Tak til jer alle sammen, for kommentarerne jeg har modtaget. Både her på bloggen, på instagram, facebook og e-mails.
En del kommenterede mit opslag på facebook, hvilket gjorde at mit opslag kom ud til rigtig mange, nok omkring 1500 flere end hvad det normalt kommer ud til.
Mit besøgstal eksploderede, og jeg blev helt overvældet over helt fremmede mennesker (for mig) skrev til mig, og fortalte om deres liv, og at de også har, eller har haft stress osv.

Det er dejligt at vide man ikke er “alene” og det gør bloggen mere levende at folk kommentere, og svare på det jeg skriver. Jeg ved blandt andet også at en del har fået kendskab til min blog efter mit stress indlæg, også folk jeg egentlig ikke vil have snager i mit liv, men på den anden side så skriver jeg ikke noget her inde, jeg ikke kan tåle at hører igen

Det at jeg har fået konstateret stress ved lægen, har også gjort at jeg prioritere en del ting anderledes. Før har jeg altid prioriteret mig selv sidst, det synes jeg ikke at jeg gør mere.
Jeg er begyndt at gå længere ture med hundene, ud hvor der rigtig er fred og ro, træer, vind, sol og frisk luft. Hundene er mine terapeuter, en del kan jo fx. ikke forstå jeg har 3 (TRE!) hunde, sikke et arbejde og bla bla, men er man ikke hunde menneske og har den passion for træning af hundene osv. så kan man nok heller ikke se det fantastiske i at have en hund (eller flere) der bare elsker når man tager dem med ud i skoven og lege, træner med dem i haven.
Og ja, jeg får også en masse ud af at have dem, de er mit frirum – min terapi fra hverdagens tumult.

Så prioritere jeg også at hygge på sofaen med min søn i dagligdagen, han synes jo det er så hyggeligt at se film med mor, noget andet med den præ teenager jeg har
Men igen, så må vasketøjet vente, og oprydningen må vente.

Det kan jeg ærlig talt godt leve med, mit hjem skal ikke ligne noget fra et boligmagasin.
Min dejlige mand hjælper også rigtig meget til nuher, det gjorde han også før. Men det at han godt ved hvor svært jeg har haft det, og stadig har, så gør han ihvertfald sit til at jeg ikke skal stresse over maden, få tanket bilen, handlet ind, fyldt på pillefyret, tændt op i brændeovnen eller hvad det måtte være, han er rigtig god til at se hvor han kan hjælpe mig. Fantastisk!

Min sidste praktik er snart slut, og jeg er så optimistisk på eksamen og det hele der kommer her i december, det skal vel overståes og så kan dén sten også falde fra mine skuldre. Jeg vil gerne være færdig nuher, og få et arbejde. Det vil også hjælpe meget på dagligdagen. Dagene her inde er lange, og der er ingen fleksibilitet, eller noget, så det er rigtig hårdt.

Men jeg har det allerede bedre, nu hvor jeg er ved at acceptere at jeg altså ikke er super-woman og ikke behøver bo i et boligmagasin, altid have fin og flot aftensmad, flot have, rene biler, og hvad ved jeg ikke.
Selvom jeg er ligeglad med hvad folk tænker om mig og os. Så vil jeg jo gerne have vi har et pænt og nydeligt hjem, så mine børn har ordenlige omgivelser at vokse op i.

Men igen, TAK til jer alle der har givet lidt kærlighed og omsorg videre til mig.
Bliv endelig ved med det

Det hele startede søndag d. 15 oktober, hvor jeg stod op med hovedpine, og en følelse af at der stod en 100 kg tung mand på brystet af mig.
Det blev ikke bedre i løbet af dagen, faktisk værre – jeg fik skiftevis svedture og hjertebanken. Da jeg gik i seng søndag aften, troede jeg egentlig jeg var ved at få influenza, jeg faldt i søvn med uro i benene. Jeg vågnede 2 gange den nat, og var drivvåd, seng og sengetøj ligeledes!

Men igen slog jeg det hen, og stod op med samme symptomer igen mandag morgen. Min vejleder på jobbet kunne godt se jeg ikke var som vanlig, og hun bad mig kontakte lægen. Det gjorde jeg en halv time før fyraften, og fik den besked af lægen at jeg skulle komme med det samme, smerter i brystet var ikke noget man skulle spøge med, nå nej men jeg føler mig jo ikke syg.

