Kirkegården(e)

Nadia fortalte mig forleden at nu havde vi mange vi skulle besøge på kirkegården, storesøster og onkel Gustav det ene sted og Tim et andet sted. Det har hun jo så meget ret i ..
Over det seneste år har jeg ikke besøgt min afdøde datters grav ret ofte, det har jeg haft det fint med, og har ikke været tynget af dårlig samvittighed som før i tiden.
Det er også li’ som at Jasmins grav ikke længere, er så vigtigt for mig som Tims er. Det hele er selvfølgelig meget nyt med Tim og det er alligevel 8 år (til september) Jasmin døde, så der er jeg også en del længere i sorgprocessen.

I tirsdags var jeg hos Tim der satte jeg mig på bænken i hans lille have med de smukke bukette rundt omkring mig, og græd som pisket, var lige blevet færdig med en spinning time, men ved udstrækningen blev der spillet Bruno mars – Just the way you are. Den sang “gav” Tim til mig. Og det var lige nok til at få mit bægre til at briste, så jeg græd og jeg græd på kirkegården – har jeg ikke gjort før nu. Hvis man ikke tæller begravelsen med.
I dag var jeg så hos Jasmin for at fjerne ukrudt og udtørrede blomster jeg gav hende sidst jeg var der. Når jeg er der finder jeg ro i forbindelse med min datters død, føler jeg er lidt tættere på hende når jeg er på kirkegården, – det er faktisk lidt svært at forklare, men har mere ro i sindet hvad angår sorgen til min datter når jeg er på kirkegården og besøger hende, men med Tims gravsted er det noget helt andet, det er som om jeg bliver slået med en hammer lige i hovedet hver gang jeg er der, fordi det er så virkeligt at stå der ude, og se han rent faktisk er død!

Hun gør det hele lidt lettere

Min dejlige Nadia. Hun gør det hele lidt lettere for mig. Hun får mig til at smile, grine og tænke på noget andet. Det er dejlig befriende! Jeg har taget mig selv flere gange i at tænke på Tim i alle mulige afskygninger og tidspunkter på dagen, og i forskellige forbindelser, men det der mest skræmmer mig pt. er at når jeg “opdager” han igen er i mine tanker, skynder jeg mig at tænke på noget andet, fordi det gør så ondt inden i at tænke på ham, og det er ubevidst nok hvert kvarter han “popper op”.. Når jeg kører forbi et sted hvor vi havde en sjov samtale, når jeg kører forbi havnen, dyreskue-pladsen og lign. alle steder i byen minder mig jo om ham, på den ene eller den anden måde. For byen her, var jo her vi mødtes for alle første gang den gang i 5. klasse i folkeskolen, her det hele startede, og her det hele sluttede.

Min faster der mistede sin mand for nogle år siden, fortalte mig forleden at efter noget tid vil kærligheden til Tim som kæreste forsvinde, og mere blive på et venneplan, end som kæreste. For jeg får jo slet ingen kærlighed retur af ham nu. Den tanke skræmte mig utrolig meget, men det tror jeg er rigtig. For allerede nu føler jeg at han er mere fjern, eller nej .. Det kan ikke forklares, jeg elsker ham stadig over alt på jorden, men jeg er også begyndt at indse at min kærlighed til ham vil visne med tiden, som kæreste! Men som min store kærlighed og bedste ven, vil den jo altid være der. Vil altid elske ham, bare ikke på samme måde. Gir’  alt det her mening!?

Jeg ved jo at en gang vil jeg få en ny kæreste, og om 5 år, vil Tim være en kæreste jeg en gang havde! Vores liv går videre, det gør mit også. Jeg ved også han ikke ville have jeg skulle sidde og græde snot over ham resten af mine dage. (selvom det nu hjælper at græde) Men jeg har bare dårlig samvittighed over at skulle leve videre uden ham, at jeg skal have en ny kæreste, hvordan kan jeg det, han har jo ikke forladt mig for en anden, eller fordi det ikke gik – vi var lykkelige sammen! <3 åh gud ja hvor var vi lykkelige! Kvalmende lykkelige som man ser på film..
I de 14 mdr. vi var sammen havde vi 1 mindre skænderi, ellers har vi aldrig skændtes, kun diskuteret 2-3 minutter, og så var alt glemt, vi var så gode til hinanden, som skabt for hinanden.
Det gir’  mig kvalme at en anden mand skal røre ved mig “på den måde” Og jeg ville helt klart føle jeg var ham utro. Uanset om det er næste måned jeg er intim med en anden mand, eller om et halvt år. Jeg har snakket med både med min faster, men også min veninde som mistede sin kæreste ved en overdosis for nogle år siden. – Uanset hvor længe der går, vil man altid føle man er utro, ihvertfald de første par gange.

Nå, …
Ville bare lige ud med en masse “lort” det hjælper, hvor er det dejligt jeg ved i lytter (læser med).. Tusind tak for alle jeres svar de sidste par uger, det varmer virkelig, men har ikke overskud til at svare hver og en af jer, så et stort tak til jer alle.. TAK!

1 måned siden

Det er i dag en hel måned siden Tim døde, den mandag morgen kl 07:15 gik mit hjerte i stå nogle sekunder da Tim’s hjerte havde valgt at give efter for presset. Den ubeskrivelige smerte er der stadig, hele tiden.
Men jeg er begyndt at kunne “leve normalt” igen, hvis man kan sige det. Dog er der stadig ting jeg halter bag efter, jeg er endnu ikke startet på arbejde – hvilket er noget alle spørger mig om! “Er du startet på arbejde?!” Nej det er jeg ikke, for godt nok kan jeg drikke mig hammer lam i byen, spille computer, se fjernsyn, lave mad og shoppe! Men det at tage et ansvar som jeg skal på arbejdet – det kan jeg slet ikke overskue. Det gir’  mig stress at tænke på jeg skal lave noget, altså hvor jeg skal tænke, og hvis der er fejl i det, så går jeg da helt ned med flaget. Dog regner jeg med at starte op på arbejde her på mandag d. 9 maj .. Men nu ser vi lige hvordan jeg har det søndag aften. Måske man også bare skulle “tvinge” sig selv på arbejde, bare nogle timer.

Jeg er så træt af at alle jeg ikke ser så ofte spørger “nåååh hvordan går det/hvordan har du det?” … Ja det var sgu et godt spørgsmål, hvordan ville du selv have det …………………..
Hvis du stod alene tilbage med en kæmpe lejlighed, fælles regninger, fælles projekter, og en kæmpe sorg der ikke lige pt. har tænkt sig at forsvinde. Hvordan ville du have det?! Ad helveds til, sådan okay, eller fint … ???
Jeg svare dem blot – “det ved jeg egentlig ikke”
Jeg er træt af spørgsmålet, SÅ træt at det næsten kvæler mig… Rigtig mange af dem der spørger, er nogle jeg aldrig før har snakket med, sådan på dette plan – Det irretere mig at folk ansøger mig på facebook og udspørger mig om ting når de støder ind i mig på gaden, for jeg ved de kun vil have stillet deres nysgerrighed, og når emnet så kommer, kan de jo fortælle andre at Belinda hun bla bla bla, Belinda hun har det så hårdt bla bla bla .. Jeg brækker mig!!

P.s billedet øverst, er af mig – min søster og min lille niece på 2 år.
Det er taget til min lillebros konfirmation for 14 dage siden. <3
oO(Et billede der for mig til at smile..)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...