Nu er jeg ikke selv gravid, og det er heller ikke noget der vil ske igen.
- men jeg kan selv huske hvor svært det var dengang man skulle finde et navn til sit ufødte barn. Da vi ventede Jasmin dengang tilbage i 2003, blev der trukket lod, det fik min daværende svigermor lov til. Så vidt jeg husker havde jeg valgt Julie og Signe. Bøgh havde valgt Jasmin og et eller andet pigenavn jeg ikke lige kan huske. Svigermor trak navnet Jasmin. Min dejlige afdøde datter var også en lille Jasmin, det var det helt rigtige navn hun fik, selvom det var med lodtrækning. Hverken Signe eller Julie var det rigtige til hende, hun var en lille smuk Jasmin. 

Derimod Nadia, ja jeg mener jeg ville have hun skulle hedde Sarah, men Bøgh fik mig overtalt til at hun skulle hedde Nadia, hvilket jeg heller ikke fortryder (men det kan man jo heller ikke nu, hehe) Min søster hedder Nadja med J .. Så hun er opkaldt efter min søster, og Bøgh fik igen sin vilje angående navnet til vores anden fødte

Pointen med dette indlæg er så, at jeg ikke forstår mange af de navne folk giver deres børn “den dag idag” …  Dette er MIN personlige mening, ingen pegen fingre af folk.
Men jeg forstår simpelthen ikke dem der kalder deres børn for dyrenavne i mine øre, Trille er et fuglenavn, Sille et kattenavn, og ærlig talt, så gad jeg ikke som 40 årig og skulle præsentere mig og så sige “ja mit navn er Trille” …
Men derimod ville jeg heller ikke syntes det var fedt som 5 årig at hedde Ole, eller Ib .. Det er ikke et navn man kan have når man er lille, men en ældre mand på 80 Ingeborg, og Grethe er heller ikke noget man kan hedde som 17 årig, haha …

Selvfølgelig vælger man ikke selv sit navn, men det gør ens forældre.. Derfor syntes jeg også man skal huske på hvilket navn man giver sine børn, rigtig mange børn i dag drilles også med deres navne, der var en pige i folkeskolen hun hed Mathilde, ja hun blev mathilde kakaoko!  Mathilde er dog et ganske almindeligt pigenavn..

Jeg er også af den støbning at jeg ikke vil have noget alle andre har, neden for er listen over top 10 for drenge og pigenavne i 2011

Pigenavne:

• Isabella
• Ida
• Anna
• Emma
• Mathilde
• Caroline
• Maja
• Freja
• Sofie
• Laura

• William
• Noah
• Lucas
• Victor
• Mikkel
• Magnus
• Frederik
• Mathias
• Oliver
• Emil

Det er rigtig søde navne imellem, men jeg vil af personlige årsager aldrig vælge et navn der stod så højt på listen, ligesom mine hunde, de hedder heller ikke noget alle andre hunde hedder.

Jeg er helt vild med William og Oliver, hvis jeg havde fået en dreng skulle han have heddet Lucas, men det hedder min fætter. Og det er så blevet moderne at hedde Lukas/Lucas nu..
Men selvom jeg er vild med navne William og Oliver, ville jeg aldrig kalde mit kommende barn det (selvom jeg ikke skal have flere børn) Så ville jeg finde et andet navn til mit kommende barn. Det er måske en mærkelig holdning, men sådan er jeg! Vil ikke have, eller opkalde noget som alle andre også har.
Jeg har stået så mange gange i legeland, sommerlande osv. hvor et utal af forældre kalder “Emma” “Emma” og “Mikkel” “Mikkel” .. Syntes bare “alle” børn hedder det samme

Hvad er jeres mening, og jer der har børn hvad hedder de? Og jer der ikke har nogle endnu, hvad har I af planer de skal hedde?

Vi kender det alle sammen, vi ser noget på en anden blog, og tænker ved os selv at det var da en pisse fed ide!
Man er måske en smugle misundelig over man ikke selv har fundet på den.

