Tanker

Jeg har en masse tanker en sen lørdag aften… Tror jeg vil prøve at sætte ord på dem, så hvis det er det rene volapyk, så beklager jeg.

Efter Tims død, er jeg begyndt at snakke mere med nogle, jeg ikke rigtig snakkede så meget med før, eller sås så ofte med.
Det er lidt mærkeligt at jeg efter hans død har fået nye venner, og bekendtskaber. Det er svært for mig at sætte ord på!

Der er også nogle (såkaldte) “venner” jeg  har sorteret fra, jeg gider simpelthen ikke at de kun syntes jeg og hele episoden om ulykken var spændende de første 2-4 uger, og nu … Ja der hører jeg aldrig fra dem, altså… Var det kun spændende i starten, at få alle de saftige detaljer om hvordan jeg gik og havde det, så de havde noget at fortælle andre, fordi de skulle forestille at være ihhhh og åhhh så tæt på mig og mine følelser? Og kunne snakke med om hvad der skete i mit og resten af Tims families liv. Det er svinsk!

Jeg kan huske, at alle fortalte, at jeg endelig skulle ringe, hvis jeg havde brug for deres hjælp eller selskab, men det har jeg bare ikke overskud til. Det var rarest, at de bare kom, eller sendte en buket blomster. Mange ved nok heller ikke hvad de skal sige, eller hvordan man opfører sig, og derfor holder sig væk, og nærmest ånder lettet op, når dagen er gået og man ikke har kontaktet dem.

Det jeg hører ofte fra folk, er at de siger jeg er utrolig stærk, først har jeg lagt en datter i graven, 7 ½ år forinden, og så min kæreste..
De fortæller mig altid at de simpelthen ikke forstår hvordan jeg bære mig ad med at være så stærk. Ærlig talt, så kan jeg slet ikke huske hvordan det er at leve, uden sorg.

For himmelens skyld, jeg var 17 år, da jeg fødte og begravede Jasmin, jeg var en teenager, og dum og naiv på mange punkter. Men sorgen over min døde datter, gjorde mig stærkere, og jeg fik mere mod på livet, fordi jeg fandt ud af hvor skrøbeligt livet er. Jeg havde endelig, omkring sidste år, fået lagt låg på sorgen om min datter. Det havde jeg det godt med!

Jeg var blevet lykkelig, og var glad for livet. Tim var en af grundene til jeg fik lagt låg på, fordi jeg nu havde en lysere fremtid i møde, med ham, Nadia og hans lille datter Lærke.
Tror slet ikke han vidste hvor meget han betød i mit liv, sådan rent mentalt.

Han fik mig til at indse en masse ting, og jeg husker dem stadig den dag i dag. Jeg husker på hvad han fortalte mig, og hvad han lærte mig.
Og jeg prøver at være stærk nu, selvom det ikke er let, og jeg ikke ved hvordan man er stærk?!?!? ..
Hvis jeg vidste alt det her ville ske, ville jeg ikke have undværet ham i mit liv, overhovedet ikke.

Vi var barndomskærester, og jeg kan huske engang var en veninde og jeg hjemme hos ham, efter skole. Vi spillede på hans Nintendo (så vidt jeg husker, ihvertfald en elleranden spilleconsol) Men jeg måtte ikke spille, før jeg sagde ja til at være kærester med ham.. Den dag i dag kan jeg se tilbage på det, og grine.
Til de nysgerrige, jeg sagde ja til at vi skulle være kærester..

Alle de søde kærestebreve jeg fik af ham i folkeskolen, dem priser jeg mig lykkelig for at jeg har beholdt. Samt de 2 stykker papir jeg har hængende på mit køleskab han gav mig sidste sommer. De skal pakkes ned, sammen med alle de andre ting jeg har om ham, når jeg er klar til det, og så skal de i en bankboks i banken, så jeg er sikker på de aldrig vil gå tabt. De minder jeg har tilbage nu, som jeg kan holde fysisk i mine hænder, vil jeg for alt i verden ikke miste.
Dem i mit hoved, kan jeg aldrig miste, han er en så stor del af mig, og det skræmmer mig faktisk hvor meget han betød i mit liv. Jeg har aldrig været så lykkelig før som jeg var med ham, vi var kvalmende lykkelige, som man ser i film.
Han friede mange gange til mig i løbet af det år vi var sammen, men jeg sagde altid nej, fordi han altid fjollede når han gjorde det, men inderst inde vidste både ham og jeg, at det skulle være os to, og jeg vidste han ville fri til mig, rigtigt. På et tidspunkt.

