Endnu et år er gået, og det er nu 14 år siden jeg fødte den dejligste lille pige. Desværre trak hun ikke vejret da hun kom til verden.

Tiden læger alle sorg sir’ de, og det er sandheden. Jeg vil sige det første år er bestemt det værste, og man skal få “alt” på plads inde i hovedet, og man skal græde, skrige, hulke og være på randen til at blive sindsyg, fordi man ikke magter noget længere.

Jeg er blevet stærkere af at have været den sorg igennem, det at miste et barn, er ubeskrivelig smertefuldt, og ingen forældre burde opleve det.
Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker i forbindelse med Jasmins død, og dem ville jeg ikke have mødt, hvis ikke hun var død.

Ingen har husket hende idag, men jeg har – jeg har tændt 2 lys for hende på kommoden, og sendt hende mange varme tanker i løbet af dagen. Jeg ved ikke hvorfor jeg har haft det sådan her i år, det kommer sådan i perioder sorgen, som en rutschebane, sorgen kører op og ned, alt efter hvad den synes, og “vi” kan bare følge bag efter, der er intet valg.

Sov sødt Jasmin, du lever i mit hjerte.
– jeg mangler dig hver dag i mit liv, men vi ses på den anden side, når min tid kommer.