Når steder, vækker minder

Ja de fleste der har læst med på min blog igennem længere tid, kender jo til Tim, og hans død.

På mit praktiksted hvor jeg er nulige i forbindelse med min uddannelse, er der super god udsigt over det meste af Aabenraa, flot nybyggeri, med lækre lokaler og faciliteter.

Den ene side har så udsigt over havnen i Aabenraa, det er ikke altid jeg som sådan tænker over havnen, men nogle dage kommer det snigende i min underbevidsthed, at lige der omkring den gule kran, ikke mange meter fra den, at Tim mistede livet på det kulskib.
Redderne fik ham jo så genoplivet, og vi fik sagt farvel til ham på sygehuset, men han lå i respirator, så der var ingen kontakt.

Det gør ondt, sådan oprigtigt ondt at han døde. Ikke sådan forstået at jeg ikke har ham længere, det er også hårdt nok. Men det jeg mener er, at alt det han går glip af..
Han døde 25 år gammel, nåede ikke at blive gift, får ikke set sin datter blive konfirmeret, gift, eller få lov at blive morfar..
Det gør da ondt at vide, at alle de glæder “vi” andre oplever, og nogle nok også tager forgivet, kan han ikke længere opleve.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor panisk han måtte have været de sidste minutter, måske sekunder? af hans liv, inden han dratter om af iltmangel på bunden af det kulskib.
Jeg fik afvide dengang at de har hørt ham kalde over radioen omkring noget med noget luft, eller ilt, men har ikke kunne forstå hvad han sagde.
Det har jo været et råb om hjælp, og den kom også. Desværre bare for sent.

Hjælpen kom, men der skulle mange ting til, før der kunne komme hjælp ned på bunden af kulskibet, for at redningsmandskabet ikke også ville få iltmangel, så der menes at Tim har lagt uden ilt i ca. 20 minutter. Hvilket også er ufattelig længe, og seriøst vildt at tænke på, at de fik gang i hans hjerte igen, desværre er man hjernedød efter 20 minutter uden ilt, det sagde lægen ihvertfald til os.

Men jeg er da idag taknemmelig for at vi havde lidt over et døgn med ham på intensiv, hvor vi fik mulighed for at sige farvel, holde om ham, kysse ham, og fortælle ham hvor meget vi elskede ham. Jeg kan tydeligt huske hvor kold han var, de var ved at fryse ham ned til 32 grader, i håb om det kunne lindre trykket i hans hjerne.
32 grader “varmt” lyder måske af meget, men en 32 grader “varm” menneskehud er ikke varm, den er kold når den er 32 grader, meget kold.

Jeg ser ofte på havnen når jeg kører igennem Aabenraa, og ofte er det tankerne omkring at hans liv ebbede ud der på havnen, sådan for alvor, det var jo ikke den Tim vi kendte, vi havde på sygehuset.

Jeg tror aldrig jeg vil få et andet syn, på Aabenraa havn igen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *