Ikke bare en hund – en ubeskrivelig støtte

Til dem der kender mig en del år tilbage, ved jo at jeg mistede min daværende kæreste i en arbejdsulykke. Tilbage i år 2011. Så det er jo en del år siden efterhånden.
Morgan blev født dagen efter Tim døde – og jeg hentede ham hjem da han var 8 uger. Der var delte meninger omkring det her med at jeg fik en hund mere.

Men det er jeg jo så heldigvis ligeglad med, hvad andre tænker. For havde jeg ikke fået Morgan, ved jeg ikke hvor jeg havde været den dag idag. Han var udentvivl en af grundene til jeg kom oven på midt i sorgen. Jeg havde jo naturligvis Nadia, min skønne datter. Men hun var jo også hos sin far, når hun ikke var hos mig.

Så det glade og livlige væsen Morgan var, holdt mig oppe. Han skulle ud og gå, trænes med, og aktiveres. Jeg brugte rigtig meget tid på ham. Han fik mig ud i naturen, ud og se foråret og sommeren. Jeg var sygemeldt længe fra arbejdet, men han var min klippe.

Han blev min bedste ven, og det er nok svært at sætte sig ind i for andre. Generelt er det ikke alle der forstår hvordan man kan knytte sig så meget til en hund, som de fleste hunde ejere jo gør. Men at Morgan blev min faste klippe, og bedste ven i en meget svær tid, kan også være svært for mange at forstå. Men han var der altid for mig, og nogen gange så tror jeg at han kom til mig, kun for at hjælpe mig. Og så måtte tage her fra, når han havde hjulpet mig videre.

Morgan og jeg, vi var pot og pande. Vi havde et særligt bånd, ingen tvivl om det.
Den 12 april 2011 blev Tim begravet. Den 12 april 2016 dør Morgan på operationsbordet! Det vil sige 5 år efter Tim blev lagt i jorden, stod jeg med min døde hund i armene, efter han forblødte under operationen.

Den dag Tim døde, forsvandt en lille del af mig med ham, det samme da Morgan døde. En lille del af mit hjerte, eller min sjæl eller noget tredje, er forsvundet med de 2. Det at miste Tim var jo en forfærdelig oplevelse, jeg var ved hans side da hans hjerte holde op med og slå. Men at miste min faste klippe i sorgen 5 år senere, var da lige en ordenlig mavepuster.. Det gjorde virkelig ondt.

Det er også derfor jeg har fået hans pote aftryk tatoveret på mit højre ben. Selvom jeg har mistet hunde før ham, så var ingen af dem som Morgan, vi havde et specielt bånd, som skrevet tidligere. Har også et hjerte på min ryg, der symbolisere Tim.

Men jeg kan virkelig blive ked af det, når folk mener at han bare var en hund. Ja han var en hund, men ikke bare en hund. Han havde stor betydning i mit liv, og var en af grundene til jeg er hvor jeg er idag. Det kan jeg takke ham for, det er jeg 100% sikker på.

Jeg synes bare det er uretfærdigt at min faste klippe, skulle få en ondartet kræftform som 5 årig. Han nåede kun lige at blive 5 år, og blev så revet fra os. Jeg nåede ikke engang at sige farvel til ham, da han døde på operations bordet. Jeg har haft det virkelig dårligt siden, fordi vi ikke opdagede i tide at han var syg.
Men kræftformen var så ondartet sagde dyrlægen at det var kun et spørgsmål om tid, før han havde fået en ny kræftsvulst et andet sted i kroppen, hvis han havde overlevet første operation. Så det giver da en lille trøst. Men forhelved hvor jeg dog savner den skønne hund.

Heldigvis har jeg hans urne stående her hjemme, med et dejligt billede af ham. Samt muligheden for at tænde lys for ham. Der er også en lok af hans smukke hår i rammen, hvor han laver det han elskede mest, agility. Samt hans hundetegn er også på samme plads.

Tak, tak fordi du var der for mig, tak for alle de gode stunder, tak fordi du lærte mig så meget, tak fordi du lyttede, tak fordi du gav mig så meget støtte og kærlighed, tak fordi du var den unikke hund du var. Tak!
– vi ses på den anden side, Cuba, Basse, Puhba, CubaGanas! <3 Du er meget savnet.