Intensiv, minderne vender tilbage

Ja som de fleste nok ved, så arbejder jeg pt. på Aabenraa sygehus. På Organkirurgisk 1.
Der har vi jo mange forskellige patienter, nogle afgår ved døden på vores afdeling, og andre kommer til intensiv.

Jeg har et par gange været oppe på intensiv afdelingen i forbindelse med min praktik. Har skulle aflevere nogle ejendele mv. der oppe, hos patienter der har været indlagt hos os, men er kommet på intensiv, pga. deres dårlige almene tilstand, eller akutte tilstande.
Når jeg kommer der oppe, kan jeg slet ikke genkende stedet, det virker helt fremmed for mig.

Jeg var der trods alt i over et døgn, men min hjerne har fortrængt en del af de ting, og det er ikke noget jeg har gjort bevidst.
Men langsomt lukkede mit system også ned da Tim lå der for døden. Da jeg var der oppe i går med en patiens ejendele, lå jeg mærke til stue 2 og 3, som jeg tænker er en af de stuer han lå på, og jeg tror det var stue 2, der var noget ved gangen, og den måde tingene stod på uden for stuen, der gjorde at jeg følte det var stue 2.
Jeg kan ikke huske hvor jeg gik på toilettet henne, eller hvilke sygeplejersker der var hos os eller noget af sådanne fakta.

Jeg er dog sikker på at jeg mødte en af de sygeplejersker der var ved mig/os på intensiv d 3 og 4 april. Men jeg ville ikke lige spørge hende, om hun kunne huske en patient tilbage i 2011, det er jo alligevel 6 år siden.

Det er nu lidt skræmmende at tænke på den måde hjernen fortrænger nogle ting på, og jeg ved egentlig heller ikke hvorfor min hjerne har valgt at fortrænge den slags minder? Eller erindringer er det nok nærmere.

De var naturligvis heller ikke vigtige eller relevante da jeg sad der og jeg var så psykisk påvirket, så er det jo for hjernen også fuldstændig ligegyldigt om det er stue 2 eller 18 man på, og hvor toilettet ligger er også total irrelevant.
Men alligevel er de erindringer gemt et sted, bagerst i min hukommelse, for det er som om at for hver gang jeg er der oppe, kommer der noget nyt frem omkring hans tid på intensiv.

Jeg tænker måske det har handlet om ren psykisk overlevelse, at min hjerne har “gemt” en masse, og der er virkelig mange ting jeg ikke kan huske fra forløbet. Tid og sted flød sammen i et, jeg kan huske dem der kiggede forbi. Jeg kan huske jeg fysisk blev dårlig lige så snart jeg ikke kunne se ham, altså virkelig fysisk dårlig, svimmel, hjertebanken, svedige håndflader og ondt i maven, så når jeg skulle på toilettet var det ind, ud og straks tilbage, jeg var så bange for at miste ham de første par timer, der hvor vi endnu ikke vidste hvor slemt det stod til, og da lægen havde fortalt os at han var hjernedød, ville jeg ikke forlade ham. Jeg var inderligt bange for at han ville dø imens jeg var på toilettet, eller ikke var i rummet generelt.

Det ville jeg aldrig have tilgivet mig selv, hvis ikke jeg havde været der da han døde. Og jeg blev ved hans side, til det sidste.
Han tog sit sidste åndedrag 4 april 2011, klok 07.15 mandag morgen, med hans nærmeste familie og mig ved hans side. Nogen gange så ville jeg ønske at jeg kunne gennemleve det igen, altså sådan hypnose agtig, eller i en drøm, forstår I hvad jeg mener?
Det er ikke fordi jeg ønsker at have det liv tilbage, eller selve tragedien – men bare det at kunne “opleve det igen” med et andet syn på det hele, og bedre kunne forstå de ting der sker omkring ham, og i rummet, og uden for rummet. Og også så jeg kan få en bedre forståelse for det hele.

Tim’s død har gjort meget ved mig, og mange gode egenskaber har jeg også fået efterfølgende.
Jeg tænker faktisk nogen gange på at blive frivillig et sted, hvor de arbejder med “sådan” noget, omkring sorg, og bearbejdning, for jeg har da immervæk en del kendskab til dette.

Tak fordi du læste med, det betyder meget for mig.
I fik lige et lille udpluk af min indviklede hjerne, og et kig ind i mit hjerte!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *