Når steder, vækker minder

Ja de fleste der har læst med på min blog igennem længere tid, kender jo til Tim, og hans død.

På mit praktiksted hvor jeg er nulige i forbindelse med min uddannelse, er der super god udsigt over det meste af Aabenraa, flot nybyggeri, med lækre lokaler og faciliteter.

Den ene side har så udsigt over havnen i Aabenraa, det er ikke altid jeg som sådan tænker over havnen, men nogle dage kommer det snigende i min underbevidsthed, at lige der omkring den gule kran, ikke mange meter fra den, at Tim mistede livet på det kulskib.
Redderne fik ham jo så genoplivet, og vi fik sagt farvel til ham på sygehuset, men han lå i respirator, så der var ingen kontakt.

Det gør ondt, sådan oprigtigt ondt at han døde. Ikke sådan forstået at jeg ikke har ham længere, det er også hårdt nok. Men det jeg mener er, at alt det han går glip af..
Han døde 25 år gammel, nåede ikke at blive gift, får ikke set sin datter blive konfirmeret, gift, eller få lov at blive morfar..
Det gør da ondt at vide, at alle de glæder “vi” andre oplever, og nogle nok også tager forgivet, kan han ikke længere opleve.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor panisk han måtte have været de sidste minutter, måske sekunder? af hans liv, inden han dratter om af iltmangel på bunden af det kulskib.
Jeg fik afvide dengang at de har hørt ham kalde over radioen omkring noget med noget luft, eller ilt, men har ikke kunne forstå hvad han sagde.
Det har jo været et råb om hjælp, og den kom også. Desværre bare for sent.

Hjælpen kom, men der skulle mange ting til, før der kunne komme hjælp ned på bunden af kulskibet, for at redningsmandskabet ikke også ville få iltmangel, så der menes at Tim har lagt uden ilt i ca. 20 minutter. Hvilket også er ufattelig længe, og seriøst vildt at tænke på, at de fik gang i hans hjerte igen, desværre er man hjernedød efter 20 minutter uden ilt, det sagde lægen ihvertfald til os.

Men jeg er da idag taknemmelig for at vi havde lidt over et døgn med ham på intensiv, hvor vi fik mulighed for at sige farvel, holde om ham, kysse ham, og fortælle ham hvor meget vi elskede ham. Jeg kan tydeligt huske hvor kold han var, de var ved at fryse ham ned til 32 grader, i håb om det kunne lindre trykket i hans hjerne.
32 grader “varmt” lyder måske af meget, men en 32 grader “varm” menneskehud er ikke varm, den er kold når den er 32 grader, meget kold.

Jeg ser ofte på havnen når jeg kører igennem Aabenraa, og ofte er det tankerne omkring at hans liv ebbede ud der på havnen, sådan for alvor, det var jo ikke den Tim vi kendte, vi havde på sygehuset.

Jeg tror aldrig jeg vil få et andet syn, på Aabenraa havn igen.

Efteråret er kommet

Idag var jeg et smut på kirkegården, med en fin efterårs kurv til Tims gravsted.
De har lige klippet hæk, så graven er ikke ret pæn med alt det afklippede der ligger, men det forsvinder jo heldigvis igen.

Synes den pynter rigtig godt, og passer godt til det røde lille træ også.

Endnu et år er gået

Endnu et år er gået, og det er nu 14 år siden jeg fødte den dejligste lille pige. Desværre trak hun ikke vejret da hun kom til verden.

Tiden læger alle sorg sir’ de, og det er sandheden. Jeg vil sige det første år er bestemt det værste, og man skal få “alt” på plads inde i hovedet, og man skal græde, skrige, hulke og være på randen til at blive sindsyg, fordi man ikke magter noget længere.

Jeg er blevet stærkere af at have været den sorg igennem, det at miste et barn, er ubeskrivelig smertefuldt, og ingen forældre burde opleve det.
Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker i forbindelse med Jasmins død, og dem ville jeg ikke have mødt, hvis ikke hun var død.