Jeg har fulgt med i blog verdenen i mange år, og har set et utal af flotte og kreative designs, sjove påfund med billeder, månedens citat og lign. ting, og påfund.
Men jeg har også set gang på gang at folk “nupser” idéer fra andre, og jeg syntes personligt det er i orden at få inspiration fra andres designs eller idéer, men direkte at stjæle (kopiere) et design, er usmageligt.
Det var jeg desværre udsat for, en hun kopierede mine designs fuldstændig, 2-3 dage efter jeg havde smidt nyt desgin på min blog, havde hun et nyt et også, til forveksling lignede det altid mit. Det gjorde mig så irriteret og sur, så sidder man der og bakser med et design flere timer, og nogle gange dage, for at lave noget, ikke alle andre har!
- og så kopiere en anden bare ens design fuldstændigt!

Desværre blev jeg forleden anklaget for at have “stjålet” en idé fra en anden blogger. Det var angående min udtrækning af vinderen i min give-away. Personen mente det var for dårligt jeg ikke gav credit for at låne hendes idé.. (og andre bloggere generelt)
Jeg valgte at få min hund til at trække en vinder, da min datter skulle have gjort det, men ikke var hjemme.
Men jeg kan så sige, at jeg har set ihvertfald 2 andre sider, der også bruger deres kæledyr til at trække en vinder ud, i en konkurrence, så må de også have stjålet den idé fra samme blogger eller?

Det er jo svært at sige, hvem der startede med en idé, for vi samler vel alle inspiration fra andre bloggere, og har set noget her, og noget der, og så får man pludselig en idé, man selv syntes er den bedste..
Men chancen for at en anden blogger allerede har taget idéen i brug for noget tid siden, er jo stor. For med alle de bloggere rundt omkring i Danmark, og bare i verden.
Vi lader os vel alle inspirere af hinanden? Eller er jeg helt forkert på den her?

Jeg elsker at se andres blogs, designs, og nye påfund med opskrifter, ugens billede, sjove billeder, osv. osv. osv.
Men jeg vil ikke mene jeg kopiere andre, jeg samler inspiration ja. Men ikke kopiere.
For jeg bryder mig ikke selv om andre kopiere direkte fra en, altså lave en tro kopi af noget man har lavet.

Hvordan kan vi vide os sikre på den nye idé man har fået, ikke allerede er set et andet sted, og man så bliver anklaget for at stjæle, og mangler at give credit, og hvem siger man læser med på den pågældende blog? Og hvordan skal man så vide at en anden blog også har fået samme idé, måske 14 dage før en selv, og så kopiere man pludseligt, eller?

Hvad mener I andre?

Jeg har en masse tanker en sen lørdag aften… Tror jeg vil prøve at sætte ord på dem, så hvis det er det rene volapyk, så beklager jeg.

Efter Tims død, er jeg begyndt at snakke mere med nogle, jeg ikke rigtig snakkede så meget med før, eller sås så ofte med.
Det er lidt mærkeligt at jeg efter hans død har fået nye venner, og bekendtskaber. Det er svært for mig at sætte ord på!

Der er også nogle (såkaldte) “venner” jeg  har sorteret fra, jeg gider simpelthen ikke at de kun syntes jeg og hele episoden om ulykken var spændende de første 2-4 uger, og nu … Ja der hører jeg aldrig fra dem, altså… Var det kun spændende i starten, at få alle de saftige detaljer om hvordan jeg gik og havde det, så de havde noget at fortælle andre, fordi de skulle forestille at være ihhhh og åhhh så tæt på mig og mine følelser? Og kunne snakke med om hvad der skete i mit og resten af Tims families liv. Det er svinsk!

Jeg kan huske, at alle fortalte, at jeg endelig skulle ringe, hvis jeg havde brug for deres hjælp eller selskab, men det har jeg bare ikke overskud til. Det var rarest, at de bare kom, eller sendte en buket blomster. Mange ved nok heller ikke hvad de skal sige, eller hvordan man opfører sig, og derfor holder sig væk, og nærmest ånder lettet op, når dagen er gået og man ikke har kontaktet dem.

