Igår var det tid til Tobias‘ 3 måneders vaccination, noget enhver mor vel frygter.. Det der med at ens barn skal stikkes

Det var den sødeste sygeplejerske der hentede os, og hun havde gjort klar med en puslepude og et håndklæde han kunne ligge på. Han var så glad så glad og smilte og snakkede med sygeplejersken, hvilken gjorde det endnu svære for hende, som hun selv sagde, hun hader at stikke de små.

For 10 år siden som vi snakkede om Nadia var, ja der gav man dem kun 1, men han skulle altså have 2, de er begyndt at give en for noget der skulle forhindre ørebørn.
Så det var 2 gange hun skulle stikke i ham, åh gud altså!

Jeg fik afvide jeg skulle træde lidt tilbage så han kun kunne se hende, så hun var “den dumme” og jeg kunne komme og trøste ham når sprøjte 2 var givet, og være den “gode”
Den første sprøjte sagde han ikke rigtig noget til, et lille piv og det var det. Men få sekunder efter sprøjte to var givet i det andet lår, stak han i et hyl så højt, og jeg rejste mig med et sæt for at få ham taget op og trøste ham, mine egne tåre de pressede sig på, puha det er fandme hårdt. Især når de ikke forstår hvad der sker

Og det resulterede også i en mild feber først på aftenen, han blev målt til 38,3 og han var bare så ulykkelig, græd og græd og ville kun ligge ved mig, og det endte med jeg smed alt tøjet og kun lå i trusser og amme bh på sofaen, og han kun i ble, så han kunne få hud mod hud, og det fik ham også beroliget en del, og han faldt til sidst i søvn.

Natten gik okay, han sov en del, men var også meget urolig og flyttede sig meget rundt, så jeg måtte rette “ham op” flere gange, fordi han bedst sover på siden, og klynker til jeg retter ham, og når han ligger godt, er der ro lige på sekundet.

Han har ikke feber her til morgen, og er forholdsvis sig selv igen smiler og er glad.