Av mit sind

Jeg har jo tavshedspligt, så kan ikke fortælle så meget i detaljer.
Men vi har en patient på min afdeling der er meget syg, og meget dårlig. H*n har haft besøg igår og idag af sin nærmeste familie da det ikke ser så godt ud.
Jeg kunne bare mærke hvordan det skar i mit ar i mit hjerte, da jeg så på datteren da h*n sagde at h*n bare ville dø, og ikke være her mere.

Selvom det snart er 6 år siden jeg sad på intensiv afdelingen ved Tims side, og ikke vidste om han skulle leve eller dø, så skar det i mit ar, at se datteren blive så ked af det efter den besked. Også selvom det slet ikke kan sammenlignes, altså forløbne. Men uvisheden den kan jeg huske, angsten og frygten for at miste!
Det var lige før jeg selv måtte græde, men tog lige min professionelle kappe på, selvom jeg godt ved at være nærværende og medfølende også har noget at gøre med mit fag, og at være professionel, men det var ikke på sin plads at jeg skulle vise den side af mig.

Jeg kan mærke at jeg skal arbejde med mig selv, omkring det her med sorg fra de pårørende, og fra patienterne naturligvis også. Jeg havde ikke troet at det ville påvirke mig, men det gør det, ihvertfald lige i de her dage.
Men jeg tror med tiden i min praktik lære at tøjre det, og det bliver også dejligt at arbejde med mig selv personligt, og ikke kun fagligt.

Praktikken går ellers rigtig godt ;) jeg har fået ansvar allerede, og føler jeg er med i teamet.

Fejre man fødselsdag i himlen?

Idag er det Tim’s 31 års fødseldag.
Og jeg har været på kirkegården, lige efter skole.

Jeg har ikke været der, ja siden april sidste år hvor det var dødsdag. Jeg ved nogle mener jeg skal komme videre, og er jeg ikke det? Hvordan kan de vide jeg ikke er?
Lever de mit liv?
Jeg er da trods alt gift med min dejlige Kenneth, og har fået skønne Tobias.

Jeg er kommet videre, og jeg har det godt, hvor jeg er i mit liv. Men derfor har jeg da stadig behov og brug for nogle gange at tage et smut forbi kirkegården, og sætte en lille blomst, eller tænde et lys.

Idag fik jeg også snakket lidt “med” ham, fortalte ham hvordan jeg går og har det, og hvad der kommer til at se det næste stykke tid. Fortalte ham at jeg savner ham, eller det er jo nok ikke ham jeg savner, men det vi havde sammen, det samme som jeg ikke længere elsker ham, for min kærlighed blev jo ikke længere gengæld efter han var død, hvilket jo er ret logisk, og langsomt så døde den “kæreste” kærlighed jeg havde til ham, men jeg elsker stadig de minder jeg fik med ham, og de oplevelser og ting vi var igennem.

Men om ikke andet, så var jeg forbi idag, han kunne trods alt være fyldt 31 år idag.

Tiden læger alle sår …

Eller gør den?
Denne opdatering poppede op her over midnat, en status besked jeg skrev på facebook en nat i juli for præcis 5 år siden.intetlys

Der er sket så ubeskrivelig meget på de sidste 5 år. Jeg er blevet gift, jeg er atter engang blevet mor. Men 5 år og 3 måneder siden (+ det løse) fik jeg også atter engang revet mit hjerte itu, og atter engang efterladt med store blødende sår i mit indre..

Jeg husker det stadig tydeligt, minutterne inden Tim døde, hans hjerte blev svagere og svagere, og kl. 07:15 mandag morgen erklæres han død.

16

Det var forfærdeligt!, Skrækkeligt, ubæreligt og ikke mindst umenneskeligt!
Nogen gange tænker jeg over hvor meget modgang jeg skal have igennem mit liv? Jeg synes fandme jeg har taget min tørn, både med en elendig opvækst, takket være min biologiske mor, mange mange svigt igennem årene, jeg mistede min ufødte datter, jeg mistede kort efter også et foster, ja og da jeg så var lykkelig en del år senere, ja så braste lykken igen, og jeg mistede atter engang, denne gang en kæreste.

Når jeg tænker tilbage på alt det forbandet lort jeg har været igennem, med mange svigt, både fra det offentlige, men også familie og venner, og mine 2 store sorger, så er jeg sgu alligevel stolt over at jeg er kommet ud på den anden side. Selvom jeg nogen gange slet ikke forstår hvordan?

