pludselig er lusen imellem to negle?
Det har jeg prøvet så mange gange, at de ikke kan tælles på mine hænder.
Helt fra barns ben, har jeg ofte været lusen imellem min mor og far, og min mors side af familien og min fars side. Som barn er det jo svært at forstå hvad der sker i de voksnes verden. Jeg kan tydeligt huske hvor meget jeg dog ønskede de bare kunne finde ud af tingene sammen, selvom de ikke længere var kærester.
Til min konfirmation var det kun min mors side af familien der var med, og hvem er det det går ud over? Det er jo barnet, i dette tilfælde mig. Som 13 årig er man ung og sårbar, og forstår jo ikke helt tingene i den virkelige verden.
Dilemmaet er jo ofte, hvad side man skal stå på?
– Kan man overhovedet vælge en side?
Når to modparter skændes, diskutere og bliver uvenner, er der altid nogen midt imellem, der bliver påvirket af deres uenigheder. Selvom det er voksne mennesker det drejer sig om, så kaster de med mudder efter hinanden, siger grimme ting og opfører sig generelt ikke særlig pænt overfor sine medmennesker, eller familie.
Min familie har været oppe at skændes om de mest latterlige ting, og blevet rivende uvenner, og snakker så ikke sammen i flere år der efter. Imellem tiden er der jo fødselsdags fester, bryllupper, osv. osv.
Hvad gør man så? Invitere man begge parter eller laver man to fester (hvis det nu er en fødselsdag)…
Der er min holdning så, at hvis voksne mennesker ikke kan finde ud af det selv, så kan de bare blive væk! Jeg syntes da sagtens man kan deltage i en børnefødselsdag (fx.) man behøver jo ikke sætte sig lige ved siden af den part man er uvenner med, men hvem er det det går ud over? Det er jo igen dem midt imellem. Hvorfor skal det gå ud over de uskyldige?
Det er li´som hvis ens venner/veninder er blevet uvenner over noget også, og man er fælles ven. Så skal man hører alle de dårlige ting om den ene, og så når du er ved den ene, så er det den anden du skal hører dårlige ting om!
Hold nu op!
Hvis man absolut skal være uvenner, så lad det ikke gå ud over de uskyldige der ender som lusen imellem to negle!
Jeg har selv været der alt alt for mange gange, og det er trættende!
Kender I ikke det?
2 Comments
Jo det er skide frygteligt, for man (eller jeg gør) føler lidt at man har en pligt til at hjælpe, selvom det intet har med en at gøre… Kan i det hele taget slet ikke forstå hvorfor man ikke kan snakke tingene ud?! Man er vel voksen… eller er man? Jeg orker i hvert fald ikke sådan noget mere… Men hvis folk har et problem med mig, så må de jo komme til MIG med det…
eller lade være for den sags skyld.
1. maj 2012 at 18:24Hej Belinda
19. maj 2012 at 23:34Er 16 år nu, og har været skilsmissebarn i omkring 10-11 år, og mine forældre har valgt at opdele begivenheder som jul, fødselsdage og min konfirmation. Selvom det kan virke forkert, så er vi børn ikke helt dumme, og kan sagtens mærke hvordan de voksne har det, derfor har jeg haft det bedst med at mine begivenheder såsom min konfirmation blev holdt 2 gange. Det har været det helt rigtige for os, for hvis det fungerer imellem voksne efter en skilsmisse, hvorfor så blive skilt ?
Håber det er endnu et syn på sagen om lusen ..
Mange knus fra Sara, som synes at du er så sej og inspirerende !!!