Jeg er sosu – og er stolt af det!
Det er hårdt at skulle tidligt op på arbejde, men forhelved hvor elsker jeg dog bare at have noget at stå op til. Et arbejde jeg er glad for, og hvor jeg gør en forskel.

Det er jo desværre stadig et nedgjort arbejde, og “vi” som sosu’er kun tørre røv, og skifter ble.
Men vi laver meget andet end at sørge for at den ældre, eller den syge har en værdig hverdag, og værdig afslutning på livet.

Imorgen har jeg fx. sagt ja til at møde på arbejde klokken 05.45 fordi en af mine borgere, der har sukkersyge skal på sygehuset pga. hans dårligt fungerende lunger,

og hentes af flex trafik allerede 06.35.
Så jeg skal hjem til ham, tage hans blodsukker, give ham sin insulin, sørge for han får morgenmad, og en madpakke med til turen, så hans blodsukker kan holde sig stabilt til han er hjemme igen.
Det er vigtigt at han kommer afsted, det er vigtigt at han får sin vanlige insulin, og vigtigt at han får mad inden og om formiddagen.

Hvis ikke det er at gøre en forskel for den enkelte borger, ja så ved jeg ikke hvad er.
Hvem skulle ellers gøre det?

Jeg føler virkelig jeg gør en forskel i mit arbejde, også selvom jeg “bare” giver en ældre dame, en hjælp når hun er i bad. Hovedparten af de borgere vi har, er jo evig taknemmelige over at vi kommer, og takker os mange gange imens vi er der, og inden vi går.
Nogen der er vi blot inde for at lave lidt morgenmad, eller smører brød til middags mad, fordi den demente mand/dame ikke selv formår at få noget at spise ellers. Det er også at gøre en forskel i den enkeltes borgers liv, for uden mad og drikke, vil den ældre jo dehydrer og dø. Det er vel heller ikke værdigt? Bare fordi man er blevet dement, skal man da stadig sørges for, og have et godt liv de sidste år af ens alderdom.

Jeg har også en autorisation, og den kan blive taget fra mig, hvis jeg ikke udfører mit arbejde godt nok, og er mit ansvar bevidst. Jeg har jo ansvaret for de enkelte borger vi er tilknyttet, det er både deres medicin, men også hvis jeg ringes op af en social og sundheds hjælper der er hos en borger der måske er blevet dårlig, så er det mit arbejde at sørge for at hun/han får den rette hjælp, om det så indebære væske, at tilses af en læge, eller en akut situation hvor vedkommende skal indlægges. Alt det ansvar lægges over på assistenten.

Tænker du over de små ting, der gør din gamle mormor, kræftsyge onkel, eller oldefar’s hverdag værdig?
Kommer at tilser dem mange gange i døgnet, giver dem mad, væske, medicin, giver dem et bad, og en tør ble og rent på sengen hvis de har haft et uheld? Istedet for de skal ligge i en seng der sejler i urin, eller afføring?
Det er jo ikke dig som pårørende, der er der så mange timer som vi hjælpere,og assistenter er.
Beroliger dem når de er bange, og fortæller dem at det er helt okay, og helt normalt at være bange når man ligger for døden. Det er os assistenter der lægger ører til de nærmeste pårørendes bekymringer, angst og sorg over at de har en døende i hjemmet.

En stor high five til jer andre assistenter, og hjælper der er med til at gøre en forskel!
I gør et pisse godt stykke arbejde!