Jeg ved det hjælper at sætte ord på hvad jeg føler, og det hjalp rigtig meget da jeg mistede Jasmin i 2003, hvor jeg havde en hjemmeside til hende, hvor jeg havde skrevet alt ned, fra dagene op til, hendes død, fødslen, begravelsen mv. (den findes ikke længere)

Det med Tim, var en anden form for sorg (man kan og skal ikke sammenligne de to forskellige sorger), og jeg har brugt bloggen her til mange af mine tanker, som I faste læsere nok ved. Og tak for alle kommentarene igennem årene.
Jeg har fundet en fantastisk mand, min Kenneth. Han kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt, og han var tålmodig og sød, og det bar jo frugt at give mig plads, tid og kærlighed. Jeg ville ikke være uden ham idag.
Jeg er bare ked af at han ikke rigtig længere vil lytte når jeg har noget at fortælle omkring min sorg over Tim, jeg ved at han ikke er glad for at hører om de gode minder vi havde sammen, Tim og jeg. Jeg kan se det på ham, det er så tydeligt, selvom han prøver, så er det tydeligt for mig, at det er ikke noget han vil hører.
Og jeg er jo glad for de minder jeg har med Tim at se tilbage på, og jeg tror desværre min kære mand misforstår det lidt når jeg fortæller om nogle af de ting. Jeg er jo evig taknemmelig for det liv jeg har nu, som kone og mor til mine to dejlige børn. Men derfor har jeg stadig brug for engang imellem at fortælle om ting, både dårligt men også de gode minder.

33

Minderne lever jo stadig, og jeg har et minde for ham tatoveret på min ryg, og han vil jo altid være en del af mit liv, som det var engang. Jeg kan heller ikke sige hvad der gør det, men nogle dage der tænker jeg tilbage på nogle mærkelige ting, og det er omkring alt i mit liv, og nogle af gange vandre tankerne og Tim er der pludselig.
Når mine tanker vandre og lander på ham, er det jo ikke fordi jeg ser ham som min kæreste længere, nej .. Men han var en stor del af mit liv dengang, vi var lige flyttet sammen, og havde sovet ude i vores lejede hus i ganske få dage, før han døde. Det var en ordenlig mavepuster, men jeg har igen også lært noget nyt omkring mig selv.

At man acceptere sorgen skal have plads, tid og ikke mindst mange liter tårer, så tror jeg at man kommer langt. Jeg kan slet ikke huske hvor mange gange jeg har grædt, skreget ind i en pude, og drukket mig en ordenlig pind i øret, og set tøsefilm og hylet endnu mere, og så gå i seng for igen at græde, over at ligge alene i en stor dobbeltseng…

Sorg tager tid, og ja det læger alle sår. Men sårene efterlader ar, og de vil altid være der.

Tak til Facebook

FBminderSynes’ det er helt vildt skønt at Facebook har lavet den mulighed, så man kan se sine minder fra den pågældende dag :)

Rigtig mange dage er der billeder af min skønne Morgan, fra stævner, på gåture, eller hygge med ungerne mv.
Det stikker stadig lidt i mit hjerte når jeg ser billederne, og tænker tilbage. Men samtidig gør minderne mig også glad, for han var jo en fantastisk hund i de 5 år jeg havde ham. Desværre blev det kun til 5 år, men det var nogle gode år, og han var en helt ubeskrivelig herlig dreng. Man skal lede længe efter en så godmodig og livsglad hund som ham.

Tak Facebook!

1 måned er gået

1 måned er gået, og jeg savner ham stadig helt ubeskrivelig meget. Min happy dog Morgan.. Suk

morganas1

Jeg tænker stadig på da vi fik afvide hvor syg han var, og da han blev revet fra os på én og samme dag.
Det hele kom som et stort chok, og angsten, skyldfølelsen, panikken og kærligheden strømmede ind over os, det var så meget at rumme på så kort tid, og pludselig var han væk…

Vi mangler ham alle sammen, især Nadia min datter mangler ham. Hun har også “haft” ham siden han var 8 uger, det har bonus ungerne ikke. Jeg forstår ikke en så fantastisk hund skulle her fra, på sådan en måde. Men heldigvis har han ingen smerter, der hvor han er nu.. Og jeg håber jeg får ham at se igen, på den anden side.

Minde tatoveringen er helet op, og er så tilfreds med den. Det er en ren skygge tatovering, og resultatet er blevet rigtig godt. Det er en kombination af mange af de fodaftryk vi havde, og sat sammen til en.

Så er han kommet hjem igen

Endelig er Morgan hjemme igen, desværre i en urne.
Det gør stadig utrolig ondt, og kan stadig ikke forstå han ikke længere er her.

Men det har også sat et punktum at få ham hjem i urnen, lige som når man er til begravelse. Det er som om det lige er det sidste der skal “til” … Jeg er super glad for at vi har fået ham kremeret, og han nu er “her” sammen med os. Men det har også været super hårdt at hente ham idag, for det var sidste sted jeg så ham.

Nu står han blandt hans pokaler vi har vundet sammen, 2 to brændende lys, hans billede med en hårlok, samt en kæde hvor der står Morgan på, som den største bonus dreng har lavet.
Nadia har også lavet en super fin tegning med noget tekst, den står lige ved siden af hylden, den kan ikke være der, desværre.

urne1

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...