For 3 måneder siden da Nadia og jeg lavede kastanje dyr lavede jeg også et hjerte af kastanjer og et kastanje dyr til Tim. Det var sidste gang jeg var på kirkegården!
Jeg har simpelthen ikke kunne tage der ned, hver gang jeg har været på vej der hen, er jeg vendt om igen, det har gjort alt for ondt, ikke engang til jul var jeg der (besøgte dog heller ikke Jasmin eller nogen anden afdød) ..
Mit forhold til kirkegårde har ændret sig efter jeg mistede min kæreste, som jeg nu skulle besøge på kirkegården for at “se” ham.

Men igår besluttede jeg mig for at nu skulle det altså være! På et eller andet syrealistisk plan savnede jeg at sidde på bænken og fortælle ham hvordan jeg nu havde det.
Jeg tog forbi blomsterhandleren inden, og kørte hen til kirkegården. Jeg sad i bilen, rigtig længe. Måske 10 minutter et kvarter, jeg kunne slet ikke få mig selv til at gå de 100 meter hen til hans gravsted.
Da jeg endelig kom ud af bilen, foregik det hele i slowmotion – følte jeg.

Jeg stoppede op lige inden jeg kunne se hans grav, jeg følte jeg blev kvalt det var så ubehageligt! Mit hjerte hamrede i brystet på mig, og jeg tænkte ved mig selv, hallo hvad er du bange for, gå dog forhelved der hen!
Altså jeg har aldrig prøvet noget lign. altså jeg har besøgt ham 100’vis af gange siden april til slutningen af oktober hvor jeg var der sidste gang.

Da jeg endelig fik bevæget mig der over, forsvandt alt ubehaget fra en skyfri himmel, og en lettelse rullede ind over mig.

Jeg fik lagt mine tulipaner, fjernet lidt blade, og en vissen buket, fik hurtigt taget et par billeder og hviskede så “Jeg elsker dig skat, men jeg kan ikke blive her længere, undskyld” .. kiggede imod himlen så hen på hans sten og skyndte mig tilbage til bilen…

Puha, jeg savner ham så forfærdeligt i denne tid!

Han har også snart fødselsdag, dér skal jeg også ned til ham, om jeg så skal tvinge mig selv!