Ingen har husket hende idag, men jeg har – jeg har tændt 2 lys for hende på kommoden, og sendt hende mange varme tanker i løbet af dagen. Jeg ved ikke hvorfor jeg har haft det sådan her i år, det kommer sådan i perioder sorgen, som en rutschebane, sorgen kører op og ned, alt efter hvad den synes, og “vi” kan bare følge bag efter, der er intet valg.

Sov sødt Jasmin, du lever i mit hjerte.
– jeg mangler dig hver dag i mit liv, men vi ses på den anden side, når min tid kommer.

At kunne se sig selv som hovedpersonen i en film

Har I set filme P.S I love you?
Det er næsten som at se mig være Holly i den film, hun mister sin mand til en hjerne tumor – de ting hun går igennem, kan jeg så meget se mig  selv i.

Blandt andet render hun rundt i hans tøj, hører musik der minder hende om ham, snakker til ham, oprydning og almindelig soignering er total ligegyldigt, hun isolere sig – hendes mor mener ikke det er godt for hende det hun har gang i.
Alle de “kloge hoveder” der hele tiden kommer med råd, som de ikke ved en skid om.

Blandet andet sammenligner hendes mor, hendes tab over at hendes mand (Holly’s far) skred fra hende, med det tab Holly har, efter hendes mand døde. Hvilket Holly slet ikke forstår!
– sådanne idiotiske bemærkninger fik jeg også, om da deres onkel døde, eller farfar osv. det er slet ikke det samme.
Jeg har også mistet en farfar, en morfar – og det kan slet ikke sammenlignes. For det første er det ikke samme kærlighed man har til sin farfar/morfar/onkel som den kærlighed man har til sin ægtefælle.

Uden at skulle afsløre for meget af filmen, så ser man jo hvordan Holly får breve fra sin afdøde mand, som han har arrangeret inden han døde.

Jeg tænker man altid kan identificere sig med en hovedperson i de film man ser, men jeg synes bare denne film er noget så skræmmende rigtigt.
Og heldigvis ved mange ikke hvad det vil sige at miste en så nær som jeg har – men hvis man ser den film, så vil man se meget af det man går igennem efter sådan et tab, og at man også kommer ud godt på “den anden side”

Holly’s veninder skal fx. også giftes, og have barn, og hun står tomhændet og har svært ved at rumme deres glæder, for hun føler ikke hun har noget.
De samme følelser havde jeg også – man føler at ens liv er gået i stå, og verden “udenfor” bare lever videre, uden bekymring. Det er svært at være vidne til.

Jeg sidder faktisk her og fælder en tårer eller to, imens jeg ser filmen. Det gør jeg somregel altid ved den film, fordi den netop er så skræmmende tæt på.
Minderne omkring Tim vender tilbage – det gør de sådan af og til. Der er ikke nogle bestemte tidspunkter eller noget, det kommer sådan af en sang i radioen, fra steder jeg kører forbi, nogen begivenheder jeg ser, og ja jeg aner ikke hvornår de kommer op, og hvorfor ….

Jeg vil jo aldrig glemme Tim, og jeg ved jo også godt at han ikke ville have jeg bare skulle lade mit liv passere, og ikke længere leve.
Eller det fandt jeg ud af med tiden, de første mange måneder var forfærdelige og jeg talte næsten timerne tilbage til hvornår jeg sidst så ham, hvornår jeg sidst rørte ved ham, duftede ham, eller mærkede hans kærlighed. Men det er efterhånden mange år siden, jeg var ved hans side da hans hjerte slog for sidste gang.

Nu er han en del af den jeg er, og er blevet til. Jeg lærte meget om mig selv da Tim døde, jeg lærte meget om mine egne grænser, mine stærke og svage sider – at det er iorden at skrige og være total sur på de “højere magter”, drikke sig i hegnet, og have det skide sjovt med veninderne – der er intet forkert i at være glad og grine, midt i ens sorg.
Ingen sørger ens, og istedet for at antage hvad den sørgende har behov for, så spørg?!