Det jeg hører ofte fra folk, er at de siger jeg er utrolig stærk, først har jeg lagt en datter i graven, 7 ½ år forinden, og så min kæreste..
De fortæller mig altid at de simpelthen ikke forstår hvordan jeg bære mig ad med at være så stærk. Ærlig talt, så kan jeg slet ikke huske hvordan det er at leve, uden sorg.

For himmelens skyld, jeg var 17 år, da jeg fødte og begravede Jasmin, jeg var en teenager, og dum og naiv på mange punkter. Men sorgen over min døde datter, gjorde mig stærkere, og jeg fik mere mod på livet, fordi jeg fandt ud af hvor skrøbeligt livet er. Jeg havde endelig, omkring sidste år, fået lagt låg på sorgen om min datter. Det havde jeg det godt med!

Jeg var blevet lykkelig, og var glad for livet. Tim var en af grundene til jeg fik lagt låg på, fordi jeg nu havde en lysere fremtid i møde, med ham, Nadia og hans lille datter Lærke.
Tror slet ikke han vidste hvor meget han betød i mit liv, sådan rent mentalt.

Han fik mig til at indse en masse ting, og jeg husker dem stadig den dag i dag. Jeg husker på hvad han fortalte mig, og hvad han lærte mig.
Og jeg prøver at være stærk nu, selvom det ikke er let, og jeg ikke ved hvordan man er stærk?!?!? ..
Hvis jeg vidste alt det her ville ske, ville jeg ikke have undværet ham i mit liv, overhovedet ikke.

Vi var barndomskærester, og jeg kan huske engang var en veninde og jeg hjemme hos ham, efter skole. Vi spillede på hans Nintendo (så vidt jeg husker, ihvertfald en elleranden spilleconsol) Men jeg måtte ikke spille, før jeg sagde ja til at være kærester med ham.. Den dag i dag kan jeg se tilbage på det, og grine.
Til de nysgerrige, jeg sagde ja til at vi skulle være kærester..

Alle de søde kærestebreve jeg fik af ham i folkeskolen, dem priser jeg mig lykkelig for at jeg har beholdt. Samt de 2 stykker papir jeg har hængende på mit køleskab han gav mig sidste sommer. De skal pakkes ned, sammen med alle de andre ting jeg har om ham, når jeg er klar til det, og så skal de i en bankboks i banken, så jeg er sikker på de aldrig vil gå tabt. De minder jeg har tilbage nu, som jeg kan holde fysisk i mine hænder, vil jeg for alt i verden ikke miste.
Dem i mit hoved, kan jeg aldrig miste, han er en så stor del af mig, og det skræmmer mig faktisk hvor meget han betød i mit liv. Jeg har aldrig været så lykkelig før som jeg var med ham, vi var kvalmende lykkelige, som man ser i film.
Han friede mange gange til mig i løbet af det år vi var sammen, men jeg sagde altid nej, fordi han altid fjollede når han gjorde det, men inderst inde vidste både ham og jeg, at det skulle være os to, og jeg vidste han ville fri til mig, rigtigt. På et tidspunkt.

Han havde så mange planer for vores liv sammen, det gør så ondt at tænke på alle de ting han glædede sig til, nu aldrig bliver til noget. Han var glad, han var glad den dag han tog på arbejde, og jeg er sikker på han også var glad imens han passede sit arbejde, for han var glad for det. Han var stolt over at være havnearbejder.
Hvis jeg havde vidst at det ville koste ham livet at tage på arbejde den lørdag aften/nat.. Så havde jeg tvunget ham med til den fest jeg sad ved, den lørdag.. Nogle gange tænker jeg på, hvis jeg dog bare kunne skrue tiden tilbage, og forhindre denne forfærdelige ulykke i at ske, så Tim idag havde levet, og også hans kollega Freddy.

Men det ville vi alle have gjort ikke? Hvis man kunne ændre noget så smertefuldt og meningsløst, ville man så ikke gå tilbage og ændre det, hvis det var muligt?

