Jeg har PCO

Ja i december fik jeg konstateret PCOS hos en gynækolog jeg var henvist til fra min læge.
Derfor var jeg også opsat på at komme igang med mit vægttab i det nye år. Da gynækologen var ret sikker på at mit PCOS er kommet pga. min overvægt, og formentlig vil forsvinde når jeg er normalvægtig igen, da jeg naturligt er blevet gravid 4 gange uden problemer. Har kontrol hos ham, her til sommer – hvor jeg gerne skulle have tabt mig.

Og lige som jeg var så godt igang med mit vægttab i januar og starten af februar ramte jeg en mur! Nemlig en af de ting der er mega belastende ved PCOS, det er uregelmæssig menstruations cyklus, og det er nogle lange blødnings perioder jeg har. Så jeg tabte total modet efter at have blødt og blødt og blødt i over 3 uger, og min krop var fyldt med væske, som også er normalt ved kvindens “periode” men i over 3 uger, og bare se vægten stod total stille, eller steg uge for uge. Det blev simpelthen for meget.

Så nu hvor jeg er startet op igen, på den sunde livsstil, så jeg kan komme af med de ekstra kg, og få en almindelig cyklus igen.
Han fandt som man kan se på billedet til højre, det er sådan ca. sådan jeg ser “ud” indvendig. Jeg har mange mange små æg der ikke kommer længere, og bare hober sig op, fordi jeg har for meget mandligt kønshormon til de kan udvikle sig videre, til rigtige æg som frigives ved en ægløsning.

Så det er grunden til min “kamp”, som ikke kun er imod kiloene, men også mentalt. Og jeg føler mig lidt blottet nu, hvor jeg har skrevet det her, for jeg synes det er lidt pinligt :( ..
Men jeg hænger i, og håber på at det denne gang vil holde, jeg har også en fremtidig konfirmation for min datter i 2019, jeg gerne vil være pæn og slank til.

Tak fordi du læste med.

Tilbageblik, og bearbejdning

Facebook’s “denne dag” er ret genialt :) Jeg elsker at se de opslag jeg lavede for 1,2,3 og 6 år siden, på den pågældende dag.
D. 23 december kom der dette billede op, det var den sidste jul sammen med Tim, og en lille Nadia. Billedet er også fra 2010.

Det er ikke længere med sorg jeg mindes disse stunder, det er med glæden over det jeg (vi) havde … Jovist er det hårdt at tænke på at han kun blev 25 år, og havde hele livet foran sig, samt efterlod sig en lille datter.
– jeg har brugt mange måneder, og faktisk nok også en del år på at komme der hvor jeg er nu, og har fået sorgen bearbejdet og “lagt på rette hylde”.

Det tager tid, at acceptere sådan et tab, og acceptere de følelser man har efterfølgende, afmagt, skyld, de egoistiske følelser, og de grimme følelser hvor man ønsker alle væk fra jordens overflade, eller selv ønsker at man var død, for at slippe for de psykiske smerter.

Det tager også hårdt på kræfterne at skulle rumme andres sorg!
Og her taler jeg ikke om min datter fx. havde brug for at snakke om det der var sket, eller græde når hun huskede på noget de havde lavet sammen.
Nej jeg tænker på de personer der skulle læsse af på mig, og græde ud ved mig, selvom jeg mildest talt ikke engang vidste hvem de var?!

Tim døde jo i april, og min krop gik i chok derefter, jeg spiste ikke i 11 dage, jeg fik min menstruation mit i det hele, hjertebanken, svedture, og jeg græd og græd og græd, til sidst græd jeg uden tårer, der var ikke flere tilbage.

Da min krop var oven på igen, fik jeg ro i sindet ved at tage i byen med venner og veninder, og bare fyre de fedeste fester af, og drikke mig godt fuld, ikke fra sans og samling slet ikke. Men tilpas fuld så tankerne på Tim ikke var tilstede i de timer, men det var så ikke altid jeg kunne få lov at være i fred, midt på dansegulvet, i baren, eller på toilettet kunne stort set fremmede mennesker komme hen, hulkende og grædende og tog om mig, som om de var ramt af den største tragedie ever, det var så fordi de skulle af med deres sorg eller hvad man skal kalde det, over Tim.