Han havde så mange planer for vores liv sammen, det gør så ondt at tænke på alle de ting han glædede sig til, nu aldrig bliver til noget. Han var glad, han var glad den dag han tog på arbejde, og jeg er sikker på han også var glad imens han passede sit arbejde, for han var glad for det. Han var stolt over at være havnearbejder.
Hvis jeg havde vidst at det ville koste ham livet at tage på arbejde den lørdag aften/nat.. Så havde jeg tvunget ham med til den fest jeg sad ved, den lørdag.. Nogle gange tænker jeg på, hvis jeg dog bare kunne skrue tiden tilbage, og forhindre denne forfærdelige ulykke i at ske, så Tim idag havde levet, og også hans kollega Freddy.

Men det ville vi alle have gjort ikke? Hvis man kunne ændre noget så smertefuldt og meningsløst, ville man så ikke gå tilbage og ændre det, hvis det var muligt?

Jeg ved ærlig talt ikke hvad en stærk person består af, for jeg føler bestemt ikke jeg er stærk. Jeg sidder stadig hver aften og mangler ham ved min side, jeg græder mig stadig i søvn, hulker noget så grusomt når jeg besøger ham på kirkegården, og tænker på ham hver eneste dag, mange mange mange gange om dagen.
Jeg har lært at leve med min datter døde, og jeg måtte begrave hende, og jeg vil også lære at leve med at jeg har begravet endnu en der stod mit hjerte meget nært, nemlig min dejlige Tim.

Jeg skrev forleden på twitter, at når jeg er ked af det, og farer forvildet rundt i lejligheden, kan jeg dufte Tims parfume og hans duft! Det er rigtig skummelt faktisk, men på et eller andet plan så tror jeg måske det er indbildning, for hvorfor skulle hans duft pludselig være der når jeg græder og traver rummene tynde fordi jeg bare skal af med “min energi” ..
Jeg har aldrig været en der tror sådan rigtig på at man kan vende tilbage som spøgelse, og besøge sine kære. Det ville nu være skønt, hvis han kunne komme og holde om mig når jeg har brug for det, og tørre mine tårer væk fra mine kinder, som løber frit nu..
– Men jeg tror på at der er mere mellem himmel og jord, og at vi alle ses med vore kære på “den anden side” når vi dør.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

14 comments on “Tanker

  1. Hvor er det godt skrevet smukke..
    Jeg er tom for ord til dette indlæg. Jeg synes ikke selv jeg kan komme med det rigtige ord for dette indlæg.
    Selvom du har denne store sorg virker du også bare til at kunne håndtere så meget andet. Self er du ked når du er alene men når man ser det udefra virker det til at du hviler helt og aldeles i dig selv.
    Du kan altid regne med mig (Det siger alle ja, men jeg mener det)..
    Det er altid svært at stå ude fra sidelinjen og vide hvad man skal gøre ved en anden der har mistet.
    For mit eget vedkommende fordi jeg er bange for at overskride dennes grænse. Så har du brug for det så kom og sig det :)
    <3

  2. Åh jeg synes det er svært at skrive noget der virker bare halvt så fornuftigt som jeg gerne vil have det til at lyde. Jeg kan godt forstå du ikke har behov for at folk udelukkende er omkring dig for at suge sladder til sig, det håber jeg ærlig talt også de har meget røde ører over! Noget der rører mig er at du snakker så meget om at være stærk og nu kender jeg dig selvfølgelig ikke, men hold da ferie hvor synes JEG du er stærk! Jeg har ofte svært ved at forstå livet og hvorfor nogle personer bare skal hagles ned med død og ulykke og du har da i hvert fald haft meget store forhindringer på din vej. Udadtil virker du som om du kæmper. Du formår at huske de gode minder og du står ved din sorg – det er for mig en stærk person. Der skal være plads til tårer, rastløshed og tanke regn. Du har mistet en person der har stået dig så nær og været så stor en del af dit liv, det er et tab der aldrig kan glemmes, uanset tid.

    – Kath

    1. Hej Kathrine, jeg takker mange gange, jeg syntes nu ikke jeg er stærk.
      Men nej jeg vil aldrig glemme Tim, og han vil altid være en del af mit, uanset om der er gået 5 år eller 25 år.