Jeg var sur på Tim, sur på ham for at have forladt mig, hvordan kunne han efterlade mig. Jeg kan stadig huske hvor psykisk dårligt jeg også fik det. Jeg følte jeg havde de vildeste tømmermænd, den værste influenza, den største knude i halsen, og den tungeste sten var landet på mit bryst… Det kan ikke beskrives hvor psykisk hårdt det er at miste en, der står en så nær. Også det at det kom så uventet, han var jo ung, sund og rask. Døde i en arbejdsulykke, så urimeligt noget kan være, hvorfor – hvorfor ham?!

Jeg mindes ham med glæde idag, og jeg ser tilbage på minderne med glæde og smil, men nogle dage som idag, der gør det ondt at tænke tilbage, han vil jo altid være en del af mig, og nogle gange længes jeg efter hvad vi havde.

Citatet neden for, er fra Bruno Mars’ sang “Just the way you are” – det var den sang han sagde, mindede ham om mig.

When I see your face
There’s not a thing that I would change
‘Cause girl you’re amazing
Just the way you are

And when you smile
The whole world stops and stares for a while
‘Cause girl, you’re amazing
Just the way you are

 

Intensiv, minderne vender tilbage

Ja som de fleste nok ved, så arbejder jeg pt. på Aabenraa sygehus. På Organkirurgisk 1.
Der har vi jo mange forskellige patienter, nogle afgår ved døden på vores afdeling, og andre kommer til intensiv.

Jeg har et par gange været oppe på intensiv afdelingen i forbindelse med min praktik. Har skulle aflevere nogle ejendele mv. der oppe, hos patienter der har været indlagt hos os, men er kommet på intensiv, pga. deres dårlige almene tilstand, eller akutte tilstande.
Når jeg kommer der oppe, kan jeg slet ikke genkende stedet, det virker helt fremmed for mig.

Jeg var der trods alt i over et døgn, men min hjerne har fortrængt en del af de ting, og det er ikke noget jeg har gjort bevidst.
Men langsomt lukkede mit system også ned da Tim lå der for døden. Da jeg var der oppe i går med en patiens ejendele, lå jeg mærke til stue 2 og 3, som jeg tænker er en af de stuer han lå på, og jeg tror det var stue 2, der var noget ved gangen, og den måde tingene stod på uden for stuen, der gjorde at jeg følte det var stue 2.
Jeg kan ikke huske hvor jeg gik på toilettet henne, eller hvilke sygeplejersker der var hos os eller noget af sådanne fakta.

Jeg er dog sikker på at jeg mødte en af de sygeplejersker der var ved mig/os på intensiv d 3 og 4 april. Men jeg ville ikke lige spørge hende, om hun kunne huske en patient tilbage i 2011, det er jo alligevel 6 år siden.

Det er nu lidt skræmmende at tænke på den måde hjernen fortrænger nogle ting på, og jeg ved egentlig heller ikke hvorfor min hjerne har valgt at fortrænge den slags minder? Eller erindringer er det nok nærmere.

De var naturligvis heller ikke vigtige eller relevante da jeg sad der og jeg var så psykisk påvirket, så er det jo for hjernen også fuldstændig ligegyldigt om det er stue 2 eller 18 man på, og hvor toilettet ligger er også total irrelevant.
Men alligevel er de erindringer gemt et sted, bagerst i min hukommelse, for det er som om at for hver gang jeg er der oppe, kommer der noget nyt frem omkring hans tid på intensiv.