Men som hun sagde, jeg gjorde. Det endte så ud i at lægen i lægehuset (ikke min normale læge) sendte mig på sygehuset med ambulance!! Jeg fik inden ambulancen kom nitroglycerin under tungen, samt 2 hjertemagnyl, da lægen mistænkte en blodprop i hjertet. Gisp!

Jojo, og efter et hav af blodprøver, røgten af brystkassen, EKG og jeg ved ikke hvor mange målinger af mit blodtryk, og puls.
De fandt ikke noget på mit hjerte, det var sundt og rask, og ingen hjertefejl, eller blodpropper i hjertet.

Jeg blev sendt hjem med pencillin piller, fordi jeg havde et forhøjet infektionstal og CRP, og på min pakke stod der lungebetændelse, øh! Jeg har ikke lungebetændelse, søde unge læge.

I dag var jeg så hos min egen læge, og få svar på de blodprøver der var sendt til dyrkning for noget bakterier halløj, og der var ingen vækst efter 5 og 7 dage, så jeg havde ingen tropisk infektion eller lign, jubii, eller?!

Men ja min egen læge sagde så til mig igår, at jeg har stress…
What … ?! man har da ikke stress som 31 årig.

Det har jeg virkelig haft svær ved at acceptere. Jeg føler det som et kæmpe nederlag, jeg fungere ikke længere optimalt. Det gør virkelig ondt at måtte indse at jeg er ved at gå ned med flaget, jeg er heldigvis ikke så stresset (endnu) at det kræver en sygemelding, men jeg har en ny tid i næste uge hos lægen.
Ikke kun min personlighed, men hele min identitet er faldet sammen, jeg fungere ikke længere optimalt, som mor, kone, kollega eller som menneske.

Jeg er ikke perfekt, men det er svært at indse og acceptere.

Min hjerne arbejder på fuld hammer, ligeledes gør min stakkels krop, og det har den vidst gjort rigtig længe. Hvis jeg tænker tilbage så er det over 4 uger jeg har haft det skidt. Ja og jeg har skjult det skide godt for omverdenen, og min mand.
Ikke med hjertebanken, men uro om natten, svimmelhed, daglig hovedpine, manglende sexlyst, har absolut intet behov for socialt samvær, på arbejdet foretrækker jeg at sidde alene og spise, når vi har haft gæster, har jeg trukket mig væk, jeg er irretabel, grådlabil, og bare været træt træt og træt, men har ikke kunne sove, og har sovet under 6 timer hver nat i lang tid nu.

Huset ligner noget der er løgn, jeg kan slet ikke overkomme det.
Børnene er dem jeg koncentrer mig om, det skal ikke gå ud over dem, og så må rod være rod, vasketøj være vasketøj, og køkkenbordet må ligne 3. verdenskrig, for det er ikke noget jeg kan magte.

Det er rent overlevelses instinkt der er skyld i, at man overser sine symptomer og knokler videre på jobbet, og hverdagen. Et instinkt, der i vores moderne liv, hvor vi ikke skal kæmpe for at overleve fra dag til dig, er uhensigtsmæssigt.

– Hvis du fylder benzintanken på din bil, ved du, der på et tidspunkt er en orange lygte, der begynder at lyse for at fortælle dig, at tanken er ved at være tom, og at du skal fylde benzin på den. Men det er som om, at vi ser de tegn, vi får fra kroppen om, at vores egen tank er ved at være tom, som et svaghedstegn, mere end vi ser det som en information om at “Hey, nu skal du lige gøre noget andet,”..

Det er hårdt for mig at erkende, men jeg skriver det lige igen JEG HAR STRESS!
– jeg har altid synes det var sådan lidt “la la” når jeg har hørt folk har haft stress, og tænkt mit. Men det er fandme ikke til at spøge med.

Det er også derfor bloggen har stået stille så længe, og jeg ikke har fået trænet i fitness – jeg har simpelthen ikke haft overskuddet til det. Jeg har ikke engang haft overskuddet til at sørge for mig selv, der kan godt gå en hel dag hvor jeg først får noget at spise til aftensmad, fordi der har Kenneth lavet maden, morgen og middagsmad har jeg ikke fået, fordi jeg ikke har mærket behovet.
Jeg har stadig svedture, og hjertebanken et par gange om dagen, men trykken for brystet er heldigvis væk. Men hjertebanken er virkelig også ubehageligt, det hamre så hårdt at det føles som om det er på vej ud af brystet på en, og det slår så hårdt at man kan hører det.

Nu ved I hvordan landet ligger, og jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage. Bloggen har dog heller ikke første prioritet, nu hvor jeg skal tænke på at komme på højkant igen, stille og roligt.

Pas på jer selv der ude <3