Det hårdeste år i mit liv, må jeg ærligt indrømme. Tænk der allerde er gået 1 år, et helt år!
Hvor er tiden dog blevet af?
Jeg begriber ikke hvor tiden er blevet af, jeg forstår slet ikke at det er 1 år siden at jeg sad på sygehuset og så Tim blive mere og mere og svag, og til sidst give efter.
Når jeg tænker tilbage på hvor ondt det både gjorde pyskisk men også fysisk at miste ham, havde jeg aldrig troet at jeg ville stå hvor jeg står den dag i dag. Jeg kunne ikke spise i flere dage efter, min brystkasse gjorde så ondt, jeg sov om dagen, og var vågen om natten, græd og græd.
Men uden at tænke videre over det,  kommer man jo videre. Det er måske også en ganske god ting, at det kommer helt af sig selv, uden at man selv skal “vælge” hvornår man er klar til at komme videre.

Det har taget sin tid at bearbejde sorgen, og jeg arbejder stadig med den.
Her til morgen da jeg vågnede gik det op for mig at det var i dag, .. Jeg vidste det jo godt, men har længe ville fortrænge dagen, fordi jeg ikke har vidst hvordan jeg ville reagere på selve dagen. Desværre har jeg ikke reageret som jeg havde håbet. Eller jeg har nok reageret ganske normalt hvis man spørger “de kloge” .. Jeg var ked, og frustreret og anede ikke lige hvad jeg skulle gøre ved mig selv og mine følelser, skulle jeg græde eller lade vær’ ?
Det var det første, jeg måtte græde lidt og hører et par sange på telefonen. Et par sange der mindede mig om ham.

Jeg mødtes med min og Tims bedste ven fra folkeskolen, vi tog på kirkegåden sammen, snakkede om gamle dage og hvor uvirkeligt det var at stå der på kirkegården og se på hans sten.
Der havde været flere før os, og det var dejligt at se. Jeg fik den største klump i halsen da jeg så det lille fine armbånd Tims datter havde lavet. Det rør ens moderhjerte at vide en lille pige har mistet sin far.

Jeg har købt 12 roser i forskellige farver, en rose for hver måned han har været savnet.

Min søde Dåsedun <3 Du vil altid have en speciel plads i mit hjerte.
Et helt liv på jorden, er en dag i himmelen – Så vi ses imorgen!