Det dersens man kalder et liv, det ved jeg sgu ikke rigtig om man kan sige jeg har. Der går rigtig mange dage hvor tankerne om mit nuværende liv, og mit fremtidige liv kører rundt i hovedet på mig. Det er lige før jeg gør mig selv mere sindsyg end jeg allerede føler jeg er nogle gange. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv, eller mit liv?

Hvad skal jeg stræbe efter nu?
Efter Tims død, satte jeg mig for at få gjort min uddannelse færdig, og det har jeg fuldført, og er sikker på han ville være stolt af mig, hvis han kunne se mig! Jeg har en kontrakt til jeg er 35 år, så jeg er sikret arbejde en 10 år endnu, og jeg har ingen planer om at forlade min nuværende arbejdsplads. Men hvad er der så at kæmpe for? Seriøst, hvis jeg ikke havde haft Nadia i mit liv, så havde jeg gjort en ende på mine lidelser! Mine psykiske lidelser!

En dejlig ven skrev forleden dette til mig:

Sys det er let for mig at læse mennesker, alle folk kæmper med hverdagens problemer, men tror du kæmper med mere end det, men du er en stærk pige, som kæmper igen og for det meste vinder du.. En som har sine meninger og holdninger i og om livet og som ikke finder sig i hvad som helst.. Men nogle gange slipper du tøjlerne 100% og tager det som det kommer, tror du kæmper med mere end du viser folk. 

Og hvor har han ret. Rigtig mange fortæller mig jeg er så stærk og de ikke begriber hvordan jeg klare mig så flot, det er sgu da fordi jeg er stærk når der er andre til stede, og især overfor min datter. Hun har set mig græde meget meget få gange i hendes liv, på sygehuset da Tim var indlagt og hun kom for at sige farvel til ham, og til hans begravelse, de steder hvor det er “lovligt” og okay at græde. Ellers har jeg holdt tårerne for mig selv når hun har været hos mig, ellers så har jeg ventet til hun er faldet i søvn, og ladet tårene få frit løb. Hun behøver ikke være stærk for hendes mor, og det er ikke noget hun skal forholde sig til, mors store sorg over sin kærestes død.

Jeg føler ikke jeg har noget indhold i mit liv længere, når Nadia er hos sin far så har jeg en hel uge for mig selv, jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal give mig til, har naturligvis hundene jeg bruger tiden på, men det kan jeg jo ikke få så mange timer i døgnet til at gå med.
En del af dem jeg troede var mine venner og veninder, efter alt det her med Tim skete, har jo så vist sig at være bekendte for mig, eller noget mere fjernt, for jeg hører aldrig fra dem længere, og når vi er sammen føler jeg at de holder noget tilbage, og det er så akavet på et eller andet mærkeligt plan, at sidde der. Ved sorg er svær at snakke om, men så skal de ikke sige de altid vil være der for mig, når jeg kan mærke de helst vil være fri.

Forleden blev jeg også inviteret med ud og spise, først havde jeg sagt ja, indtil jeg fandt ud af at det var 3 kæreste par, og mig som eneste single. Ej ellers tak, så vil jeg hellere sidde hjemme på min sofa og se ligegyldige programmer i fjernsynet end at ydmyge mig selv på den måde.

Jeg kan mærke at jeg er ved at give slip, give slip på Tim
(av det trækker tårer at skrive det…………………………………………..)

Det er virkelig mærkeligt at jeg kan mærke at jeg så småt har givet slip, og accepteret så godt jeg nu kan at han aldrig kommer tilbage til mig. Forleden aften, længtes jeg sådan efter ham, og det stak i mit hjerte og det gjorde så ubeskrivelig ondt, og jeg faldt i søvn med en våd hovedpude. Men det er som om at når jeg længes aller mest efter ham, så kommer han til mig i mine drømme, og hvor er det skønt at vågne op og føle jeg lige har kysset ham, rørt ved ham, duftet ham, smagt ham, holdt om ham, set ham og elsket ham igen! Selvom det alt sammen er noget der foregår i min hjerne, så er det befriende jeg lige kan finde ro i mit sind efter en drøm med ham, hvor jeg husker hvor ubeskrivelig dejlig han var.!!

Men at give slip på noget man har så kært er eddermame svær, og hvis man ikke har prøvet noget lign. så kan man ikke sætte sig ind i hvor svært det rent faktisk er. Men selvom jeg er ved at acceptere at jeg skal komme videre med mit liv, også mit kærlighedsliv – tror jeg ikke jeg er klar til en ny fyr. Eller det siger jeg måske “bare” fordi jeg ikke har fået slået benene væk under mig af en “ny” fyr endnu. Det hele er sgu svært. Jeg har ikke været single de sidste 11 år. Siden jeg har været 14 år, har jeg været i lange forhold, 3 år med min barndoms kæreste, 7 år med Nadias far, og 1 år med Tim, og nu er jeg single på 7. måned, det har jeg ikke prøvet siden jeg var meget ung teenager, det er virkelig en mærkelig følelse. Jeg leder ikke efter kærligheden, jeg regner med den finder mig, – når jeg er klar!

Det billede i dette indlæg, er fra nytåret 2010 / 2011 – det sidste kysse/kærligheds billede af ham og jeg sammen! <3

I remember you, always!