Intensiv, minderne vender tilbage

Ja som de fleste nok ved, så arbejder jeg pt. på Aabenraa sygehus. På Organkirurgisk 1.
Der har vi jo mange forskellige patienter, nogle afgår ved døden på vores afdeling, og andre kommer til intensiv.

Jeg har et par gange været oppe på intensiv afdelingen i forbindelse med min praktik. Har skulle aflevere nogle ejendele mv. der oppe, hos patienter der har været indlagt hos os, men er kommet på intensiv, pga. deres dårlige almene tilstand, eller akutte tilstande.
Når jeg kommer der oppe, kan jeg slet ikke genkende stedet, det virker helt fremmed for mig.

Jeg var der trods alt i over et døgn, men min hjerne har fortrængt en del af de ting, og det er ikke noget jeg har gjort bevidst.
Men langsomt lukkede mit system også ned da Tim lå der for døden. Da jeg var der oppe i går med en patiens ejendele, lå jeg mærke til stue 2 og 3, som jeg tænker er en af de stuer han lå på, og jeg tror det var stue 2, der var noget ved gangen, og den måde tingene stod på uden for stuen, der gjorde at jeg følte det var stue 2.
Jeg kan ikke huske hvor jeg gik på toilettet henne, eller hvilke sygeplejersker der var hos os eller noget af sådanne fakta.

Jeg er dog sikker på at jeg mødte en af de sygeplejersker der var ved mig/os på intensiv d 3 og 4 april. Men jeg ville ikke lige spørge hende, om hun kunne huske en patient tilbage i 2011, det er jo alligevel 6 år siden.

Det er nu lidt skræmmende at tænke på den måde hjernen fortrænger nogle ting på, og jeg ved egentlig heller ikke hvorfor min hjerne har valgt at fortrænge den slags minder? Eller erindringer er det nok nærmere.

De var naturligvis heller ikke vigtige eller relevante da jeg sad der og jeg var så psykisk påvirket, så er det jo for hjernen også fuldstændig ligegyldigt om det er stue 2 eller 18 man på, og hvor toilettet ligger er også total irrelevant.
Men alligevel er de erindringer gemt et sted, bagerst i min hukommelse, for det er som om at for hver gang jeg er der oppe, kommer der noget nyt frem omkring hans tid på intensiv.

Jeg tænker måske det har handlet om ren psykisk overlevelse, at min hjerne har “gemt” en masse, og der er virkelig mange ting jeg ikke kan huske fra forløbet. Tid og sted flød sammen i et, jeg kan huske dem der kiggede forbi. Jeg kan huske jeg fysisk blev dårlig lige så snart jeg ikke kunne se ham, altså virkelig fysisk dårlig, svimmel, hjertebanken, svedige håndflader og ondt i maven, så når jeg skulle på toilettet var det ind, ud og straks tilbage, jeg var så bange for at miste ham de første par timer, der hvor vi endnu ikke vidste hvor slemt det stod til, og da lægen havde fortalt os at han var hjernedød, ville jeg ikke forlade ham. Jeg var inderligt bange for at han ville dø imens jeg var på toilettet, eller ikke var i rummet generelt.

Det ville jeg aldrig have tilgivet mig selv, hvis ikke jeg havde været der da han døde. Og jeg blev ved hans side, til det sidste.
Han tog sit sidste åndedrag 4 april 2011, klok 07.15 mandag morgen, med hans nærmeste familie og mig ved hans side. Nogen gange så ville jeg ønske at jeg kunne gennemleve det igen, altså sådan hypnose agtig, eller i en drøm, forstår I hvad jeg mener?
Det er ikke fordi jeg ønsker at have det liv tilbage, eller selve tragedien – men bare det at kunne “opleve det igen” med et andet syn på det hele, og bedre kunne forstå de ting der sker omkring ham, og i rummet, og uden for rummet. Og også så jeg kan få en bedre forståelse for det hele.

Tim’s død har gjort meget ved mig, og mange gode egenskaber har jeg også fået efterfølgende.
Jeg tænker faktisk nogen gange på at blive frivillig et sted, hvor de arbejder med “sådan” noget, omkring sorg, og bearbejdning, for jeg har da immervæk en del kendskab til dette.

Tak fordi du læste med, det betyder meget for mig.
I fik lige et lille udpluk af min indviklede hjerne, og et kig ind i mit hjerte!

1 år er gået

Så er der allerede gået 1 år siden Morgan døde.
Jeg synes godt nok det år er gået hurtigt – jeg mangler ham stadig rigtig meget, og tænker ofte på ham. Han var en herlig dreng, og vi savner alle de sjove ting han gjorde.