  3. Du er stærk når du kan skrive et indlæg som dette, at du kan løfte dig selv op og være en mor samtidigt med du er i dyb sorg. Efter min mening er du virkelig et menneske der er værd at se op til… det sværeste er at håndtere andre menneskers liv går videre, når man selv sidder og er i sorg. Jeg ved det; for jeg har også oplevet sorg, at føle sig magtesløs, bare at ville have fred det første stykke tid – og den dag du er klar til at åbne op og har brug for hjælpen, er folk kommet videre og virker til ikke at være interesseret i en længere. Oftest er det dog ikke sådan verden hænger sammen, men folk har deres egne problemer oven i de også skal håndtere, og et hverdagsliv de er nød til at komme tilbage til. Tror at hvis du spurgte om de var fri en lørdag aften til lidt hygge, ville de fleste af dem sige ja. Men der er så forskel på dem, og de der måske førhen var nærmere lige på bekendte/vennegrænsen der lige i det øjeblik der sker noget, bliver interesseret og bare er parat til at give rygterne videre. De skal bare ud af ens liv den slags! Ved ikke om det er den slags typer du tænker på? Men oftest er det ved død og sorg man oplever hvem der er ens sande venner, blot bekendte og mennesker man aldrig burde have haft lukket ind i sit liv. Tror faktisk det er sundt at få ryddet ud, og de venskaber du havde før som har støttet dig, og dem der er kommet på baggrund af det som en støtte er og bliver nogle stærke venskaber og nogle mennesker du kan støtte dig op af og regne med fremover.

    Du har stadig nogle fantastiske ting i dit liv, og herved også alle de ting Tim har lært og givet videre til dig. Nadia er en fantastisk pige, og efter mit indtryk har du en søster der er der 100 % for dig. Du har en masse mennesker omkring dig som ser op til dig, og elsker dig – og du har et grundlag for at fortsætte livet, med stadig mulighed for at være taknemlig for en masse ting. Det er virkelig dejligt at høre du tænker på alle de gode ting du har været igennem med Tim. Jeg har grædt mange gange på dine vegne over alt det her (er meget sensitiv) – og uanset hvad er der ingen der kan fortælle dig om det hele går for langsomt, for hurtigt, eller om det går fint; så længe du gør det i dit tempo er det det rigtige. Derudover er der jo ingen der kan tage minderne og alt det Tim har lært dig, fra dig igen. Det vil altid være der!

    Du ved at jeg tror på ånder, og jeg tror med 100 % at de kan være der for en efter deres død. Men uanset om det er en illusion eller ej, så tag det som en hjælp, og tro på at Tim altid vil være med dig i hjertet og ønsker at du skal være glad. Når du er ked af det og frustreret, så nyd hans duft er der – nyd essensen af hans tilstedeværelse og pust ud, og tro på du er i den rigtige retning og lev videre for Tims skyld :).

    Håber ikke min besked har den forkerte effekt for dig – men håber kun på den måske kan være en lille form for hjælp og du bestemmer jo selv hvad du vil tage til dig – eller om du mener det hele er volapyk.
    Som altid kan du til en hver tid kan skrive til mig! som sagt før ved jeg dog du har nogle andre mennesker der er der som en stor støtte, så det er kun hvis du trænger til luft og lidt andre øjne på tingene.

    Har du forsøgt at finde andre kvinder der også har prøvet at miste en kæreste? Tænker at de nok er dem der er tættest på at kunne hjælpe, lytte og forstå. For selvom vi andre kan forsøge at give gode råd, og komme med vores perspektiv på tingene, vil sorgen over en forældre eller andre familiemedlemmer aldrig helt være det samme som man har mistet den man troede skulle være ens livspartner…

    http://mindet.dk/forums/mistet-kaereste

    Måske?

    1. Tak Rikke, for dit indlæg.
      Tim vil leve videre med mig, i mit hjerte. Altid.
      ja og vennerne bliver sorteret fra, ihvertfald dem jeg ikke længere kan bruge til noget.

      Jeg har faktisk kigget på mindet, og andre sider, men ved ikke rigtig om det er noget for mig. Brugte megen tid på nettet da jeg mistede Jasmin, at snakke med andre i samme situation, men ved ikke om det her er det samme. Så venter lidt med det, men tak for rådet *smil*

  4. Kæreste Belinda.

    Jeg kan kun nikke genkendende til det med at ens vennekreds blev anderledes efter et dødsfald så tæt på! Efter at vi mistede Mathias og Simon forsvandt nogle venner – måske holdt jeg dem ude – jeg orkede ihvertfald ikke selv at gøre noget aktivt i vores forhold – og flere ringede eller kom aldrig – nok fordi de ikke vidste hvad de skulle sige…
    Men andre kom til. Venner jeg fik igennem Landsforeningen til Støtte ved Spædbarnsdød (nu Landsforeningen Spædbarnsdød) og igennem Mindet.dk og andre fora. Det var også et af de steder jeg “mødte” dig.
    Jeg tror at det er meget naturligt at man vokser fra hinanden – at ens veje skilles fordi man er for forskellige – eller at man vokser med hinanden og kan rumme andres sorg og glæder.

