Sidder her i de sene natte timer, som jeg har gjort de fleste dage!
Jeg sidder ved min gamle computer, hvor jeg har rigtig rigtig mange billeder, og det er alt fra Pixels opvækst, slankebilleder, blandede billeder fra min iphone og igennem årene, fester, fødselsdage, mv.

Sidstenævnte, “Tims-24års-fødselsdag” hedder mappen!  Jeg har faktisk set de billeder igennem et par gange på det sidste. Der er 2 billeder som faktisk aldrig har været vist online. Der ligger en mappe med nogle af billederne på facebook, men de to jeg viser om lidt, har jeg ikke ville lægge online. Begrundelse kommer under billederne.

Billedet her, er taget i bowling centeret på hans 24 års fødselsdag. Han holde kun fødselsdags fest (med drikken) for at jeg skulle komme, så han kunne se mig – igen.

Tilbageblik:
Vi var begyndt at snakke sammen via facebook, og derefter over sms og der røg mange smsér frem og tilbage imellem os, det var helt sjovt at følelserne begyndte at komme frem igen, efter så mange år. (Vi gik i folkeskole, og var barndomskærester, men havde mistet kontakten)
Vi mødte hinanden første gang med vores hunde og børnene på en legeplads i Aabenraa, og det var så akavet så det halve kunne være nok, vi vidste ikke hvad vi skulle sige til hinanden, og vi passede egentlig bare lidt os selv, og børnene. Dette var i starten af december 2009.

Efter jul, og imellem nytår mener jeg det var, der mødtes vi igen på hundestranden kun med hundene, og det var en af de dage hvor det bare var bidende koldt, og mange mange cm sne, men vi gik og gik, snakkede og det hele gik meget bedre.
Efter lang tid gik vi retur til bilerne, og der gik ikke længe før de første sms’er kørte, omkring at ingen af os havde lyst til at tage hjem hver til sit, selvom vi var ved at fryse halvt ihjel. Åh det husker jeg så tydeligt! Troede kun det var mig der havde de følelser!
Men ingen af os turde tage det skridt at tage med den anden hjem.

Så blev det hans fødselsdag, 30 januar 2010 og jeg var inviteret til den her fødselsdagsfest som han kun holde for at se mig. (Har han fortalt mig bag efter..)

Og nu til historien omkring billedet, alt det vi havde skrevet om og havde set hinanden osv. var ikke noget vi havde fortalt til nogen, så da vi var oppe og bowle var der en af vores fælles venner der udfordrede mig i bowling (vi spillede på hver vores bane) at den der tabte skulle give vinderen et kys, og den der vandt skulle give taberen et kys! Ja du læste rigtigt, uanset hvad ville det udløse et kys, haha – jeg var fuld, det var vi alle.
Men det resulterede så i at efter det kys (jeg tabte) så blev Tim sgu lidt jaloux, og det billede oven over er taget splitsekundet efter vores første kys i mange mange år. Det er ikke lagt online fordi det ser sgu egentlig lidt fjollet ud, og da det blev taget, var det stadig hemmeligt hvad vi gik og lavede, indtil 8 Februar 2010, hvor vi officielt kom sammen.

Dette billede griner jeg altså af hver gang jeg ser det, for det første er det mega sløret, det var taget efter vi kom fra bowling centeret, hvor vi var pænt fulde efterhånden, så det må være fotografen der ikke er helt ædru her! Vi gjorde grin med Tims manglende hår, og ja jeg har jo rigeligt, så han lånte da lige en lok af mit, og for dælen hvor har han et fantastisk smil! Det smil og de øjne der er på dette billede, det er sådan jeg husker ham.. Den eneste grund til dette billede aldrig er blevet offentliggjort, er at det er så dårlig kvalitet.
Men jeg imens jeg har skrevet dette blogindlæg fundet ud af at jeg seriøst er helt vild med dette billede!

En times tid eller sådan efter dette billede blev taget, blev jeg pakket i seng (I Tims seng).
Jeg havde en dårlig fod (det viste sig så at den var forstuvet) og var også for fuld til at humpe ned i byen med de andre. Klokken var omkring 1 da de tog afsted, og omkring kl 3 vågnede jeg ved at der kom en politimand rendende ind i lejligheden, fuck tænkte jeg bare! Hvad sker der lige her!
Det viste sig så at være en af de politimænd der var så søde at hjælpe Tim og vores gamle skolekammerart hjem, han var så fuld at ingen taxa’ ere ville have ham med, og han rullede rundt ude på vejen. Så Tim havde spurgt politiet om de ikke ville kører dem hjem, der var jo mega meget sne den januar måned, og mega koldt. Og det ville de så godt, og ham politimanden var lige oppe for at se hvor de kunne smide ham “af” for Tim havde fortalt at jeg lå der oppe og sov, han kunne ikke gå selv, så de kom slæbende ind med ham og smed ham på sofaen! Så sad jeg bare der og lignede et spørgsmåltegn. Haha! Stadig halvfuld og med morgenhår og det hele, yndigt!

Men jeg lignede åbenbart ikke helt så meget lort, eller så var Tim bare ligeglad, for han kravlede i hvertfald under dynen til mig, og ja …………

…
Åh hvor jeg dog savner ham, når jeg sidder her og tænker tilbage på de dejlige minder vi har sammen. Jeg fik to fødselsdage med ham, hans 24 og 25 års, hvor han fik en masse kanel. Èn jul fik vi sammen, og denne jul skulle vi have været ude og rejse, fordi ingen af os havde børnene.  Jeg forstår slet ikke hvordan tiden kan være gået så hurtigt, jeg kan slet ikke følge med. Selvom dagene går, og jeg mærker at jeg bliver mere og mere afklaret med at han ikke længere er her, og jeg aldrig vil se ham igen. 

Det hele begynder at falde på plads, men der går stadig ikke en dag hvor han ikke er i mine tanker på den ene eller den anden måde. Jeg tænker ikke som sådan mere over hans død, ulykken, timerne på sygehuset, begravelsen mv. Men jeg tænker tilbage på sjove timer, gode dage, dejlige minder, fantastiske oplevelser vi har haft sammen. Hvor vi har været, hvad vi har foretaget os, forskellige sange, film osv. minder mig om ham, på den gode måde! Det gør ikke længere ondt på samme måde, at tænke på ham. Jeg er begyndt at mindes ham med min kærlighed til ham, på den gode måde. Og ikke den kærlighed der bristede den mandag morgen hvor hans hjerte holde op med at slå, og jeg så ham dø. 

Jeg tænker heller ikke på hvordan han så ud da jeg så ham i kapellet 2 dage efter hans død, jeg tænker helt uden at være klar over det, på de gode ting omkring, hans dejlige smil, duften af ham, hans smittende latter, og bare den måde han kunne få mig til at blive blød i knæene, og det var selv efter 1 år som kærester. Vi var lykkelige. Jeg ved han var lykkelig, det gør ondt at tænke på at jeg ikke længere kan se hans øjne stråle af glæde og kærlighed. Men det gør mig på den anden side også glad (hvis man kan sige det) at han døde lykkelig, bare alt alt for ung!

Han vil altid være en del af mig, og det ved jeg fordi jeg har hans minde tatoveret!
– han har gjort så meget for mig! Jeg vil aldrig glemme ham, og jeg ville ønske jeg kunne få en enkelt dag mere med ham, har så mange ting jeg ikke nåede at fortælle ham. Hvorfor er der ikke en telefon i himmelen? 

Min elskede, jeg håber inderligt at du er et bedre sted nu, og kan se os fra din stjerne – og sende og lidt styrke og kærlighed når vi har brug for dig. Jeg elsker dig, altid min Dåsedun!