Vi ser tilbage på de gode minder med ham.
Jeg tænker også tilbage på den klippe han var for mig dengang Tim døde, og jeg er Morgan evig taknemmelig for at han var som han var, havde jeg ikke haft ham dengang, ved jeg ikke hvor jeg ville være idag – men at han brat skulle rives fra os i en alder af 5 år, havde jeg slet ikke tænkt på!
Hvis du har lyst kan du læse om da Morgan blev revet fra os kan du gøre det her.

6 år er gået

Den 4 april klok 07.15 for at være helt præcis, var det 6 år siden at Tims hjerte gik i stå.
Jeg var ikke på kirkegården den dag, jeg var på arbejde til klok 15, og det ville blive alt for presset hvis jeg skulle nå forbi blomsterhandleren, og på kirkegården inden jeg skulle hente Tobias i vuggestuen.

Så jeg gjorde det istedet d 5 april, der havde jeg nemlig fri klok 12.
Der var andre der havde været der, går jeg ud fra (?) for der var friske blomster og friske kruve/kranse. Men jeg har ikke været der siden hans fødselsdag i januar, så de kan være ældre.

Påskeliljerne ved siden af min buket, er fra mig :) dem havde jeg med i januar.
Jeg kan stadig ikke forstå at der faktisk er gået 6 år nu! Det er 2190 dage han har været død!

Jeg er et helt andet sted i mit liv nu, og det er jeg glad for. Men derfor er det ikke rart at tænke på hvordan han døde, og hvor ung han var. Det er bestemt heller ikke rart at tænke på hvor svært jeg havde det efter hans død, både fysisk og psykisk var jeg meget medtaget, skræmmende hvor meget kærlighed og sorg har med hinanden at gøre..

Av mit sind

Jeg har jo tavshedspligt, så kan ikke fortælle så meget i detaljer.
Men vi har en patient på min afdeling der er meget syg, og meget dårlig. H*n har haft besøg igår og idag af sin nærmeste familie da det ikke ser så godt ud.
Jeg kunne bare mærke hvordan det skar i mit ar i mit hjerte, da jeg så på datteren da h*n sagde at h*n bare ville dø, og ikke være her mere.

Selvom det snart er 6 år siden jeg sad på intensiv afdelingen ved Tims side, og ikke vidste om han skulle leve eller dø, så skar det i mit ar, at se datteren blive så ked af det efter den besked. Også selvom det slet ikke kan sammenlignes, altså forløbne. Men uvisheden den kan jeg huske, angsten og frygten for at miste!
Det var lige før jeg selv måtte græde, men tog lige min professionelle kappe på, selvom jeg godt ved at være nærværende og medfølende også har noget at gøre med mit fag, og at være professionel, men det var ikke på sin plads at jeg skulle vise den side af mig.

Jeg kan mærke at jeg skal arbejde med mig selv, omkring det her med sorg fra de pårørende, og fra patienterne naturligvis også. Jeg havde ikke troet at det ville påvirke mig, men det gør det, ihvertfald lige i de her dage.
Men jeg tror med tiden i min praktik lære at tøjre det, og det bliver også dejligt at arbejde med mig selv personligt, og ikke kun fagligt.

Praktikken går ellers rigtig godt ;) jeg har fået ansvar allerede, og føler jeg er med i teamet.

Fejre man fødselsdag i himlen?

Idag er det Tim’s 31 års fødseldag.
Og jeg har været på kirkegården, lige efter skole.

Jeg har ikke været der, ja siden april sidste år hvor det var dødsdag. Jeg ved nogle mener jeg skal komme videre, og er jeg ikke det? Hvordan kan de vide jeg ikke er?
Lever de mit liv?
Jeg er da trods alt gift med min dejlige Kenneth, og har fået skønne Tobias.

Jeg er kommet videre, og jeg har det godt, hvor jeg er i mit liv. Men derfor har jeg da stadig behov og brug for nogle gange at tage et smut forbi kirkegården, og sætte en lille blomst, eller tænde et lys.

Idag fik jeg også snakket lidt “med” ham, fortalte ham hvordan jeg går og har det, og hvad der kommer til at se det næste stykke tid. Fortalte ham at jeg savner ham, eller det er jo nok ikke ham jeg savner, men det vi havde sammen, det samme som jeg ikke længere elsker ham, for min kærlighed blev jo ikke længere gengæld efter han var død, hvilket jo er ret logisk, og langsomt så døde den “kæreste” kærlighed jeg havde til ham, men jeg elsker stadig de minder jeg fik med ham, og de oplevelser og ting vi var igennem.

