Jeg har jo tavshedspligt, så kan ikke fortælle så meget i detaljer.
Men vi har en patient på min afdeling der er meget syg, og meget dårlig. H*n har haft besøg igår og idag af sin nærmeste familie da det ikke ser så godt ud.
Jeg kunne bare mærke hvordan det skar i mit ar i mit hjerte, da jeg så på datteren da h*n sagde at h*n bare ville dø, og ikke være her mere.

Selvom det snart er 6 år siden jeg sad på intensiv afdelingen ved Tims side, og ikke vidste om han skulle leve eller dø, så skar det i mit ar, at se datteren blive så ked af det efter den besked. Også selvom det slet ikke kan sammenlignes, altså forløbne. Men uvisheden den kan jeg huske, angsten og frygten for at miste!
Det var lige før jeg selv måtte græde, men tog lige min professionelle kappe på, selvom jeg godt ved at være nærværende og medfølende også har noget at gøre med mit fag, og at være professionel, men det var ikke på sin plads at jeg skulle vise den side af mig.

Jeg kan mærke at jeg skal arbejde med mig selv, omkring det her med sorg fra de pårørende, og fra patienterne naturligvis også. Jeg havde ikke troet at det ville påvirke mig, men det gør det, ihvertfald lige i de her dage.
Men jeg tror med tiden i min praktik lære at tøjre det, og det bliver også dejligt at arbejde med mig selv personligt, og ikke kun fagligt.

Praktikken går ellers rigtig godt jeg har fået ansvar allerede, og føler jeg er med i teamet.