Har I set filme P.S I love you?
Det er næsten som at se mig være Holly i den film, hun mister sin mand til en hjerne tumor – de ting hun går igennem, kan jeg så meget se mig  selv i.

Blandt andet render hun rundt i hans tøj, hører musik der minder hende om ham, snakker til ham, oprydning og almindelig soignering er total ligegyldigt, hun isolere sig – hendes mor mener ikke det er godt for hende det hun har gang i.
Alle de “kloge hoveder” der hele tiden kommer med råd, som de ikke ved en skid om.

Blandet andet sammenligner hendes mor, hendes tab over at hendes mand (Holly’s far) skred fra hende, med det tab Holly har, efter hendes mand døde. Hvilket Holly slet ikke forstår!
– sådanne idiotiske bemærkninger fik jeg også, om da deres onkel døde, eller farfar osv. det er slet ikke det samme.
Jeg har også mistet en farfar, en morfar – og det kan slet ikke sammenlignes. For det første er det ikke samme kærlighed man har til sin farfar/morfar/onkel som den kærlighed man har til sin ægtefælle.

Uden at skulle afsløre for meget af filmen, så ser man jo hvordan Holly får breve fra sin afdøde mand, som han har arrangeret inden han døde.

Jeg tænker man altid kan identificere sig med en hovedperson i de film man ser, men jeg synes bare denne film er noget så skræmmende rigtigt.
Og heldigvis ved mange ikke hvad det vil sige at miste en så nær som jeg har – men hvis man ser den film, så vil man se meget af det man går igennem efter sådan et tab, og at man også kommer ud godt på “den anden side”

Holly’s veninder skal fx. også giftes, og have barn, og hun står tomhændet og har svært ved at rumme deres glæder, for hun føler ikke hun har noget.
De samme følelser havde jeg også – man føler at ens liv er gået i stå, og verden “udenfor” bare lever videre, uden bekymring. Det er svært at være vidne til.

Jeg sidder faktisk her og fælder en tårer eller to, imens jeg ser filmen. Det gør jeg somregel altid ved den film, fordi den netop er så skræmmende tæt på.
Minderne omkring Tim vender tilbage – det gør de sådan af og til. Der er ikke nogle bestemte tidspunkter eller noget, det kommer sådan af en sang i radioen, fra steder jeg kører forbi, nogen begivenheder jeg ser, og ja jeg aner ikke hvornår de kommer op, og hvorfor ….

Jeg vil jo aldrig glemme Tim, og jeg ved jo også godt at han ikke ville have jeg bare skulle lade mit liv passere, og ikke længere leve.
Eller det fandt jeg ud af med tiden, de første mange måneder var forfærdelige og jeg talte næsten timerne tilbage til hvornår jeg sidst så ham, hvornår jeg sidst rørte ved ham, duftede ham, eller mærkede hans kærlighed. Men det er efterhånden mange år siden, jeg var ved hans side da hans hjerte slog for sidste gang.

Nu er han en del af den jeg er, og er blevet til. Jeg lærte meget om mig selv da Tim døde, jeg lærte meget om mine egne grænser, mine stærke og svage sider – at det er iorden at skrige og være total sur på de “højere magter”, drikke sig i hegnet, og have det skide sjovt med veninderne – der er intet forkert i at være glad og grine, midt i ens sorg.
Ingen sørger ens, og istedet for at antage hvad den sørgende har behov for, så spørg?!

Jeg var sur på Tim, sur på ham for at have forladt mig, hvordan kunne han efterlade mig. Jeg kan stadig huske hvor psykisk dårligt jeg også fik det. Jeg følte jeg havde de vildeste tømmermænd, den værste influenza, den største knude i halsen, og den tungeste sten var landet på mit bryst… Det kan ikke beskrives hvor psykisk hårdt det er at miste en, der står en så nær. Også det at det kom så uventet, han var jo ung, sund og rask. Døde i en arbejdsulykke, så urimeligt noget kan være, hvorfor – hvorfor ham?!

Jeg mindes ham med glæde idag, og jeg ser tilbage på minderne med glæde og smil, men nogle dage som idag, der gør det ondt at tænke tilbage, han vil jo altid være en del af mig, og nogle gange længes jeg efter hvad vi havde.

Citatet neden for, er fra Bruno Mars’ sang “Just the way you are” – det var den sang han sagde, mindede ham om mig.