I dag er det præcis 3 måneder siden dit hjerte holde op med at slå, det er helt uvirkeligt for mig endnu! Især når jeg ser billeder af dig, og ser film af dig.
Når Nadia nævner en eller anden sjov episode fra vores liv sammen, stikker det i mit hjerte, og jeg må lige holde vejret nogle sekunder, hvor efter jeg smiler, hun fortæller altid ivrigt om de sjove ting vi har lavet og oplevet sammen, for det er værd at holde ved, og mindes, alt det gode!

Men for satan hvor gør det dog ondt, det kan slet ikke beskrives, der kan ikke sættes ord på.
Håber inderligt du kan mærke al den kærlighed jeg stadig har til dig, og kan hører mine tanker og små samtaler jeg har med “dig” … Jeg vil bare så gerne tro på, at du kan hører os, og se ned på os fra din himmelsky, er det helt idiotisk at tro sådan noget?

Dagene går, og jeg kan mærke at det bliver lidt lettere for hver dag der går, men nogle dage har jeg tilbagefald, og skal bare råbe, og skrige, og græde ind i en pude, og få “det” ud af mit system.
Hvorfor skulle det lige være dig? Hvorfor?!?!?!?!?!?!?!

Du var et godt menneske, du havde ingen fjender, sød, rar, en god ven, en god far, kærlig, et hjerte af guld, en stærk personlighed og vilje, du var så glad igen, det hele havde vendt til noget positivt for dig, endelig kunne du igen få din kærnefamilie som du gik og drømte om, med mig, og de to piger her i huset. Men alt blev bare anderledes, og min verden blev jævnet med jorden.
Nu er du væk, og jeg skal lære at leve uden dig, og jeg skal lære at elske en anden mand igen…. Puha ….!!!