Jeg ved ærlig talt ikke hvad en stærk person består af, for jeg føler bestemt ikke jeg er stærk. Jeg sidder stadig hver aften og mangler ham ved min side, jeg græder mig stadig i søvn, hulker noget så grusomt når jeg besøger ham på kirkegården, og tænker på ham hver eneste dag, mange mange mange gange om dagen.
Jeg har lært at leve med min datter døde, og jeg måtte begrave hende, og jeg vil også lære at leve med at jeg har begravet endnu en der stod mit hjerte meget nært, nemlig min dejlige Tim.

Jeg skrev forleden på twitter, at når jeg er ked af det, og farer forvildet rundt i lejligheden, kan jeg dufte Tims parfume og hans duft! Det er rigtig skummelt faktisk, men på et eller andet plan så tror jeg måske det er indbildning, for hvorfor skulle hans duft pludselig være der når jeg græder og traver rummene tynde fordi jeg bare skal af med “min energi” ..
Jeg har aldrig været en der tror sådan rigtig på at man kan vende tilbage som spøgelse, og besøge sine kære. Det ville nu være skønt, hvis han kunne komme og holde om mig når jeg har brug for det, og tørre mine tårer væk fra mine kinder, som løber frit nu..
- Men jeg tror på at der er mere mellem himmel og jord, og at vi alle ses med vore kære på “den anden side” når vi dør.

Nadia fortalte mig forleden at nu havde vi mange vi skulle besøge på kirkegården, storesøster og onkel Gustav det ene sted og Tim et andet sted. Det har hun jo så meget ret i ..
Over det seneste år har jeg ikke besøgt min afdøde datters grav ret ofte, det har jeg haft det fint med, og har ikke været tynget af dårlig samvittighed som før i tiden.
Det er også li’ som at Jasmins grav ikke længere, er så vigtigt for mig som Tims er. Det hele er selvfølgelig meget nyt med Tim og det er alligevel 8 år (til september) Jasmin døde, så der er jeg også en del længere i sorgprocessen.

I tirsdags var jeg hos Tim der satte jeg mig på bænken i hans lille have med de smukke bukette rundt omkring mig, og græd som pisket, var lige blevet færdig med en spinning time, men ved udstrækningen blev der spillet Bruno mars – Just the way you are. Den sang “gav” Tim til mig. Og det var lige nok til at få mit bægre til at briste, så jeg græd og jeg græd på kirkegården – har jeg ikke gjort før nu. Hvis man ikke tæller begravelsen med.
I dag var jeg så hos Jasmin for at fjerne ukrudt og udtørrede blomster jeg gav hende sidst jeg var der. Når jeg er der finder jeg ro i forbindelse med min datters død, føler jeg er lidt tættere på hende når jeg er på kirkegården, – det er faktisk lidt svært at forklare, men har mere ro i sindet hvad angår sorgen til min datter når jeg er på kirkegården og besøger hende, men med Tims gravsted er det noget helt andet, det er som om jeg bliver slået med en hammer lige i hovedet hver gang jeg er der, fordi det er så virkeligt at stå der ude, og se han rent faktisk er død!

Jeg har en masse tanker der flyver rundt i hovedet på mig, og nogle af dem er der bare konstant, hele tiden.
Rigtig mange spørger mig om jeg bliver boende ude i huset, og ja det gør jeg. Og ja jeg har det godt med at være der, jeg ville slet ikke have samvittighed til at flytte (flygte) fra det hele, nu hvor især Tim brugte så mange kræfter på at få det hele gjort klar til vi kunne flytte ind. Jeg tror han ville være ked af, hvis jeg “bare” smed håndklædet i ringen og flyttede fra huset.
Stort set alle hans ting, tøj, sko og andre egendele – det har hans mor hentet. Så jeg har egentlig “kun” hans hund tilbage, Luca. (Ikke med min gode vilje hun har fået alle hans ting )
Og så hans parfume, og barbergrej .. Ja og så de løbesko jeg gav ham i fødseldags gave i januar da han blev 25 år, dem fik han brugt i knap 3 mdr. Det er det eneste jeg har tilbage!

