Jeg var igår i blodbanken på Aabenraa sygehus, det var min 9 gang. Jeg har været i karantæne siden jeg sidst var der i august 2011, pga. mine tatoveringer x3 .. Og en omgang halsbetændelse på pencilin. Næste gang jeg kommer og giver blod, så får jeg en gave, hehe! Tror hun nævnte det var et krus, eller en bronze “bloddonor nål” .. Syntes det er fint man får en lille ting af og til når man runder nogle fine tal. Efter min 10’ende gang, er det vidst først ved nr. 25 igen 
De ringer efter mig (og andre med samme blodtype) når de kan se de er ved at løbe tør. Jeg har AB negativ, det er der 1 % af Danmarks befolkning der har. Men det er jo stadig omkring 6000 mennesker jeg kan hjælpe med mine 450 ml blod jeg har valgt at donerer.
Jeg syntes ALLE burde overveje at blive bloddonor, det gør godt i sjælen, ! Ja nålen er stor men det stik man får vare jo i få sekunder, og så er smerten væk. Jeg er selv bange for nåle og mine håndflader er mega klamme hver gang jeg ved der er nåle i nærheden der skal i min krop. Men jeg mener at hvis man vil modtage, må man også give.
Jeg ville være evig taknemmelig for dem der har givet blod hvis jeg selv en dag stod og skulle bruge noget!
Tænk lige over denne liste.. Det kunne jo være lige netop dit blod, kunne rede en af disse patienter!
Jeg fik også “overtalt” min kommende mand om at melde sig, og det fik han gjort hurtigt, og han venter nu på en indkaldelse. (Er stolt af dig skat)
-
Kræftsygdomme 39 %
-
Sygdomme i kredsløbsorganer 20%
-
Ulykker, læsioner, forgiftninger, og andre ydre påvirkninger 12 %
-
Sygdomme i fordøjelsesorganer 11 %
-
Sygdomme i blod og bloddannende organer, og visse sygdomme som inddrager immun-systemet 5 %
-
Øvrige 13 %
Kilde
Kender flere der har kræft (LORTE sygdom) .. Og de får alle blod, eller fik (en er helbredt) og selvom jeg “bare” står på sidelinjen, er jeg evig taknemmelig for dem der har valgt at donere blod, det gør virkelig en forskel.
7 Comments
Woop, woop! Velkommen i klubben! =D
Har været bloddonor siden 2010… super fedt!
4. oktober 2012 at 11:05Dejligt at se, der er flere der ude, som gider gøre en forskel!
Nu er der jo nogle af os derude i landet, der ikke kan give blod. Jeg synes engang imellem folk glemmer at det altså ikke kun handler om hvorvidt man vil, men også om man kan.
Jeg er ikke bloddonor. Og jeg bliver det højst sandsynligt heller aldrig. Det har jeg tre forskellige blodbankers ord for. Igennem de sidste 8 år. Og jeg er ærlig talt lidt træt af at folk der giver blod altid kaster om sig med “vil man have, må man give” og egoist-kortene om os der ikke donerer. At være donor af enten det ene eller det andet, er en meget personlig sag, og jeg synes personligt ikke at man kan tillade sig at dømme andre udelukkende på om de er meldt som donor eller ej. Der kan være tusinde grunde til at man ikke gør det, men uanset hvilken grund der er gældende, så betyder den noget for dén der har den. Og det synes jeg man bør respektere uden at tale dårligt om folk af den grund. Nøjagtig ligesom med religion og så meget andet.
Jeg er som sagt ikke donor. Jeg kan simpelthen ikke tåle at miste den portion blod. Jeg går direkte i brædderne, allerede inden de er færdige og er slet ikke til at komme i kontakt med. Den første gang jeg gav blod var jeg besvimet i mere end fem minutter og brugte en hel dag på sygehuset hvor de proppede mig med både det ene og det andet, for at jeg i det mindste kunne gå ned til bussen. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, og selvom de ikke “tager så meget” er min krop simpelthen ikke i stand til at undvære den mængde. Min mængde af flere forskellige ting, deriblandt mit jern-lager, går fuldstændig i bund. Og fra klinikkens side af har de så valgt at sige at det ansvar vil de ikke tage. Det nytter ikke noget at jeg giver den klat blod et par gange om året, når det hver gang tager dem en dag og diverse tilskud at få mig på benene igen. Så vil de hellere undvære. Min aftale med dem lyder på at når jeg dag ender i midten af min BMI, så må jeg komme igen og så vil de undersøge mig på ny og teste mig ved at starte i det små. De har dog forberedt mig på at jeg ikke skal regne med noget. Chancen for at jeg stadig, til den tid, ikke vil kunne tåle det, er til stede med en god sandsynlighed. Et par stykker i min familie har i øvrigt samme problem. Min mor fx kan heller ikke tåle det.