    Du ER stærk Belinda! Jeg tror jeg at skrevet det før – hvis du ikke var stærk så mangtede du ikke at være om Nadia – eller tage vare på dig selv! Du ville bare ligge og lave ingenting. Jo – det ønsker du vel af og til måske også at gøre – men du mander dig op og er der for hende! Derfor er du stærk!
    Også selvom du mangler og hulker dig i søvn…

    Duften… Jeg tror på at der er mere imellem himmel og jord… Han sender lige et lille aftryk til dig…

    Knus og kram herfra

    1. Ja Mette, det er rigtigt. (og tak for kommentaren)
      Du har nok ret i at man skilles når ens veje og situationer i livet er alt for forskellige. Måske det også er bedst sådan, det gør stadigvæk bare ondt at miste nogle venner man troede var de rigtige?

      Ja du har skrevet det før, men ja .. Jeg føler jo ikke at jeg er stærk fordi jeg har det som jeg nu engang har det. Men ja jeg tager mig både af Nadia, dyrene, og huset. Og det er vel en slags overskud og styrke.
      Selvom det hele bare ville være lettere hvis jeg bare smed mig på sofaen og sov mine sorgere væk.

      Ja vi mødte hinanden på nettet, engang i sin tid. Mange år siden :)

      1. Tænker lidt over det der med aftryk… Jeg har haft nogle oplevelser i vores gamle bil efter at have født Mathias og Simon – aldrig mærket det inden og aldrig i vores nye bil.
        Men et par måneder efter at have født kører jeg en dag der i bilen og jeg mærker nogle små “spark” i ryggen nederst fra sædet?!! Hvis jeg havde haft Amalie med kunne jeg havde forstået det – men jeg var alene – og hun har også altid som lille siddet bagved passagersædet så jeg kunne holde øje med hende.
        Jeg mærkede de der “spark” flere gange i tiden efter når jeg kørte – altid var jeg alene, når det skete.
        Det var en meget meget underlig fornemmelse. Men på et eller andet plan er jeg sikker på at det var mine drenge der ville mig det godt. Det holdt desværre op da vi fik den nye bil – måske fordi de netop ikke har været en del af den bil – livet der går videre – ved det ikke.
        Men bla. derfor tror jeg på mere mellem himmel og jord.

        1. Okay Mette, det er jo faktisk lidt skræmmende.
          Jeg tror måske ikke helt på sådanne ting, fordi det skræmmer mig inderst inde.

          Jeg har dog oplevet det med duften en del gange efterhånden, og ofte om natten når jeg drømmer om Tim har jeg mærket en form for “en varm hånd” på min kind, lidt svært at forklare. Men ofte når jeg græder og har det skidt, drømmer jeg også ofte om ham, og somregel mærker jeg “den hånd” i løbet af dagen.
          Ønsker jo inderligt det er ham, men ved sgu ikke rigtig :( Kan jo være indbildning? ..

          1. Ja det var faktisk ret skræmmende i starten!!! Men da jeg valgte at tro på at det var Mathias og Simon der ville mig det godt, så fik jeg det godt med det!

            Som sagt så tror jeg på mere imellem Himmel og Jord – for hvad skulle det ellers være. Jeg har ingen forklaring. Måske holdt det op ikke kun fordi at vi fik ny bil men fordi jeg var mere afklaret med deres død??? Vi fik ny bil i maj 2005 – næsten 2½ år efter – og jeg var helt sikkert mere afklaret og “kommet videre”!

            Måske Tim bare sender sine tanker og kærtegn? I don’t know?!!

  5. Ja Mette, det har du måske ret i.
    Jeg kan huske jeg ihvertfald var 4 år om at “komme videre” efter tabet af Jasmin, men jeg må så sige, jeg tror det var min unge alder, der gjorde det “tog så lang tid” .. Hvis man kan sige det.

    Jeg håber da det er Tim, der lige kommer og aer min kind når jeg er ked af det, og duften af ham, ja det kan jo være fordi han rent faktisk “går rundt” i lejligheden. Jeg ved det ikke, skræmmende at tænke på. Men også dejligt, på et eller andet mærkeligt plan.

    1. “At komme videre” efter et dødsfald (jeg HADEDE i øvrigt den sætning i laaaaaaaaang tid efter at have mistet) tager tid. For nogle kortere tid end andre – det er SÅ forskelligt hvordan og hvornår folk vokser videre! Ting tager tid. Og når jeg siger 2½ år – så mindes jeg at jeg græd som pisket 3 år efter på deres dødsdag. Vi var i Kina og havde næsten lige fået Johanna. Jeg kunne ikke komme på kirkegården og det var bare så forkert!
      Men livet gik videre – om jeg ville eller ej. Men ting tager tid!

      Nyd de kærtegn så længe du kan… Måske en dag holder de op – når du er klar???? Eller Tim mener at du er klar??

      Over and out – sengen kalder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *