Jeg ved bare hvor mange tårer dette indlæg vil kræve, men jeg ved også at jeg vil have det bedre når jeg har grædt, og jeg har fået skrevet det hele ned…

Mandag d. 11 april var jeg til Agility træning med hundene, jeg løb første runde med Merci, og fik derefter varmet Morgan op og han var glad og klar til at komme igang.
Han tog første spring uden problemer, men da han kommer til 2 spring hvor jeg står, siger han et lille piv da han lander, og jeg tænker han blot lander forkert, så jeg sender ham over igen, lille piv igen. Nå, …

Så går vi lidt væk og træneren siger, jeg tror han halter på sit ene bagben. Vi går længere væk fra banen, og jeg får ham til at gå foran mig, og jeg kan godt se at han trækker på det ene bagben, så jeg får gået lidt rundt med ham, for at køle ham ned, og så i bilen med ham igen.

I den sidste del af timen hvor jeg havde løbet med Merci, ville jeg lige se om Morgan forsat var halt. Der var intet at se da han kom ud af bilen, og vi legede sammen, med hans Kong Wubba, som han er så glad for, og jeg kastede den og han hentede den og var den glade Morgan som han altid var.

Da han var godt varm, og ikke var begyndt at halte igen, gjorde vi klar til start, og han tog 2 spring uden piv, men mistede så farten og tog lige en tunnel med, og kom så retur til mig, og begyndte igen at halte.

Jeg gik fra banen igen, og tænkte det var da underligt.
Da ser jeg så ved et tilfælde da han tisser sig selv på benet, at det er brunt/blodigt tis han tisser! Panik!!

Jeg får manden til at ringe til dyrlægen, selvom det er uden for almindelig åbningstid. De mener ikke det er akut, da han er glad, spiser og drikker, og kan bevæge sig osv. både dyrlægen og vi mistænker en blærebetændelse.

Næste dag (tirsdag d. 12 april) må Kenneth tage hjem fra arbejde tidligere og kører Morgan til dyrlægen, da Tobias bare er total umulige, og bare ikke er til at have med nogen steder.

Jeg sidder her hjemme og Kenneth ringer mig op, det er ikke en blærebetændelse, det er en stor tumor han har! Han har fået taget blodprøver, og er blevet scannet, hvor de kunne se den store tumor i hans mave region.
Kenneth fortæller at de er bekymrede, og de gerne vil operere ham hurtigst muligt. Vi får afvide at sidder tumoren på milten, er den stort set altid ondartet, og der er ofte ikke meget at gøre. Men sidder den på nyren er oddsne en del bedre. Men de kunne ikke sige hvor den sad ud fra scanningen, så de skal åbne ham op først for at se…

Blodprøve svaret er fint, og det tyder på at tumoren sidder på nyren, og vi er “glade” .. Eller måske mere lettede over at det tyder på den sidder på nyren, som er et “godt” sted den sidder.

Vi vælger at sige ja til operationen, som skal foregår når klinikken lukker (nej intet sort, eller skummelt) kl. 16.00.
Kenneth lader Morgan blive hos dyrlægen de sidste timer inden operationen. Klokken er ca. 14.

Timerne går og vi sidder bare hjemme og venter på de ringer, og fortæller hvordan det hele er gået. Og at vi forhåbentlig kunne hente ham hjem samme aften, (han blev meget dårlig ved sidste narkose), så vi vidste ikke om vi først kunne hente ham dagen efter.

Omkring kl. 20, ringer de endelig!
Kan se på Kenneth det ikke er gode nyheder, og jeg tænker at det måske var milten den sad på alligevel, eller der måske var mere “af det” der inde eller lign.
Kenneth afslutter samtalen med et “kan du ringe igen om et kvarter” og lægger så på…

……………………………………………………

Kenneth kigger på mig og siger “han klarede den ikke”, “hvad?” siger jeg så bare, og han gentager….
Jeg kan mærke at jeg lukker total af! og SLET IKKE vil hører hvad han siger, det kan simpelthen ikke være rigtigt… Kenneth siger at han døde under operationen. Kenneth bryder fuldstændig sammen, og da han gør det, der går det op for mig, at det virkelig er sandt, min elskede Morgan er død!
– og så bryder jeg også sammen.

Vi aftaler med dyrelægen at vi må komme ned og se ham med det samme.! Og vi kører straks afsted.
Jeg vidste godt at jeg nu skulle se min hund, livløs …. Men da jeg ser ham, bryder jeg atter engang sammen og knuer ham, kysser ham, aer ham, snakker til ham, og dufter til ham. Han lignede fuldstændig sig selv, bare ud over at han lå mussestille, og ikke længere trak vejret.