Men om ikke andet, så var jeg forbi idag, han kunne trods alt være fyldt 31 år idag.

Tiden læger alle sår …

Eller gør den?
Denne opdatering poppede op her over midnat, en status besked jeg skrev på facebook en nat i juli for præcis 5 år siden.intetlys

Der er sket så ubeskrivelig meget på de sidste 5 år. Jeg er blevet gift, jeg er atter engang blevet mor. Men 5 år og 3 måneder siden (+ det løse) fik jeg også atter engang revet mit hjerte itu, og atter engang efterladt med store blødende sår i mit indre..

Jeg husker det stadig tydeligt, minutterne inden Tim døde, hans hjerte blev svagere og svagere, og kl. 07:15 mandag morgen erklæres han død.

16

Det var forfærdeligt!, Skrækkeligt, ubæreligt og ikke mindst umenneskeligt!
Nogen gange tænker jeg over hvor meget modgang jeg skal have igennem mit liv? Jeg synes fandme jeg har taget min tørn, både med en elendig opvækst, takket være min biologiske mor, mange mange svigt igennem årene, jeg mistede min ufødte datter, jeg mistede kort efter også et foster, ja og da jeg så var lykkelig en del år senere, ja så braste lykken igen, og jeg mistede atter engang, denne gang en kæreste.

Når jeg tænker tilbage på alt det forbandet lort jeg har været igennem, med mange svigt, både fra det offentlige, men også familie og venner, og mine 2 store sorger, så er jeg sgu alligevel stolt over at jeg er kommet ud på den anden side. Selvom jeg nogen gange slet ikke forstår hvordan?

Jeg ved det hjælper at sætte ord på hvad jeg føler, og det hjalp rigtig meget da jeg mistede Jasmin i 2003, hvor jeg havde en hjemmeside til hende, hvor jeg havde skrevet alt ned, fra dagene op til, hendes død, fødslen, begravelsen mv. (den findes ikke længere)

Det med Tim, var en anden form for sorg (man kan og skal ikke sammenligne de to forskellige sorger), og jeg har brugt bloggen her til mange af mine tanker, som I faste læsere nok ved. Og tak for alle kommentarene igennem årene.
Jeg har fundet en fantastisk mand, min Kenneth. Han kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt, og han var tålmodig og sød, og det bar jo frugt at give mig plads, tid og kærlighed. Jeg ville ikke være uden ham idag.
Jeg er bare ked af at han ikke rigtig længere vil lytte når jeg har noget at fortælle omkring min sorg over Tim, jeg ved at han ikke er glad for at hører om de gode minder vi havde sammen, Tim og jeg. Jeg kan se det på ham, det er så tydeligt, selvom han prøver, så er det tydeligt for mig, at det er ikke noget han vil hører.
Og jeg er jo glad for de minder jeg har med Tim at se tilbage på, og jeg tror desværre min kære mand misforstår det lidt når jeg fortæller om nogle af de ting. Jeg er jo evig taknemmelig for det liv jeg har nu, som kone og mor til mine to dejlige børn. Men derfor har jeg stadig brug for engang imellem at fortælle om ting, både dårligt men også de gode minder.

33

Minderne lever jo stadig, og jeg har et minde for ham tatoveret på min ryg, og han vil jo altid være en del af mit liv, som det var engang. Jeg kan heller ikke sige hvad der gør det, men nogle dage der tænker jeg tilbage på nogle mærkelige ting, og det er omkring alt i mit liv, og nogle af gange vandre tankerne og Tim er der pludselig.
Når mine tanker vandre og lander på ham, er det jo ikke fordi jeg ser ham som min kæreste længere, nej .. Men han var en stor del af mit liv dengang, vi var lige flyttet sammen, og havde sovet ude i vores lejede hus i ganske få dage, før han døde. Det var en ordenlig mavepuster, men jeg har igen også lært noget nyt omkring mig selv.

At man acceptere sorgen skal have plads, tid og ikke mindst mange liter tårer, så tror jeg at man kommer langt. Jeg kan slet ikke huske hvor mange gange jeg har grædt, skreget ind i en pude, og drukket mig en ordenlig pind i øret, og set tøsefilm og hylet endnu mere, og så gå i seng for igen at græde, over at ligge alene i en stor dobbeltseng…

Sorg tager tid, og ja det læger alle sår. Men sårene efterlader ar, og de vil altid være der.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...