Nadia fortalte mig forleden at nu havde vi mange vi skulle besøge på kirkegården, storesøster og onkel Gustav det ene sted og Tim et andet sted. Det har hun jo så meget ret i ..
Over det seneste år har jeg ikke besøgt min afdøde datters grav ret ofte, det har jeg haft det fint med, og har ikke været tynget af dårlig samvittighed som før i tiden.
Det er også li’ som at Jasmins grav ikke længere, er så vigtigt for mig som Tims er. Det hele er selvfølgelig meget nyt med Tim og det er alligevel 8 år (til september) Jasmin døde, så der er jeg også en del længere i sorgprocessen.

I tirsdags var jeg hos Tim der satte jeg mig på bænken i hans lille have med de smukke bukette rundt omkring mig, og græd som pisket, var lige blevet færdig med en spinning time, men ved udstrækningen blev der spillet Bruno mars – Just the way you are. Den sang “gav” Tim til mig. Og det var lige nok til at få mit bægre til at briste, så jeg græd og jeg græd på kirkegården – har jeg ikke gjort før nu. Hvis man ikke tæller begravelsen med.
I dag var jeg så hos Jasmin for at fjerne ukrudt og udtørrede blomster jeg gav hende sidst jeg var der. Når jeg er der finder jeg ro i forbindelse med min datters død, føler jeg er lidt tættere på hende når jeg er på kirkegården, – det er faktisk lidt svært at forklare, men har mere ro i sindet hvad angår sorgen til min datter når jeg er på kirkegården og besøger hende, men med Tims gravsted er det noget helt andet, det er som om jeg bliver slået med en hammer lige i hovedet hver gang jeg er der, fordi det er så virkeligt at stå der ude, og se han rent faktisk er død!