Jeg er bonus mor til 3 herlige unger. Men det er ikke altid lige let – ærlig snak!
Her hjemme har jeg lige så meget at sige som Kenneth har omkring opdragelse, at de skal lave lektier, hvordan de skal sidde ved bordet osv. som Kenneth også har overfor Nadia.
Men noget af det der er svært er, at jeg aldrig bliver deres mor, heller ikke at jeg ønsker de skal kalde mig mor, de har kun en mor og sådan skal det også være. Min datter har også kun en far. Men jeg vil altid bare være fars kone/kæreste, om mange år vil de sikkert huske tilbage på livet hos os, forhåbentlig med glæde.
Men det er alligevel hårdt at være den evige 2´er, hvis man kan sige det.
Jeg er heller ikke med til forældre samtaler på skolen, og igen jeg mener også kun det er de biologiske forældre der skal deltage der. Men jeg ønsker jo inderligt også at hører ordret hvad der bliver sagt om mine bonus børn, og hvordan de klare sig i skolen, jeg er jo også en del af deres dagligdag og liv nu, og ønsker dem kun det bedste.
Jeg ved de er glade for mig, det er jeg ikke i tvivl om, men det er stadig svært at være fars kone/kæreste. Især fordi den store bonus pige og den store bonus dreng har de aldre de har, de kan jo godt huske at far og mor har været sammen, og boet sammen osv.
Og jeg tænker da også af og til på, om de mener jeg er skyld i de flyttede fra hinanden. Det er jeg så ikke skal jeg lige hurtig sige 
Men skilsmisse børn håber altid på et mirakel, så mor og far finder sammen igen, har set det flere gange med min egen datter, og det har også været svært for hende med far og mor ikke er sammen længere, og med nye kærester, nye søskende osv.
Tør slet ikke tænke på at om 2 år skal min store bonus datter konfirmeres! Hvordan fanden skal den bordplan gå op? Skal vi sidde total forskudt, eller skal vi alle sidde ved et kæmpe bord, eller hvordan og vor ledes, jeg kan slet ikke lige se det for mig. Også fordi jeg ikke er specielt gode venner med bonus børnenes biologiske mor. Det er der flere grunde til, og er ret sikker på hun helst så sig fri for min deltagelse i konfirmationen, men den glæde skal hun ikke få
Det er skønt at være bonusmor, jeg elsker det. Men det er også hårdt for psyken.
3 Comments
Da jeg var sammen med min x-kæreste tænkte jeg også på alle sådan nogle ting som konfirmation osv, selvom hans ældste kun var 8 år på det tidspunkt (ja lidt skørt måske, men kunne ikke lade være)… Jeg aner ikke hvordan sådan noget som en konfirmation foregår, men jeg (som fars kæreste) ville have det bedst med at far og mor selvfølgelig sidder på hver side af konfirmanten og at kæresten så sidder ved siden af igen? Men igen aner det ikke, for skal skal mormor, morfar, farmor og farfar så sidde?
uha et puslespil.
18. marts 2014 at 01:27Men jeg er sikker på at i nok skal finde ud af det og så må moren bare bide tænderne sammen
Jeg er selv skilsmissebarn og begge mine forældre har nye ægtefæller. Mine forældre, eller måske mere min mor og stedmor, kom heller ikke så vanvittigt godt ud af det med hinanden i den tid, hvor jeg skulle konfirmeres, men jeg nægtede at holde 2 konfirmationer – det var MIN dag, og så måtte de alle bare opføre sig ordentligt
Er sikker på, det nok skal blive en god dag uanset hvad!
18. marts 2014 at 19:53Vi gjorde sådan, at jeg sad imellem mine forældre, og så sad deres ægtefæller ved siden af dem. Så altså: Stedmor – far – mig – mor – stedfar. Det fungerede rigtigt fint, og jeg synes da, det ville være synd, hvis du slet ikke skulle sidde i nærheden af din bonusdatter – som du selv siger, er du jo en stor del af hendes dagligdag, så alt andet ville da være mærkeligt!
Håber I finder ud af det.
Tak for kommentarene i 2
Dejligt med besyv fra andre der har eller er i samme båd, det er sgu ikke let at være bonus til nogen, ikke altid. Det er skønt men også hårdt.
og omkring konfirmationen, ja så håber jeg på vi kommer til at sidde sådan nogen lunde som du siger Therese, men det vil tiden vise, der er heldigvis 2 års tid endnu, men gruer allerede for det
Men jeg skal nu nok opfører mig ordenligt! 
18. marts 2014 at 20:09