Jeg kan huske hvordan de fortalte hvor hårdt det var for dem, at han nu var død, at de havde kendt ham så og så mange år, eller kendte en der kendte ham osv.
De spurgte ikke indtil mig fx. nej de skulle bare læsse af på mig, og hvad ligner det? Når jeg er ude med vennerne for at koble af og hygge mig, så har jeg da ikke brug for at folk kommer og omfavner mig og hulker mig ind i øret, og påstår de har det ih og åh så hårdt – så hold dog kæft!

Folk der ikke har stået i samme båd som jeg (eller hans familie) ved sgu ikke hvor ondt det gør, at miste sin kæreste (søn) på den måde! Det kan slet slet ikke sammenlignes med at fx. miste sin morfar, farfar,  eller onkel.
Alt tab gør ondt, bestemt, og vi sørger alle på forskellige måder, og takler tingene forskelligt.

Jeg har lidt en del i mit ellers korte liv, med svigt fra barns ben, mistede en datter da jeg var 17 år, overgreb, misbrug, et utal af flytninger, og kasten frem og tilbage, og en kæreste døde også for mig som 25 årig, ja jeg har været lidt igennem som barn og ung. Men jeg er her endnu, og al den modgang jeg har mødt, har blot gjort mig stærkere.

Og ja idag mindes jeg Tim med glæde, og snakker gerne om de ting vi oplevede sammen og hvad jeg ikke længere har, nu hvor han er væk.

Husk og lev livet, du ved ikke hvornår du ikke længere er her.

Mærkeligt modermærke

Ja jeg opdagede lidt inden jul, at et modermærke jeg har under venstre bryst havde ændret sig.
Det er fladet lidt ud, eller hvad man skal sige, og så er det blevet lysere, men har så fået små sorte prikker og andre underlige farver.

Hvis man ser billede 1, den “ring” yderst til venstre, det er kan man se den størrelse modermærket havde før.
Så er det ligesom “flydet” ud på den anden side. Og billede 2 er forstørret, hvor man kan se de prikker og farver ordenligt. Synes jo ikke selv det skal se sådan ud.

Var også ved lægen idag, han var nu ikke bekymret som sådan, fordi kræft i modermærker åbenbart “kun” er helt sorte (det er så bare ikke hvad google viser, både engelsk og dansk, viser modermærker med kræft i der minder om mit, ja og jeg ved godt google ikke er læge, men det er mange forskellige sider med de billeder på)

På mandag skal jeg så ind til lægen igen, og have fjernet dette modermærke under lokal bedøvelse, og så sendes den ind til undersøgelse. Han fjerner den egentlig ikke fordi han tror det er kræft, men mest fordi jeg ikke kan holde så godt øje med yderligere forander, fordi den sidder hvor den sidder.
Det er ikke let at se sig selv under brystet :D

Men krydser I læsere ikke lige fingre for, at mit modermærke bare er underligt, og der ikke er nogle kræftceller eller lign. i !!
Man bliver jo helt nervøs, når noget ændre sig, til noget ret så mærkeligt som det modermærke. Især når det har været mindre og helt almindeligt mørkebrunt engang.

moder2 moder3

Glæde over andres lykke

Min bedre halvdel og jeg er inviteret til bryllup sidst i august måned, af et dejligt vennepar. Bruden har jeg kendt i 18-19 år .. Vildt lige at regne efter, det er godt nok længe!

Jeg glæder mig rigtig meget til at fejre den specielle dag med dem, et bryllup er bare en fantastisk oplevelse, og når jeg tænker tilbage på mit eget bryllup, var det bestemt gæsterne der gjorde dagen helt uforglemmelig. Selvfølgelig er det at sige ja til døden os skiller også enormt stort, men at krydre det med en fantastisk fest efterfølgende, er bare prikken over iét :)

Her kan man se hvor fantasiske vores gæster var ;) de kravlede rundt nede på dansegulvet, sammen med os :D Ja det er så vores dygtige DJ der har sat sangen Tørfisk – VLTJ på (ved ikke om det kun er jyder der kender den?) Og der gør man jo forskellige ting imens der synges, og for helved det var fedt :D det er i øvrigt ikke let i brudekjole at kravle rundt nede på alle 4, men det lykkedes.
Mange gæster var med på dansen, og det glæder mig – for det er de små ting der bare gør en fest uforglemmelig!

Så nu ser jeg frem til at fejre mine to gode venner, sammen med min dejlige mand (og søn) og forhåbentlig gøre deres dag uforglemmelig, som vores eget bryllup.

