Jeg har en masse tanker der flyver rundt i hovedet på mig, og nogle af dem er der bare konstant, hele tiden.
Rigtig mange spørger mig om jeg bliver boende ude i huset, og ja det gør jeg. Og ja jeg har det godt med at være der, jeg ville slet ikke have samvittighed til at flytte (flygte) fra det hele, nu hvor især Tim brugte så mange kræfter på at få det hele gjort klar til vi kunne flytte ind. Jeg tror han ville være ked af, hvis jeg “bare” smed håndklædet i ringen og flyttede fra huset.
Stort set alle hans ting, tøj, sko og andre egendele – det har hans mor hentet. Så jeg har egentlig “kun” hans hund tilbage, Luca. (Ikke med min gode vilje hun har fået alle hans ting )
Og så hans parfume, og barbergrej .. Ja og så de løbesko jeg gav ham i fødseldags gave i januar da han blev 25 år, dem fik han brugt i knap 3 mdr. Det er det eneste jeg har tilbage!

Det er stadigvæk ikke gået op for mig han ikke kommer tilbage igen, jeg ved godt han er død. Men min hjerne forstår det simpelthen ikke, jeg fortår simpelthen ikke at jeg aldrig mere skal se ham, kysse ham eller ligge i ske med ham i min nu meget store tomme dobbeltseng…
Jeg har ladet mig fortælle af min kære faster som mistede sin mand for nogle år tilbage kun et par og 50 år blev han, at man i de første lange stykke tid, bor i en osteklokke og er “beskyttet” fra sorgen, og der bliver så gradvist lukket lidt op, for omverdenen og “det virkelige liv”..  Så man på den måde, beskyttet sig selv, for at kunne klare det hele, og ikke gå psykisk ned. Det passer meget godt på mig, for jeg er hverken rigtig ked af det, eller glad, det er så mærkeligt, nogle dage er selvfølgelig også bedre end andre, men for fanden hvor sorgen også henter ind på mig nogle dage, og så er der dømt tårer i litervis, og en utrolig smerte og angst.

Angsten er næsten den værste.. Den fik jeg SÅ meget at mærke på sygehuset, da vi søndag eftermiddag d. 3 april..  14-15 timer inden han dør, for afvide at Tim er svært hjerneskadet, og at han med 99 % chance HVIS han overlevede ville ligge og være en grøntsag resten af sine dage! Der lige i de minutter, gik der så meget panik i mig at jeg fik et angst-anfald, jeg har aldrig i mit liv prøvet noget lign, hvor var det dog en ubeskrivelig ulækker følelse at sidde der og tudbrøle, være ved at blive kvalt i sit eget snot, samtidig med at man hyblerventilere, gisper og hiver efter vejret.!!! Jeg rystede og var så bange, jeg gik mildest talt i panik!
Det gik op for mig, at jeg aldrig mere skulle se ham smile til mig, holde min hånd, eller høre hans stemme igen. Det var så hårdt! – Det kan slet ikke beskrives.

Men der er snart gået 1 måned siden han døde, det er slet ikke til at fatte. Det længste jeg har undværet ham er 12 dage (hvor han var i Italien sommeren 2010), vi kunne ikke undvære hinanden mere end et par dage ad gangen. Og nu er jeg så dømt til at undvære ham, resten af mit liv!

Noget af det der gør mest ondt ved alt det her er, at han var 25 år .. Han havde så mange ting han stadigvæk skulle nå at opleve, og så mange ting han stadig skulle prøve kræfter med. Alt det han nu går glip af, det piner mig. For han var slet ikke færdig med at leve sit liv.

Sov sødt min elskede Tim .. <3
Du er i mine tanker, hver dag! Jeg længes sådan efter dig.