Jeg var total knust, og kunne slet ikke forstå det. De fortalte at tumoren var meget større end de regnede med, og de blev nød til at åbne ham mere op end planlagt, og da de næsten har tumoren og hans lille nyre ude, springer der et stort blodkar, og selvom de er 4 der prøver at stoppe blødningen, lykkedes det ikke og han dør imellem hænderne på dem.

Jeg kan slet slet slet ikke forstå at han nu er død, jeg sagde ikke engang farvel til ham, da han tog afsted med Kenneth til dyrlægen om formiddagen, da vi jo bare regnede med det var en blærebetændelse. Og vi havde i vores vildeste fantasi ikke regnet med at han ville dø under operationen!

Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor ondt det gør at skrive denne beretning ned, tårene triller ned af mine kinder, og jeg kan mærke savnet og smerten. Det er fandme ikke rart at sige farvel på den måde.

…………………………

Jeg får taget nogle billeder af ham, da han ligger der på briksen, for at have nogen af ham, selvom han er død.
Det er erfaring at jeg fortyder bag efter ellers (Jasmin og Tim fx.)

Vi får lov at se tumoren de fik ud af min lille Morgan, og for satan den var stor! Den var større end mine to knyttede hænder ved siden af hinanden!! Den vejede 800 gram!!!!! … (inkl. hans nyre)
De havde taget en prøve af den, og den er der kommet svar på, og tumoren var ondartet, så det kan man sige er lidt en trøst i “alt det her”, .. Selvom det er meget unormalt at en hund på 5 år for sådan en stor tumor, som oven i købet er ondartet. Men det at den var ondartet trøster jeg mig lidt ved, for så var det kun et spørgsmål om tid, før han evt. havde fået en ny et andet sted.  Nu har han fået fred.

Vi hader jo os selv for ikke at have opdaget den i tide, men dyrlægen sagde det var svært at vide sådan noget, og han har haft en meget høj smerteterskel, fordi han var så glad, og ikke gav udtryk for hans store smerter.
De oplevede selv hans livsglæde da de havde ham timerne inden operationen, da havde de ham ude og tisse, og han var glad, og ville snakke med alle, tage godbidder og lege.

Jeg tænker bare på, tænk sig at han var så trofast overfor mig, at han sprang de spring til agility, selvom han havde voldsomme smerter inden i … ! Det er simpelthen for vildt at tænke på, og jeg er fandme glad for jeg stoppede.
– han har ikke været med til agility siden januar, da jeg lagde kræfterne i Merci der er yngre, til de kommende stævner her til sommer. Og i Januar løb Morgan som en drøm i ridehuset, han var glad, livlig, og der tror jeg ikke han havde nogen smerter? Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg tror det ikke, jeg tror vitterligt den tumor er kommet meget meget hurtigt, og med voldsom kraft.

Vi fik taget en masse fine poteaftryk af hans højre pote, som jeg skulle bruge til min minde tatovering.

Vi aftalte med dyrlægen at han fik lov at blive hos dem til imorgen (onsdag d. 13 April) så vi kunne komme og hente ham og kører ham til kremering.

Han var stadig lun da jeg kyssede ham farvel, og aede hans smukke lange manke, og da jeg kom ud i bilen igen, brød jeg atter engang sammen. Radioen spillede og denne sang var igang, og jeg ved ikke hvorfor, men den har fået en stor betydning nu, selvom det ikke omhandler en hund eller lign. så er det bare en del af teksten der rammer mig.

I thought love wasn’t meant to last
Honey, I thought you were just passing through
If i ever get the nerve to ask
What did I get right to deserve somebody like you?
I wasn’t expecting that

Then you closed your eyes
You took my heart by surprise
I wasn’t expecting that

Jeg regnede ikke med at Morgan skulle få så stor en betydning for mig, jeg fik ham kort efter Tim døde dengang, og ærlig talt, så ved jeg ikke hvor jeg havde været idag, hvis ikke det havde været for Morgan.
Måske var han kun til låns? Og her 5 år og 8 dage efter Tims død, døde Morgan også, i en alder af blot 5 år og 7 dage. Jeg ved det virkelig ikke, men Morgan var min faste klippe, og mit lys, især når Nadia var hos sin far.

Jeg er Morgan evig taknemmelig, og jeg savner ham helt ubeskrivelig meget. Lyset på hans hylde, med hans præmier, et billede af ham og jeg, og en hårlok brænder stort set hver dag.

Sov sødt elskede Morgan, jeg elsker dig!
Og undskyld, undskyld for at vi ikke opdagede hvor syg du var, undskyld for de smerter du havde inden din død, undskyld, håber du kan tilgive mig?
Og tak, tak fordi du var der for mig, tak for alle de gode stunder, tak fordi du lærte mig så meget, tak fordi du lyttede, tak fordi du gav mig så meget støtte og kærlighed, tak fordi du var den unikke hund du var. Tak!
– vi ses på den anden side, Cuba, Basse, Puhba, CubaGanas! <3 Du er meget savnet.