Tiden flyver hurtigt, egentlig.
Det er idag 2 år siden min skønneste Morgan døde på operations bordet.

Jeg savner ham stadig hver eneste dag. Jeg skrev forleden et andet blogindlæg, om den betydning han havde for mig, han var ikke bare en hund.

Vi har jo valgt at få ham kremeret, intet andet var underligt for os. Så det eneste rigtige var bestemt en kremering og at han skulle stå i vores stue. Her til aften har jeg også tændt to lys for ham, i kærlighed til min dejlige Morgan.
Det giver lidt ro i sjælen at tænde et lys og give hans urne et kærligt strøg med hånden.

Nogen mener jo en kremering af sin hund, er underligt. Men det var det ikke for os, andet var underligt. At lade dyrlægen sende ham til forbrændingen og så var det det, eller begrave ham i jorden, synes vi heller ikke var en mulighed, og heldigvis. For vi bor ikke der mere, hvor vi gjorde, da han døde den gang i 2016.

At jeg også har fået hans forpote tatoveret, er der bestemt også delte meninger om folk de synes jeg er mærkelig. Men igen, jeg er heldigvis ligeglad hvad andre mener. Jeg har det godt med både at han er kremeret og står her hjemme, og at jeg har hans forpote aftryk tatoveret på mit ben.

Sådan en dag som idag, tænker jeg jo på at han kunne være fyldt 7 år. Tænker tilbage på alt det vi har oplevet sammen. Han er grunden til jeg idag løber agility, og elsker det! Tak for det Morgan Sov sødt Cuba, vi ses på den anden side.