Det er stadigvæk ikke gået op for mig han ikke kommer tilbage igen, jeg ved godt han er død. Men min hjerne forstår det simpelthen ikke, jeg fortår simpelthen ikke at jeg aldrig mere skal se ham, kysse ham eller ligge i ske med ham i min nu meget store tomme dobbeltseng…
Jeg har ladet mig fortælle af min kære faster som mistede sin mand for nogle år tilbage kun et par og 50 år blev han, at man i de første lange stykke tid, bor i en osteklokke og er “beskyttet” fra sorgen, og der bliver så gradvist lukket lidt op, for omverdenen og “det virkelige liv”..  Så man på den måde, beskyttet sig selv, for at kunne klare det hele, og ikke gå psykisk ned. Det passer meget godt på mig, for jeg er hverken rigtig ked af det, eller glad, det er så mærkeligt, nogle dage er selvfølgelig også bedre end andre, men for fanden hvor sorgen også henter ind på mig nogle dage, og så er der dømt tårer i litervis, og en utrolig smerte og angst.

Angsten er næsten den værste.. Den fik jeg SÅ meget at mærke på sygehuset, da vi søndag eftermiddag d. 3 april..  14-15 timer inden han dør, for afvide at Tim er svært hjerneskadet, og at han med 99 % chance HVIS han overlevede ville ligge og være en grøntsag resten af sine dage! Der lige i de minutter, gik der så meget panik i mig at jeg fik et angst-anfald, jeg har aldrig i mit liv prøvet noget lign, hvor var det dog en ubeskrivelig ulækker følelse at sidde der og tudbrøle, være ved at blive kvalt i sit eget snot, samtidig med at man hyblerventilere, gisper og hiver efter vejret.!!! Jeg rystede og var så bange, jeg gik mildest talt i panik!
Det gik op for mig, at jeg aldrig mere skulle se ham smile til mig, holde min hånd, eller høre hans stemme igen. Det var så hårdt! – Det kan slet ikke beskrives.

Men der er snart gået 1 måned siden han døde, det er slet ikke til at fatte. Det længste jeg har undværet ham er 12 dage (hvor han var i Italien sommeren 2010), vi kunne ikke undvære hinanden mere end et par dage ad gangen. Og nu er jeg så dømt til at undvære ham, resten af mit liv!

Noget af det der gør mest ondt ved alt det her er, at han var 25 år .. Han havde så mange ting han stadigvæk skulle nå at opleve, og så mange ting han stadig skulle prøve kræfter med. Alt det han nu går glip af, det piner mig. For han var slet ikke færdig med at leve sit liv.

Sov sødt min elskede Tim .. <3
Du er i mine tanker, hver dag! Jeg længes sådan efter dig.

En ting er at voksne mennesker skal mærke smerten og angsten ved at en der står en nær dør. Men noget andet er fandme at det “går ud over” børnene.
Nadia reagere efterhånden ret voldsomt på Tims død, hun har en kort lunte, og der skal ikke meget til før hun giver op, og råber, skriger og til sidst græder. Hun er omklamrende overfor mig, og det er hun normalt aldrig. Hun har aldrig rigtig været et barn der vil nusse og putte i sofaen, men efter hans død, har det ændret sig.
Skal have en børnepsykolog tilknyttet hende efter påske når det hele er lidt mere roligt. Det tror jeg vil gavne hende, hun har så meget død i sit lille liv, hendes onkel døde for nogle år tilbage, hendes oldefar døde også for nogle år siden, nu Tim. Ja og Jasmin hendes storesøster oplevede hun ikke dø, men hende snakker hun meget om også.
Syntes ikke det er fair at det skal “gå ud over” børn. Tims datter Lærke hun forstår heldigvis ikke så meget, hvis man kan sige det. Hun tror stadigvæk hendes far kommer og henter hende og de skal lege sammen. Åh altså…
Kærlighed er godt, men for fanden hvor gør den også ondt!

Det hvide hjerte er fra kistens fodende, og der står Sov sødt – Lærke og Nadia
Den lyserøde lå som det første “bag” kisten i kirken, den er fra hans datter Lærke, og der står Far på båndet.