1511-0913F-577

11 år siden

lys-jasminIgår kl. 17:14 var det 11 år siden min dødfødte datter Jasmin kom til verden.
Det er underligt at tænke på, hun fylder ikke meget i mit sind og tanker længere, 11 år er mange år. Men dagene op til er sådan lidt underlige, for jeg så tænker jeg tilbage på hvordan det hele skete, hvordan alle mine følelser og frustrationer var den eftermiddag for 11 år siden.

Jeg mangler hende til høj tider og specielle anledninger, hvor jeg tænker på hun “burde være med” men det er bare svært at forestille sig at hun skulle have været, for vi har jo aldrig mødt hende, eller kendt hende. Ud over da hun lå i min mave og sparkede.

Normalt er der ingen der rigtig husker hendes fødselsdag, ganske forståeligt! Men igår af en eller anden grund var der mange der skrev til mig på facebook, ved ikke om det var fordi en startede og jeg svarede tilbage, men uanset hvad var der en del søde beskeder på min væg, og de var alle rigtig dejlige at modtage!

Jeg tændte lys for hende her hjemme, og sendte hende en kærlig tanke bag skyerne blå.

De dejlige hilsner:
beskeder1

3 år siden

tim

Det er idag 3 år siden Tim drog her fra .. Det er virkelig mærkeligt at tænke på .. Tiden er gået stærkt, og alligevel langsomt, sorgarbejde tager tid. Sorgarbejdet blev en del lettere da Kenneth kom ind i mit liv, har dog stadig tidspunkter hvor jeg tænker tilbage på tiden der engang var. Jeg længes ikke efter det vi havde engang, for så ville jeg jo ikke være hvor jeg er idag. Det er svært at sætte ord på. Men har det godt idag, og har fået “Tim på plads på rette hylde” i mit hoved, og kan selv vælge at tage “minderne ned/ud” efter behov og lyst.

Er sikker på Tim har det godt hvor han end er, og han er glad for jeg er lykkelig.

Vi ses på den anden side, Dåsedun!

Bonus mor

Jeg er bonus mor til 3 herlige unger. Men det er ikke altid lige let – ærlig snak!
Her hjemme har jeg lige så meget at sige som Kenneth har omkring opdragelse, at de skal lave lektier, hvordan de skal sidde ved bordet osv. som Kenneth også har overfor Nadia.

Men noget af det der er svært er, at jeg aldrig bliver deres mor, heller ikke at jeg ønsker de skal kalde mig mor, de har kun en mor og sådan skal det også være. Min datter har også kun en far. Men jeg vil altid bare være fars kone/kæreste, om mange år vil de sikkert huske tilbage på livet hos os, forhåbentlig med glæde.
Men det er alligevel hårdt at være den evige 2´er, hvis man kan sige det.

Jeg er heller ikke med til forældre samtaler på skolen, og igen jeg mener også kun det er de biologiske forældre der skal deltage der. Men jeg ønsker jo inderligt også at hører ordret hvad der bliver sagt om mine bonus børn, og hvordan de klare sig i skolen, jeg er jo også en del af deres dagligdag og liv nu, og ønsker dem kun det bedste.
Jeg ved de er glade for mig, det er jeg ikke i tvivl om, men det er stadig svært at være fars kone/kæreste. Især fordi den store bonus pige og den store bonus dreng har de aldre de har, de kan jo godt huske at far og mor har været sammen, og boet sammen osv.

Og jeg tænker da også af og til på, om de mener jeg er skyld i de flyttede fra hinanden. Det er jeg så ikke skal jeg lige hurtig sige :)
Men skilsmisse børn håber altid på et mirakel, så mor og far finder sammen igen, har set det flere gange med min egen datter, og det har også været svært for hende med far og mor ikke er sammen længere, og med nye kærester, nye søskende osv.

Tør slet ikke tænke på at om 2 år skal min store bonus datter konfirmeres! Hvordan fanden skal den bordplan gå op? Skal vi sidde total forskudt, eller skal vi alle sidde ved et kæmpe bord, eller hvordan og vor ledes, jeg kan slet ikke lige se det for mig. Også fordi jeg ikke er specielt gode venner med bonus børnenes biologiske mor. Det er der flere grunde til, og er ret sikker på hun helst så sig fri for min deltagelse i konfirmationen, men den glæde skal hun ikke få :)

Det er skønt at være bonusmor, jeg elsker det. Men det er også hårdt for psyken.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...