Tak til jer alle sammen, for kommentarerne jeg har modtaget. Både her på bloggen, på instagram, facebook og e-mails.
En del kommenterede mit opslag på facebook, hvilket gjorde at mit opslag kom ud til rigtig mange, nok omkring 1500 flere end hvad det normalt kommer ud til.
Mit besøgstal eksploderede, og jeg blev helt overvældet over helt fremmede mennesker (for mig) skrev til mig, og fortalte om deres liv, og at de også har, eller har haft stress osv.

Det er dejligt at vide man ikke er “alene” og det gør bloggen mere levende at folk kommentere, og svare på det jeg skriver. Jeg ved blandt andet også at en del har fået kendskab til min blog efter mit stress indlæg, også folk jeg egentlig ikke vil have snager i mit liv, men på den anden side så skriver jeg ikke noget her inde, jeg ikke kan tåle at hører igen

Det at jeg har fået konstateret stress ved lægen, har også gjort at jeg prioritere en del ting anderledes. Før har jeg altid prioriteret mig selv sidst, det synes jeg ikke at jeg gør mere.
Jeg er begyndt at gå længere ture med hundene, ud hvor der rigtig er fred og ro, træer, vind, sol og frisk luft. Hundene er mine terapeuter, en del kan jo fx. ikke forstå jeg har 3 (TRE!) hunde, sikke et arbejde og bla bla, men er man ikke hunde menneske og har den passion for træning af hundene osv. så kan man nok heller ikke se det fantastiske i at have en hund (eller flere) der bare elsker når man tager dem med ud i skoven og lege, træner med dem i haven.
Og ja, jeg får også en masse ud af at have dem, de er mit frirum – min terapi fra hverdagens tumult.

Så prioritere jeg også at hygge på sofaen med min søn i dagligdagen, han synes jo det er så hyggeligt at se film med mor, noget andet med den præ teenager jeg har
Men igen, så må vasketøjet vente, og oprydningen må vente.

Det kan jeg ærlig talt godt leve med, mit hjem skal ikke ligne noget fra et boligmagasin.
Min dejlige mand hjælper også rigtig meget til nuher, det gjorde han også før. Men det at han godt ved hvor svært jeg har haft det, og stadig har, så gør han ihvertfald sit til at jeg ikke skal stresse over maden, få tanket bilen, handlet ind, fyldt på pillefyret, tændt op i brændeovnen eller hvad det måtte være, han er rigtig god til at se hvor han kan hjælpe mig. Fantastisk!

Min sidste praktik er snart slut, og jeg er så optimistisk på eksamen og det hele der kommer her i december, det skal vel overståes og så kan dén sten også falde fra mine skuldre. Jeg vil gerne være færdig nuher, og få et arbejde. Det vil også hjælpe meget på dagligdagen. Dagene her inde er lange, og der er ingen fleksibilitet, eller noget, så det er rigtig hårdt.

Men jeg har det allerede bedre, nu hvor jeg er ved at acceptere at jeg altså ikke er super-woman og ikke behøver bo i et boligmagasin, altid have fin og flot aftensmad, flot have, rene biler, og hvad ved jeg ikke.
Selvom jeg er ligeglad med hvad folk tænker om mig og os. Så vil jeg jo gerne have vi har et pænt og nydeligt hjem, så mine børn har ordenlige omgivelser at vokse op i.

Men igen, TAK til jer alle der har givet lidt kærlighed og omsorg videre til mig.
Bliv endelig ved med det