Jeg synes at donor-kortet bør være folks helt eget private valg, uanset hvad det drejer sig om og hvorfor. Jeg vil synes det er fint, hvis man laver det om til at man aktivt skal vælge fra. Det vil nok få flere til at give, fordi man sikkert gerne vil, men bare ikke “lige får det gjort” og bla bla bla. Men jeg synes også bare at man så bør acceptere at nogle ikke vil/kan, hvadenten det så er sygdomme, etiske og moralske eller religiøse grunde. Eller hvad det ellers måtte være.
4. oktober 2012 at 11:05Jenni! ved faktisk ikke hvad år jeg blev donor, må jeg lige undersøge næste gang!
Eeyorenyk, jeg mener heller ikke at der skal sættes liv og læmmer på spil, for at donerer! Jeg appelere i mit blogindlæg til dem der ikke lige har tænkt over det, eller ikke lige har fået taget sig sammen.
Jeg forstår godt, og respektere også dem der ikke kan eller vil give blod af den ene eller anden grund. At jeg mener man bør give for at modtage, det er jo min personlige holdning, og bruger den “imod” mig selv. Men det er ikke sådan jeg ser på andre mennesker, slet ikke.
Jeg ved godt, at ikke alle kan donerer af forskellige grunde, små blodårer, dårligt helbred, eller har måske en sygdom af den ene eller anden grund, der gør at man ikke kan/må donere, men så længe man har overvejet det, og tænkt over det. Er det længe “fint nok til mig” .. Jeg forlanger ikke at folk SKAL melde sig, og donere, men hvis de har lyst, syntes jeg de skal gøre det
4. oktober 2012 at 12:14Jeg synes netop også at overvejelserne er de vigtigste. Så længe man har taget stilling til tingene, så er jeg faktisk tilfreds, nærmest uanset hvad svaret så er. Sådan har jeg det med alt. Hvis folk bare gider tage stilling til deres valg og liv, så er man nået langt.
4. oktober 2012 at 17:46Det har du så evig ret i ..
4. oktober 2012 at 20:36Men jeg kender netop rigtig mange der ikke har tænkt tanken, eller taget stilling. Og dét syntes jeg er forkert, hvad man så beslutter sig for, er jo en anden sag.
Jeg ville så gerne give blod – men må ikke mere.
Startede for 20 år siden, holdte op da jeg skulle i hormon behandling – man må vist gerne give blod når man får hormoner, men jeg syntes bare at min krop måtte bruge sine egne kræfter på at blive gravid.
Da jeg så endelig var klar igen, så måtte jeg ikke. Der var kommet nye regler. Jeg har boet sammenlagt 2 år i storritanien i en periode, hvor der var mulighed for at der var nogle der fik ko-gal-skab creutsfelts jakobsen tro jeg det hedder. Og så er man i karantæne i DK, fordi en donor MULIGVIS har smittet én med denne sygdom!!!
Hmm…
Jeg ville ellers gerne give tilbage – fik flere poser blod dengang jeg mistede Mathias og Simon, fordi ja bare fordi, men pt er jeg i karantæne – og det er nok på livstid!
5. oktober 2012 at 06:55Tak Mette!
5. oktober 2012 at 09:18Det er det jeg mener, du har jo taget stilling til om du vil eller ej, du vil gerne, men kan/må ikke .. Det er jo fair nok, længere er den ikke.
Men dem der slet ikke har skænket det en tanke, håber jeg jo at kunne “ramme” når jeg skriver sådan et indlæg her, for der er brug for mange donorer hvert år, og lige så mange patienter har brug for at der er nogle der donerer blodet.