Jeg sidder her alene en lørdag aften, Nadia blev lagt i seng ved ni tiden, og så var her pludselig meget stille. Pludselig fik jeg øje på min sættekasse, den lørdag hvor Tim skulle på arbejde om natten (hvor han blev fundet livløs natten til søndag) den lørdag formiddag hængte han den op. Den har hængt der lige siden, den betyder rigtig meget for mig. Og det undre mig rigtig meget at jeg reagerede så kraftigt på netop den sættekasse her til aften.

En af tingene jeg husker omkring sættekassen er blandt andet at det var en ting jeg arbejde på næsten fra dag 1 hvor jeg vidste vi skulle flytte sammen. Der er et billede ham og jeg i den, et af vores første kys i 6. klasse da vi var på bornholm. Samt en masse kærlige klistermærker på de forskellige farverige baggrunde, hvor der blandet andet står “love is you” & “the power of love” .. Jeg blev inspireret af min store kærlighed til ham, da jeg sad i de sene aften timer og lavede på den. Der står også Belinda & Tim i et af rummene!

Da jeg kiggede ud på den sættekasse ude i gangen, fik jeg hjertebanken og jeg kunne mærke tårerne pressede sig på, klumpen i min hals satte sig igen solidt fast. Smerten, åh ja smerten over at jeg ved jeg aldrig for ham at se igen, jeg aldrig vil se ham ind i øjnene igen, holde om ham, og mærke hans varme imod min nøgne hud, dufte hans duft.. Alle de ting er nu fortid, og det gør så forbandet ondt, det er en ubeskrivelig smerte, en psykisk men også fysisk smerte jeg oplever hver gang jeg græder pga. savnet, og sorgen.

Jeg savner ham så ufattelig meget, mangler virkelig at have ham i mit liv. Jeg mangler ham til at snakke med, grine sammen med, og den varme følelse der strømmede igennem mig hver gang han kyssede mig, jeg savner min lyserød sky, jeg savner at være forelsket, jeg savner at være lykkelig, jeg savner at være elsket!

For fanden da os!