Det er i dag en hel måned siden Tim døde, den mandag morgen kl 07:15 gik mit hjerte i stå nogle sekunder da Tim’s hjerte havde valgt at give efter for presset. Den ubeskrivelige smerte er der stadig, hele tiden.
Men jeg er begyndt at kunne “leve normalt” igen, hvis man kan sige det. Dog er der stadig ting jeg halter bag efter, jeg er endnu ikke startet på arbejde – hvilket er noget alle spørger mig om! “Er du startet på arbejde?!” Nej det er jeg ikke, for godt nok kan jeg drikke mig hammer lam i byen, spille computer, se fjernsyn, lave mad og shoppe! Men det at tage et ansvar som jeg skal på arbejdet – det kan jeg slet ikke overskue. Det gir’ mig stress at tænke på jeg skal lave noget, altså hvor jeg skal tænke, og hvis der er fejl i det, så går jeg da helt ned med flaget. Dog regner jeg med at starte op på arbejde her på mandag d. 9 maj .. Men nu ser vi lige hvordan jeg har det søndag aften. Måske man også bare skulle “tvinge” sig selv på arbejde, bare nogle timer.
Jeg er så træt af at alle jeg ikke ser så ofte spørger “nåååh hvordan går det/hvordan har du det?” … Ja det var sgu et godt spørgsmål, hvordan ville du selv have det …………………..
Hvis du stod alene tilbage med en kæmpe lejlighed, fælles regninger, fælles projekter, og en kæmpe sorg der ikke lige pt. har tænkt sig at forsvinde. Hvordan ville du have det?! Ad helveds til, sådan okay, eller fint … ???
Jeg svare dem blot – “det ved jeg egentlig ikke”
Jeg er træt af spørgsmålet, SÅ træt at det næsten kvæler mig… Rigtig mange af dem der spørger, er nogle jeg aldrig før har snakket med, sådan på dette plan – Det irretere mig at folk ansøger mig på facebook og udspørger mig om ting når de støder ind i mig på gaden, for jeg ved de kun vil have stillet deres nysgerrighed, og når emnet så kommer, kan de jo fortælle andre at Belinda hun bla bla bla, Belinda hun har det så hårdt bla bla bla .. Jeg brækker mig!!
P.s billedet øverst, er af mig – min søster og min lille niece på 2 år.
Det er taget til min lillebros konfirmation for 14 dage siden. <3
oO(Et billede der for mig til at smile..)
6 Comments
jeg føler med dig. jeg følger din blog og tænkte faktisk på dig her den anden dag. Livet er så voldsomt urimligt engang imellem. Jeg håber at dine dage bliver lysere snart. kram fra ditte.
4. maj 2011 at 15:18Hej Belinda. Jeg kan sagtens følge dig i, at det er pisse trælst, når fremmede spørger til hvordan man har det og man kan føle, de kun spørger for at få det godt med dem selv. Men, da jeg mistede min mor for 2 år siden, var jeg tilsidst ked af, at folk holdte op med at spørge til hvordan det gik mig. Livet omkring én lever videre og man føler selv ens verden er gået i stå. “Hvordan kan de bare gøre det? Når jeg stadig står her og er helt fortabt og ked af det?” Ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg. Måske bare give dig et lille råd om at tage al den omsorg du kan få af dine venner og familie
Ønsker dig alt det bedste i verden. Og håber du en dag kan lære at leve med sorgen. For den forsvinder desværre aldrig.
4. maj 2011 at 15:19Hej søde
Vil sige, selvfølgelig tænker folk på dig og spørger ind til dig når de ser dig eller har muligheden, men kan også godt forstå du synes det er irriterende. Til sidst bliver det bare for meget! Jeg har valgt at vise min støtte lidt på afstand, og tænkt at når du var klar ville du skrive det vi skulle vide på bloggen eller FB. Håber virkelig ikke du har fundet mine få beskeder irriterende på nogen måde.
Selvfølgelig har jeg da også tænkt “Hvad med huset? Luca?” etc. – men, vi kender ikke hinanden på et personligt plan, derfor kan jeg heller ikke tillade mig at ringe eller skrive til dig og stille spørgsmål.
Du har heldigvis en masse gode venner og en dejlig familie til at støtte dig <3…
Men selvfølgelig står mit tilbud åbent til hver en tid, hvor du kan kontakte mig hvis du har brug for at få nogle frustrationer ud. Ved dog også godt at jeg nok ville være en af de sidste du gik til, for til hver en tid foretrækker man jo dem der står en nærmest – og det er også dem der kan give en den bedste støtte.
Tror forresten det vil være en god ide at du starter langsomt op med arbejdet, og de vil jo have fuld forståelse for det hvis du ender med kun at være der et par timer. Kan jo også være du synes det er dejligt at kunne fokusere lidt på arbejdet, for når man går alene rundt derhjemme samler tankerne sig også meget… Men, gør det du føler er det rigtige for dig. Der er ingen andre der kan gå ind og sige "Du må da være klar til arbejdet igen!" – hvem andre end dig skulle kunne sige det?
… Må hellere slutte nu, ellers bliver det jo en hel roman <3
Knus,
4. maj 2011 at 20:55Rikke.
Jeg kunne godt forestille mig, det ville blive belastende i længden!
Men jeg håber det bedste for dig og familien..!
5. maj 2011 at 00:49Dejligt billede. Familie betyder alt. Nok også lige nu for dig. Irriterende folk er nysgerrige. Måske de bare synes det er helt vildt uretfærdigt og så synd for dig, at de ik ved hvad de ska sige. Men : hvordan har du det, kan de nok godt tænke sig til. Det er bare lidt sværere at stille et reelt spørgsmål. Som fx: overlever du hverdagen uden ham? Er du ik bare ved at dø indeni halvdelen af tiden? Selvom det måske egentlig var mere relevante spørgsmål. Desværre. Hvis du var en af mine nære venner, ville jeg nok mere tænke i, hvad fanden jeg ku gøre, for at lette lidt på din sorg. Bare en halv dag måske… Men jeg er ikke en af dine nære venner. Men Gud hvor jeg hepper på dit liv lige for tiden! Håber på medgang og styrke for dig.. Og på flere og flere små hverdagssmil fra hende med bloggen, hvor der står: Elsker Livet.
5. maj 2011 at 16:08Søde Belinda. Ja folk kan være meget nysgerige og jeg forstår godt at du vifter dem væk!
5. maj 2011 at 18:52Du er meget ofte i mine tanker – jeg kan slet slet ikke sætte mig ind i din sorg og tab – for selvom ejg også har mistet, så er det på en anden måde.
Men jeg ved hvordan det var at starte på arbejde igen – men igen vi er alle så forskellige – men mærk efter indeni – det tror ejg nu også at du gør – for det er KUN dig der ved om du er klar!
Knus