Jeg tænker måske det har handlet om ren psykisk overlevelse, at min hjerne har “gemt” en masse, og der er virkelig mange ting jeg ikke kan huske fra forløbet. Tid og sted flød sammen i et, jeg kan huske dem der kiggede forbi. Jeg kan huske jeg fysisk blev dårlig lige så snart jeg ikke kunne se ham, altså virkelig fysisk dårlig, svimmel, hjertebanken, svedige håndflader og ondt i maven, så når jeg skulle på toilettet var det ind, ud og straks tilbage, jeg var så bange for at miste ham de første par timer, der hvor vi endnu ikke vidste hvor slemt det stod til, og da lægen havde fortalt os at han var hjernedød, ville jeg ikke forlade ham. Jeg var inderligt bange for at han ville dø imens jeg var på toilettet, eller ikke var i rummet generelt.

Det ville jeg aldrig have tilgivet mig selv, hvis ikke jeg havde været der da han døde. Og jeg blev ved hans side, til det sidste.
Han tog sit sidste åndedrag 4 april 2011, klok 07.15 mandag morgen, med hans nærmeste familie og mig ved hans side. Nogen gange så ville jeg ønske at jeg kunne gennemleve det igen, altså sådan hypnose agtig, eller i en drøm, forstår I hvad jeg mener?
Det er ikke fordi jeg ønsker at have det liv tilbage, eller selve tragedien – men bare det at kunne “opleve det igen” med et andet syn på det hele, og bedre kunne forstå de ting der sker omkring ham, og i rummet, og uden for rummet. Og også så jeg kan få en bedre forståelse for det hele.

Tim’s død har gjort meget ved mig, og mange gode egenskaber har jeg også fået efterfølgende.
Jeg tænker faktisk nogen gange på at blive frivillig et sted, hvor de arbejder med “sådan” noget, omkring sorg, og bearbejdning, for jeg har da immervæk en del kendskab til dette.

Tak fordi du læste med, det betyder meget for mig.
I fik lige et lille udpluk af min indviklede hjerne, og et kig ind i mit hjerte!

1 år er gået

Så er der allerede gået 1 år siden Morgan døde.
Jeg synes godt nok det år er gået hurtigt – jeg mangler ham stadig rigtig meget, og tænker ofte på ham. Han var en herlig dreng, og vi savner alle de sjove ting han gjorde.

Vi ser tilbage på de gode minder med ham.
Jeg tænker også tilbage på den klippe han var for mig dengang Tim døde, og jeg er Morgan evig taknemmelig for at han var som han var, havde jeg ikke haft ham dengang, ved jeg ikke hvor jeg ville være idag – men at han brat skulle rives fra os i en alder af 5 år, havde jeg slet ikke tænkt på!
Hvis du har lyst kan du læse om da Morgan blev revet fra os kan du gøre det her.

6 år er gået

Den 4 april klok 07.15 for at være helt præcis, var det 6 år siden at Tims hjerte gik i stå.
Jeg var ikke på kirkegården den dag, jeg var på arbejde til klok 15, og det ville blive alt for presset hvis jeg skulle nå forbi blomsterhandleren, og på kirkegården inden jeg skulle hente Tobias i vuggestuen.

Så jeg gjorde det istedet d 5 april, der havde jeg nemlig fri klok 12.
Der var andre der havde været der, går jeg ud fra (?) for der var friske blomster og friske kruve/kranse. Men jeg har ikke været der siden hans fødselsdag i januar, så de kan være ældre.

Påskeliljerne ved siden af min buket, er fra mig :) dem havde jeg med i januar.
Jeg kan stadig ikke forstå at der faktisk er gået 6 år nu! Det er 2190 dage han har været død!

Jeg er et helt andet sted i mit liv nu, og det er jeg glad for. Men derfor er det ikke rart at tænke på hvordan han døde, og hvor ung han var. Det er bestemt heller ikke rart at tænke på hvor svært jeg havde det efter hans død, både fysisk og psykisk var jeg meget medtaget, skræmmende hvor meget kærlighed og sorg har med hinanden at gøre..

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...