Jeg står lidt i et dilemma pt..
Nogle få ved hvad det er, men til dem der ikke ved det. Så er jeg blevet kontaktet af en journalist fra et ugeblad der gerne vil skrive en artikel omkring mig, min sorg, mit nye liv, hvordan min blog har hjulpet mig osv.
Jeg står som sagt med et ben i hver lejr. Jeg vil rigtig gerne fortælle omverdenen, omkring min sorg, og hvordan jeg er kommet videre med mit liv igen. Hvis det kan hjælpe bare et andet menneske er jeg glad.
Journatlisten mener jeg er en særlig person med en særlig historie, ja hvis man tænker alt jeg har gennemgået i mit forholdsvis korte liv, så har jeg nok mere i bagagen end andre på min alder.
På den anden side ønsker jeg også at “kunne gemme mig væk” bag skærmen her, og “kun” folk der kender bloggen, eller søger rigtig på google kan læse om mine tanker. Jeg ved godt at når noget ligger online på nettet, kan alle læse det. Men en blog er lidt mere privat, hvis I forstår ?
Og familien kender heller ikke til min blog… Og den vil som jeg har forstået det, også få omtale i bladet, så er den ihvertfald ikke længere anonym for familien. Ved et par i familien læser det blad, og snakken går jo hurtigt!
Så i disse dage har jeg lagt hjernen i blød, for at finde ud af hvad det rigtige er at gøre “i den her situation” …
Jeg har været i en avis før, i nordjyllands stifttidende mener jeg den avis hed, hvor en journalist fandt Jasmins mindeside, og ville skrive en artikel omkring det at miste et barn, og det blev en rigtig god artikel, men det var i nordjylland, jeg bor i sønderjylland, så jeg kunne igen “gemme mig lidt væk” ..
Det her blad er ret kendt, og sælges over hele landet…
Bum bum …
Må se at få foretaget mig et valg .. Jeg ved journalisten ser frem til at hører fra mig igen … Men hvor er det svært!
Jeg kan gå fra at være et ukendt ansigt, til at blive “kendt” … Det er en smule skræmmende!
5 Comments
Er det ikke bare at sige til journalisten, at din blog gerne må nævnes, men ikke ved navn? At de bare skriver noget i stil med ‘Belinda har til daglig en blog på nettet, hvor hun skriver om sine oplevelser, sin hverdag..’ etc?! Det er jo ingen der siger, at du behøver at gøre din blog offentligt kendt, bare fordi at du skal i et blad
Og det skal de nok respektere, hvis du gør det klart for journalisten, at det er det sidste du ønsker 
6. august 2012 at 05:44Det er jo ikke ret svært hvis man ved hvordan google fungere at finde min blog?!
6. august 2012 at 11:38Og så allerede der står der i artiklen at jeg har en blog, så vil familien stille spørgsmål…
Sandra: Hvis bloggen først bliver nævnt, bliver den også fundet, og så er det sket med privatlivet. Selv jeg kan finde en blog udfra minimum oplysninger.
6. august 2012 at 11:58Vi ved af erfaring at journalisten kan love alt, men intet garantere.
Standardundskyldningen for at have ændret artikel/tv-indslag er altid: “Af redaktionelle årsager”.
Kirsten…
At I har haft en dårlig erfaring med en journalist “kan love alt” har da intet at gøre med, at jeg stoler på denne journalist? Og jeg har før været i en avis, og der følte jeg mig også godt behandlet af den journalist..
Så det er slet ikke fordi jeg føler at der ikke vil blive holdt hvad der loves. Jeg har ingen krav sat endnu, faktisk…
Jeg er bare lidt tilbageholdende af flere grunde, og at bloggen er “privat” er en af dem, og hvis jeg så tænker mig om, så er det jo latterligt, for alle der kan bruge en computer, og kender til google kan jo finde min side, med et snuptag. Så hvis familien søgte på mit navn eller Nadias navn på google, ville de finde os ret hurtigt.
Og der er jo ikke meget privatliv ved en blog?! Jeg lægger mit liv online til offentlig beskuelse og har gjort det i mange år, og det har hjulpet mig igennem årene, at få skrevet ordene ned, og få respons fra fantastiske mennesker fra nettet. Og som jeg kender privat idag også.
Hvis min artikel kan sætte fokus på det tabu, at snakke omkring døden, og snakke med de efterladte, og spørge ind til personen, også år efter personens død.. Døden er et stort tabu, og hvis en artikel omkring mit nyeste tab, af min kæreste.. Kan hjælpe andre der står i lign. situation vil jeg være glad.
6. august 2012 at 12:22Jeg vil ikke i bladende for at blive kendt, så havde jeg nok meldt mig til et reality program istedet.
Jeg synes det er flot, at du vil dele din historie… og jeg tænker også, at hvis din familie finder din side, så er det jo ikke sikkert de kommer forbi hele tiden eller følger med
Og så synes jeg bestemt heller ikke du skriver noget herinde, der burde gemmes væk, du er jo god til, at rase på twitter i stedet 
Vi var engang i familiejournalen, da jeg var 10 ca, det synes jeg stadig er lidt underligt… at nogle har siddet og kigget på et billede af, min mor og hendes afdøde eksmand og mig… og læst om vores historie… men det er jo også fedt et eller andet sted, fordi det jo var interessant for andre også
6. august 2012 at 21:12